Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 11

Kapitel 6

Henning førte dem igennem et massivt opbud af journalister; de måtte begge bruge skuldrene for at mase sig igennem. Journalisterne overfaldt Henning med spørgsmål, selv om de tydeligvis ikke anede, hvem han var, men han sagde ingenting, førend de nåede frem til indgangen til det primitive telt, der husede den døde mand.

”Tom, dette er Jay Sherrill. Politidirektøren har fortalt mig, at han er en førsteklasses drabsefterforsker.”

”Første klasse? Det lyder ellers ikke af noget særligt.” Tom kunne ikke dy sig – fyren så ud til at være omkring de nitten. Måske var han først i trediverne, men så heller ikke en dag ældre. En velstrøget skjorte, bevidst undladelse af slips, et glat, hårløst, kønt ansigt. Tom kunne have udarbejdet en profil over Jay Sherrill lige på stedet – han var en af de der ambitiøse betjente med en fin eksamen fra et eliteuniversitet i hånden, som storbypolitiet lod til at foretrække nu om dage. Det var de unge kanoner, der talte og klædte sig snarere som management-konsulenter end som strømere. De havde sikkert haft to ugers patruljetjeneste, hvorefter de havde taget et katapultspring op i tjenestens forreste geled. Tom havde læst en artikel om mænd som ham i New York Times Magazine, om hvordan de aldrig gik i uniform – de var sagt med NYPD-jargon ’ude af posen’ – og hvordan de selv tilrettelagde deres arbejdstid. De udgjorde den nye officersklasse.

”Ung, ganske vist, men med en domfældelsesprocent på seksoghalvfems.” Sherrill havde en kultiveret Boston-accent og lød som en Kennedy.

”Jaså, seksoghalvfems procent? Hvem af dem slap fri?”

”Ham med den bedste advokat.”

Henning trådte til. ”Udmærket. Som I ved, er politidirektør Riley og jeg blevet enige om, at FN og NYPD arbejder tæt sammen om sagen her. Det vil sige jer to fyre. Er I med på det?”

”Ja, vi er med,” sagde Sherrill, der valgte at gribe sagen modent an. ”Mr. Byrne, jeg er på vej til et møde med bygningens sikkerhedschef. Du er velkommen til at gøre mig følgeskab.”

Tom fulgte pligtskyldigst med ved synet af Hennings skolemes­teragtige blik. Han ville opføre sig ordentligt. ”Lad os håbe, at du er den første, han taler med,” sagde han i et forsonligt tonefald.

”Er du da bange for, at han kan have talt med pressen?”

”Nej, jeg er bange for, at han kan have talt med nogen her i bygningen. Rygtet løber hurtigt her.” Tom tænkte på sin egen opgave og på, hvad han skulle sige til familien. Han havde ikke brug for, at en masse rygter nåede frem førend ham selv.

Idet de gik gennem gæsteteltet, der nu var lukket for offentligheden, og ind i hovedbygningens uhyggeligt stille foyer, løftede Tom hånden i en farvelhilsen til Henning, der skulle videre til et møde med pingerne. Han indså, hvor let et bytte han havde været. Tom Byrne for over et årti siden ville have været forfærdet. Men den Tom Byrne var for længst forsvundet.

De tog en tom elevator op til første sal. For Tom var det på samme tid straks velkendt, men alligevel efter et års fravær også underligt nostalgisk at være tilbage i denne bygning – som at komme tilbage til sin hjemby efter en lang udenlandsrejse.

Harold Allen ventede på dem. Tom havde aldrig snakket med ham før, men han kunne godt genkende ham. Han havde engang været den højst rangerende afroamerikanske betjent i NYPD, inden han under stor bevågenhed havde anlagt sag mod sin egen arbejdsplads for racediskrimination. Engang havde han været et godt bud på en fremtidig politidirektør, men i dag stod han som bestyrer af et sølle hjørne af den by, han kunne have ledet – og, tænkte Tom, selv på denne lille plet var det nu lykkedes for ham at rode sig ind i en kæmpeskandale. Ængstelsen stod mejslet i hans ansigt. Han bad sine gæster om at sætte sig ved et rundt bord midt i lokalet, et par skridt foran sit eget skrivebord. Tom bemærkede de mange NYPD-påskønnelser for tapperhed i tjenesten, der hang på væggen.

Sherrill spildte ikke tiden på høflighedsfraser. ”Som De nok kan forestille Dem, har jeg en hel del spørgsmål til Dem, Mr. Allen.”

”Ja, det har både De og alle andre her i bygningen.”

Tom lyttede og tog notater, mens Allen kronologisk gennemgik hændelsen lige fra det første tip fra NYPD om russeren, den båndede telefonopringning fra hotelværelset til receptionen, hans egen instruks til sine vagtkommandører om at holde øje med en mand, der svarede til den beskrivelse, politiet var kommet med, hvordan den besked var blevet videreformidlet til vagterne ved indgangen, inklusive Felipe Tavares, forvirringen og til sidst skudepisoden. Et tragisk tilfælde af identitetsforveksling.

“Og hvor er betjent Tavares nu?”

”Han er sammen med en kriserådgiver fra NYPD.”

Toms pande fortrak sig i en spørgerynke.

”Han får krisehjælp.”

”Krisehjælp? Jaså.” Det ville gøre sig godt i Daily News. ’Få minutter efter at have myrdet en pensionist greb myndighederne til handling og skænkede morderen både te og trøst’.

“Ja, Mr. Byrne, krisehjælp. De har formentlig aldrig befundet Dem i politiets forreste række, men Tavares er dybt chokeret. Han er en god mand. Jeg har lige talt med ham.”

”Hvordan klarer han det?” Det var Sherrill, med et afdæmpet tonefald, der passede til lejligheden.

”Han klager sig og siger om og om igen: ’Det kunne have været min far. Det kunne have været min far’. Han har det rigtig skidt.”

”Ved vi, hvor gammel den døde mand var?”

Allen rejste sig op og gik tilbage til sit skrivebord. Han var en kraftig mand, bred; han havde sikkert været veltrænet som ung, tænkte Tom, i hvert fald hvis man skulle dømme efter certifikaterne på væggen. Men af en eller anden grund havde han givet slip. Han vendte tilbage med et enkelt ark papir. ”Han var tilsyneladende syvoghalvfjerds. Navn: Gerald Merton. Fødested: Kaunas, Litauen.”

”Litauen? Der er vist ikke ret mange Gerald Merton’er dér,” sagde Sherrill med et smil, der sagde, at han var yderst godt tilfreds med sig selv. ”Står der, hvornår han rejste til England?”

”Nej. Kun fødselsdato og fødested.”

”Hvad er det, De kigger på, Mr. Allen?”

”Det er en fotokopi af hans pas.”

”Hvad er det?” Det afdæmpede tonefald var væk.

”Hans pas. En af mine folk tog det fra den afdødes lomme et par sekunder efter, at han blev dræbt. Han ville tjekke mandens identitet.”

”Jeg håber inderligt, at det er en spøg.”

”Det er jeg bange for, at det ikke er, Mr. Sherrill.”

”Har jeres folk aldrig hørt om at sikre gerningsstedet for ikke at ødelægge sporene – gudfaderbevares!”

”Vi er ikke vant til drabssager her, Mr. Sherrill. Det er aldrig sket før.”

Tom øjnede en åbning. ”Må jeg se det der?”

Allen rakte ham papiret, men med en mærkbar tøven. Det var ganske almindelig praksis ved FN; folk klamrede sig altid til oplysninger, da de fungerede som den eneste rigtige valuta i bygningen.

Tom stirrede på kopien af fotografiet. Det var grumset, men alligevel skarpt nok til, at han kunne se en tydeligvis gammel mand, hvis ansigt dog ikke var svært rynket og heller ikke magert og hængende. Tom tænkte på sin egen far i de sidste måneder af hans liv, hvordan kødet var visnet bort. Denne mands ansigt var stadig fast og rundt, en hård kødklump med tætklippet hvidt hår på hver side. Issen var skaldet. Øjnene var uden glimt, hårde. Toms blik bevægede sig tilbage til fødestedet: Kaunas, Litauen. Under nationalitet stod med fede typer: britisk statsborger.

Han rakte kopien til Sherrill, som granskede den kortvarigt og derpå sagde: ”Vi skal have en kopi af alle jeres papirer i sagen.”

”Det får I.”

”Og vi får vist behov for at tale med betjent Tavares.”

”Det kan måske godt blive vanskeligt. Hans nuværende tilstand tillader ikke – ”

”Mr. Allen, det er ikke en anmodning.”

Allens tindinger sitrede. ”Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.”