Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 15

Kapitel 10

Det varede adskillige sekunder, inden det gik op for den forbløffede Tom, at det var de afskedstagende gæster og ikke ham, hun talte til.

”Du ringer bare, hvis du behøver noget, Rebecca,” sagde ægtemagen, som Tom skød på måtte være nogenlunde på hendes alder, altså først i trediverne. Hustruen forsøgte også at sige noget, men tårerne vældede atter op i hendes øjne, og hun rystede opgivende på hovedet.

Hele tiden holdt Tom sit blik fæstnet på Rebecca, der stod høj og rank midt i denne vaklende, hulkende menneskeklynge. Alt ved hende var slående, intet var middelmådigt – hendes hår havde en meget dyb sort farve, næsen var hverken kort eller opstopperagtig som hos de Vogue- og Elle-piger, han gik ud med i New York. I stedet var den stærk og på en eller anden måde stolt. Men det mest fængslende ved hende var de klare grønne øjne – de havde ikke den samme farve som hendes fars, men den strålende glans var den samme. De syntes at brænde ikke af den sorg, han havde forventet, men af noget langt mere kontrolleret. Han kunne simpelt hen ikke vriste sit blik fra hende.

”Kom med herind,” sagde hun.

Han fulgte efter hende og forsøgte at danne sig et hurtigt indtryk af den tætpakkede stue. De polerede trægulve, det ramponerede, og lille, fjernsyn i hjørnet var forudsigelige nok – by-bohemeagtig stil. Men bøgerne overraskede ham. Ikke de første par hylder med nutidige romaner side om side med Flaubert, Eliot og Hardy, men resten – det var vist tidsskrifter af en slags. Han kastede et blik rundt i resten af stuen. Der var ikke tegn på andre personer, ikke tegn på en mand.

Hun satte sig ned på en enkel træstol og gjorde tegn til ham om at sætte sig ned i den mere behagelige sofa over for hende.

Han skulle lige til at tale, da en telefon ringede – hendes, en mobil. Hun kiggede på displayet og svarede uden tøven.

”Overhovedet ikke. Jeg sagde jo, du bare skulle ringe. Hvad sker der?” Hun begyndte at nikke, da hun modtog det, der lod til at være en rivende strøm af oplysninger. ”Hun er altså hypotensiv nu? På trods af en god gramnegativ dækning? Stakkels pige, det er jo det værste, der kunne ske, når hun er blevet behandlet for AML. Jeg foreslår, at vi giver hende Vancomycin og orienterer intensiv om, at hun kan få brug for pressorstoffer. Og Dr. Haining? Vær rar at holde mig orienteret.”

Tom kiggede tilbage på hylderne, der var proppet med det, han nu kunne se måtte være den fulde udgave af Journal of Paediatric Oncology. Han ventede på, at hun skulle klappe sin mobil sammen, og indledte med en nu behørigt omformuleret indgangssætning. ”Dr. Merton. Du ved, hvorfor jeg er her. Jeg er fløjet til New York her til morgen på grund af en alvorlig fejltagelse.”

”London. Du er i London.” Hun smilede kortvarigt. Det var et skævt, spydigt smil mellem fyldige læber. Han tog sig i at stirre. Han kunne mærke sin puls stige heftigt.

“Undskyld. London. Ja.” Han forsøgte at samle sig og håndtere situationen, som var det ethvert andet møde. Husk nu dine mål – luk munden på kvindemennesket uden at påtage dig bare antydningen af ansvar. ”FN’s generalsekretær bad mig om at tage hertil straks efter den indtrufne tragedie for at lade dig vide, at han dybt begræder og beklager din fars død. Han taler på hele – ”

”Du kan godt spare dig.” Hun stirrede direkte på ham med øjne uden tårer. “Jeg har ikke brug for nogen tale.”

Han havde forventet, hun ville bryde sammen og trænge til trøst og omsorg. Eller at hun ude af sig selv af retfærdigt raseri havde overfuset ham med eder og forbandelser. Dette var ikke med i planen. ”Der er ingen tale.” Tom fjernede hænderne fra sin mappe.

”Godt, for jeg orker ikke at høre på en række floskler. Jeg vil have svar.”

“Udmærket.”

“Lad os begynde med det her – hvordan i alverden kan det ske, at en politienhed ikke kan genkende en syvoghalvfjerds år gammel mand, når de ser en?”

”Netop identifikationen er et af de hovedemner, der – ”

”Og hvad fanden er der sket med at skyde i benene? Selv jeg ved, at når politiet skal uskadeliggøre en mistænkt, skyder de vedkommende i benene.”

”Jo, men standardproceduren ved mistanke om en selvmordsbomber er at skyde vedkommende i hovedet – ”

”Selvmordsbomber? Fuck dig!”

Han tav, chokeret over kraftudtrykket, og stilheden fyldte luften. ”Hør her – ”

”Fuck dig.” Mere dæmpet denne gang.

”Jeg forstår godt, at du – ”

”Er du nogensinde stødt på en syvoghalvfjerdsårig selvmordsbomber, Mr. Byrne?”

”Måske vil det være en hjælp, hvis jeg gennemgik begivenhederne mandag formiddag med dig, for så vidt som vi kender dem?” Han lød ikke engang som sig selv, da han søgte tilflugt i de juridiske formuleringer, han afskyede. Han havde svært ved at koncentrere sig; hver eneste gang han så meget som kiggede på denne kvinde, føltes det, som om han blev kørt ud på et sidespor.

”Okay. Min far er på en lille pensionistferie, beslutter sig for at lege turist og besøger FN. Hvad sker der så?”

Tom rakte ned i sin mappe efter den stak papirer, han havde medbragt, tidsoversigterne og de FBI-rapporter, som han og Sherrill havde fået fra Allen, så han kunne fastholde i det mindste forestillingen om fuld åbenhed. Han havde set tilstrækkeligt mange af disse sager gennem årene til at vide, at det frem for alt var dét – manglen på åbenhed, fornemmelsen af, at myndighederne skjulte sandheden – der bragte den sørgende familie i harnisk. Han havde planlagt at give Rebecca Merton alle detaljer, at vise hende den præcise begivenhedsrække, hvert eneste splitsekunds beslutning, så hun til sidst – på trods af sit tab – måtte medgive, at det var en tragisk, men hændelig fejltagelse. FN’s sikkerhedshold havde stået i en umulig situation: Hvordan kunne de risikere, at en selvmordsbomber dræbte dusin- eller snesevis af uskyldige mennesker? De havde taget et liv i den oprigtige tro på, at de reddede langt flere. Det var det, han måtte have hende til at acceptere.

”Du kan godt glemme din præsentation, Mr. Byrne. Du skal ikke forsøge at begrave mig i papirer og blænde mig med videnskab. Jeg er læge, og det kneb kender jeg.”

”Udmærket.” Tom lagde papirerne tilbage og lænede sig frem i stolen. ”Sig mig, hvordan vi kan hjælpe.”

”Jeg vil have en undskyldning.”

”De Forenede Nationer føler naturligvis den dybeste – ”

”Ikke fra dig. Fra bossen. Jeg vil have et møde, ansigt til ansigt, med generalsekretæren. Jeg vil have ham til at kigge mig i øjnene og indrømme, hvad FN har gjort. Det her er ikke en banal hovsasag; min far er blevet dræbt. Uden grund. Og det kræver, at manden på toppen personligt giver mig en fuld undskyldning.”

Tom huskede Hennings eneste betingelse: intet spil for galleriet, ingen fotoseancer. ”Hør her, der skete en tragedie i går. Det ved vi godt. Og FN vil gerne vise, at vi anerkender omfanget af denne tragedie. Vi vil gerne gøre en gestus, etablere en fond, hvis midler du kan gøre brug af til ethvert formål, du finder egnet. Det kunne være et minde– ”

”Undskyld, jeg tror, jeg hørte forkert. Hvad var det, du sagde?” Endnu et glimt af hendes skæve smil.

”Jeg sagde, at FN er villig til at kompensere for Gerald Mertons død med et engangsbeløb.” Han fortrød straks at have sagt engangs.

“I guder.” Hun rystede på hovedet, de fyldige læber farvedes langsomt dybt røde, som fyldte hendes raseri dem med blod. ”Måske har propagandisterne alligevel ret. FN er ikke bare anti-israelsk, men også antisemitisk.”

Tom rynkede panden. ”Undskyld, men jeg er vist ikke helt med på, hvad du mener.”

”Du må vist mere end bare beklage, Mr. Byrne. Er det virkelig din mening om os? At du kan lukke munden på os med blodpenge?”

”Jeg forstår ikke ...”

”Tror du, at vi jøder er sådan? At vi lader jer slå vores forældre ihjel, når bare prisen er den rigtige?”

”Jeg havde ingen anelse om – ”

”Nej, netop. Du har ingen anelse om noget som helst.”

Hendes mobil ringede igen. Han forsøgte at fordøje det, hun havde sagt, men da hun rejste sig op, havde han ikke andet end hendes skikkelse for øje. Hun var slank, men ikke mager. Han kunne se, at selv i et par slidte jeans og en løstsiddende sort top var hendes skikkelse ikke som hos de anorektiske dukker, man så på Manhattan, men en ægte kvindes.

“Hej Nick. Fortæl mig, hvordan hun har det. Hvad viste røntgenbilledet af brystet? Det lyder ikke godt.” Hun begyndte at nikke og mumle bekræftende til stemmen i den anden ende af røret. ”Det lyder, som om hun er ved at udvikle ARDS. Det er lige præcis det, man kunne frygte med viridans-streptokokker. Godt, sig til forældrene, at jeg ringer til dem snart. De har været gennem vridemaskinen – de trænger til at høre en velkendt stemme. Tak, Nick.”

Han forsøgte at lade være med at stirre, men det var en ulige kamp. Denne kvindes intensitet syntes at sluge alt ilten i rummet. Han havde en sær sommerfuglefornemmelse i brystet, som om hans hjerte sitrede. Han sagde til sig selv, at det var kaffe eller søvnmangel eller jetlag. Men han kunne stadig ikke kigge væk.

Så Gerald Merton var jødisk. Det havde Tom ikke skænket en tanke. Alt havde slået ham ud af kurs – navnet, passet – Fødested: Kaunas, Litauen – og især liget. Tom vidste, hvordan en omskåret penis så ud, og det var Mertons i hvert fald ikke.

Hun afsluttede telefonsamtalen og vendte sig om mod ham. ”Jeg bliver nødt til at gå. Der er en nødsituation på hospitalet.”

”Det er jeg ked af at høre.”

”Ja, det er du sikkert. Nå, men jeg tror alligevel ikke, at vi har mere at snakke om. Er du ikke enig i det?” Hun vendte sig om og forsvandt ud i køkkenet, hvor han kunne høre den klirrende lyd af bilnøgler, der blev samlet op.

Han vendte sig om mod bunken af ubrugte dokumenter på sofaen ved siden af sig og var i færd med at stoppe dem tilbage i mappen, da han fik øje på den – en lille, sort notesbog på et sidebord. Et øjeblik troede han, at det var hans egen stofindbundne notesbog. Men da han så nærmere efter, kunne han se, at denne var tykkere. Det var hendes. Impulsivt puttede han den i mappen. Han ville sige, han var kommet til at tage den med ved en fejltagelse; på den måde havde han en undskyldning for at komme igen.

Han rejste sig op og fulgte efter Rebecca Merton ned ad trappen og ud ad hendes fordør.

“Her er mit kort,” sagde han, og det lykkedes ham at undertrykke sin overraskelse over, at hun tog imod det. ”Hvis du kommer i tanke om noget, du gerne vil drøfte, så ring til mig.”

Hun studerede kortet et øjeblik, kiggede op igen, og hendes smaragdgrønne øjne borede sig ind i ham. ”Jaså, du er ikke engang FN-advokat. Du er den hyrede hjælper. Fyren, de kaldte hid til at udføre deres beskidte arbejde. Farvel, Mr. Byrne. Jeg tror næppe, vi mødes igen.”