Читать книгу Dommens dag - Jonathan Freedland - Страница 14

Kapitel 9

De sagde aldrig ‘velkommen hjem’. Det forestillede Tom sig ellers altid, at de gjorde, eller i det mindste ville gøre en dag, men det gjorde de aldrig. Morgenholdets vagthavende immigrationsbetjent i Heathrow havde blot kastet et blik ned på pasfotoet, kigget op igen og nikket ham igennem.

Men det kunne man ikke bebrejde ham. Han kunne jo ikke vide, om Tom blot var vendt hjem efter en todages forretningsrejse. Noget ganske sædvanligt. Han kunne ikke ane, at dette altid var et sælsomt, om end kortvarigt, øjeblik for en englænder, der havde bosat sig i New York, da han var sidst i tyverne. Hver gang han rejste hjem, blev Tom grebet af den samme blandede følelse af den indfødtes hjemmevanthed og den fremmedes forvirring.

Landet havde forandret sig ganske utroligt. Dengang han forlod London, havde efterkrigstidens økonomiske afmatning aldrig rigtig sluppet sit tag. Men nu knitrede London formelig af energi. Hver eneste gang han vendte tilbage, bemærkede Tom, at nye bygninger var skudt op i horisonten, eller kraner var i gang med nybyggeri. Man behøvede blot at kigge på butiksfacaderne, menneskemylderet og gadecafeerne for at kunne lugte pengene. Før havde kontrasten til New York virket skarp – på Manhattan var skyskraberne højere, restauranterne bedre, butiksåbningstiderne længere. Men i dag var de to byer så ens som nogensinde.

Men den største forandring var menneskene. Der var russiske milliardærer i Park Lane, lettiske rengøringsfolk i Islington og polakker overalt. På kabel-tv havde han set en sort britisk komiker beklage sig over, at når man mødte en hvid mand på gaden i dag, kunne man ikke længere som en selvfølge gå ud fra, at han talte engelsk.

Idet han tog Heathrow Express ind til centrum, rumsterede en tanke stadig i hans hoved – hvorfor var russerens nummer på Gerald Mertons mobiltelefon?

Først havde Tom overvejet, om den gamle mand var blevet offer for en meget behændig og snedig form for identitetstyveri. Måske var han blevet spottet af terrorister, der bevidst havde klædt sig som ham for at narre deres forfølgere. Og måske havde de endda på et tidspunkt brugt – og senere tilbageleveret – hans mobiltelefon, velvidende, at lyttede nogen med eller skyggede dem, ville de blive ført til en afdød aldrende britisk turist og dermed en blindgyde.

Men det virkede alt sammen lidt langt ude. Den mest enkle forklaring var, at Gerald Merton rent faktisk havde ringet til den russiske våbenhandler og havde aflagt ham et besøg om mandagen, præcis som FBI påstod. Der var ikke to mænd i sort, kun én.

Den blotte tanke var nok til at få Tom til at trække på smilebåndet. Det betød, at hans gamle ven, Henning Munchau, måske ikke havde så store problemer alligevel. Hvis Tom kunne bevise, at FN havde skudt en ikke helt uskyldig mand, ville der ikke være nogen grund til at iklæde sig sæk og aske. Henning ville slippe af krogen, og Tom ville have gjort alt det, han var blevet bedt om, og lidt til. Hans gæld til Henning ville være indfriet, og måske fik han endda en kontant bonus oveni.

Indrømmet, en formodet terrorist på syvoghalvfjerds år var noget af et særsyn. Men de var jo skøre, de fyre. Børn og kvinder – endda gravide kvinder – var blevet brugt som selvmordsbombere. Hvorfor kunne Gerald Merton ikke have været den første pensionist, der fremskyndede sin entre til paradis? Ganske vist havde han ikke båret noget sprængstofbælte, da han blev skudt, men Tom kunne argumentere for, at Mertons spadseretur til FN havde været en rekognosceringstur; han havde villet beregne den tid, det tog at tilbagelægge turen fra Tudor Hotel til FN-hovedkvarteret med de forhindringer, han ville støde på undervejs, og finde ud af, hvor langt han kunne nå, inden han blev stoppet. Han havde sikkert haft planer om at vende tilbage dagen efter med en af russeren leveret bombe spændt om livet.

Det store problem var motivet. Måske var han blevet lovet en kontant belønning til sin efterladte familie. For hvad skulle man forvente, at denne gamle mand skulle tro så lidenskabeligt på, at han var villig til at sprede død og ødelæggelse i De Forenede Nationers hovedkvarter?

Tom tog sin notesbog frem og granskede atter de få detaljer, han havde fået fra Allen. En fødselsdato så langt tilbage i tiden som Toms afdøde fars. Fødselssted: Kaunas, Litauen.

Måske var det nøglekendsgerningen. Han havde nu i flere år læst nyhedsmagasinernes artikler om den østeuropæiske mafias storhed og fald. Denne ’Gerald Merton’ kunne have tilhørt mafiaen og have bosat sig i England for nylig; han var måske en aldrende godfather eller, hvad der var mere sandsynligt, en snigmorder, der var blevet betalt til at pløkke en FN-ansat ned.

Men FN ville stadig få brug for flere beviser end et enkelt nummer på en mobiltelefon for at retfærdiggøre nedskydningen af en gammel mand. Og stedet at hente disse beviser var London.

Togets fjernsynsskærm meddelte, at Paddington nærmede sig. Fra sit sidste besøg mindedes han jernbanestationernes gigantiske skærme, hvorpå der sædvanligvis vistes en 24-timers nyhedskanal. I dag var der også skærme på siderne af busserne, selv ved busstoppestederne. Og kameraer på hvert hjørne, mange flere i London end man nogensinde ville kunne slippe af sted med i New York. George Orwell havde fået mere ret, end han havde forestillet sig.

Fra Paddington tog han en taxi. Hvor fristende det end var, havde han ikke tid til at tjekke ind på sit hotel eller få sig en lur. Han måtte hurtigst muligt tale med Mertons datter, inden alle medlemmerne af ’Foreningen af Samarbejdende Venstreorienterede Advokater og Amerikahadere’ troppede op på hendes dørtrin for at tilbyde hende at hænge plakater prydet med hendes fars ansigt op i hvert eneste kollegieværelse i landet. Han kunne udmærket forestille sig deres ophidselse ved tanken. Protesterne over politiets nedskydning af Jean Charles de Menezes havde været ganske højlydte, men i dette tilfælde havde skydeskiven kun været London Politi. Nu når de kunne udråbe New York, og dermed Amerika, til skurken, gav Gerald Mertons død løfte om et langt større udbytte. Tom kendte disse folk, han vidste, hvordan deres hjerner fungerede. Han vidste det kun alt for godt.

Han befandt sig nu ikke langt fra Mertons datters adresse og sad og betragtede de folk, der lukkede deres fordøre og begav sig på arbejde. De fleste af bygningerne var gamle huse fra 1700-tallet, der var blevet opdelt i lejligheder. Han havde forestillet sig, at hun boede i en sirlig forstads-rækkevilla med mand og mindst et par børn. Men sådan var kvarteret ikke. Han var i Clerkenwell, et beboelseskvarter beliggende umiddelbart vest for det snuskede, snavsede King’s Cross.

Da taxien drejede ind på den gade, hvorpå Rebecca Mertons bolig lå, fik han straks øje på hendes hus. Folk kom ud ad fordøren med kvalfyldte ansigter efter at have aflagt et kondolencebesøg tidligt på formiddagen. Han betalte chaufføren, sprang ud og satte kursen hen mod dem. Idet han nærmede sig, kiggede de op med det nik og det lille smil, fremmede anvender over for hinanden ved disse lejligheder. Han behøvede ikke at ringe på, døren stod åben.

Han havde ikke været ganske forberedt på andre folks tilstedeværelse. Ude i entreen kunne han høre stemmer på trappen, der tog afsked. Han begav sig opad.

Et øjeblik var han forvirret. Foran ham stod to kvinder i en tæt omfavnelse – den ene hulkede højt, mens den anden, højere, kvinde trøstede. Han var imidlertid sikker på, at denne rolige kvinde med tørre øjne var Gerald Mertons datter. Det var hendes øjne, der bekræftede det. De var lige så bemærkelsesværdige som de øjne, der havde stirret tilbage på ham fra retsmedicinerens båre i New York for mindre end et døgn siden.

“Goddag,” sagde han og rakte en hånd frem. ”Jeg beklager, at jeg sådan kommer uanmeldt. Mit navn er Tom Byrne, og jeg er fra FN.”

Hun kiggede på ham med sine usædvanlige øjne og sagde derpå med en klar og gennemtrængende stemme: ”Det er vist tid til at gå.”