Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 10

De nævnte eksempler på helt eller delvist privatfinansierede forskningsinitiativer spillede en væsentlig rolle for den guldalder, som dansk naturvidenskabelig forskning oplevede i det meste af perioden, specielt i 1920’erne og 1930’erne. Den tidligere nævnte Rockefeller Foundation foretog i årene omkring 1926-27 en omfattende evaluering af europæisk videnskab. I den resulterende rapport konkluderede forfatterne, at København var i verdensklasse inden for teoretisk fysik (Niels Bohr), fysisk kemi (Niels Bjerrum, Johannes Brønsted og Søren Peter Lauritz Sørensen) og eksperimentel fysiologi (August Krogh), og at der fandtes adskillige andre danske videnskabsfolk, som ragede pænt op i forskningslandskabet.⁷ Fire danskere modtog en af de videnskabelige nobelpriser i årene mellem 1920 og 1950, nemlig August Krogh (fysiologi eller medicin, 1920), Niels Bohr (fysik, 1922), Johannes Fibiger (fysiologi eller medicin, 1926) og Henrik Dam (fysiologi eller medicin, 1943), et meget højt tal internationalt set. Det er derfor ikke så underligt, at København i disse år blev regnet for en af de vigtigste videnskabelige metropoler i Europa. Specielt Niels Bohrs institut på Blegdamsvej blev i 1920’erne det vel nok vigtigste center for atomfysik i verden. Det var stedet, hvor kvantemekanikken blev udviklet, og hvor den såkaldte »københavnerfortolkning«, der betød et radikalt brud med den klassiske fysiks kausalitetsprincip, så dagens lys, jf. kapitel 3.

1.4 The International Education Board’s bedømmelse i 1927 af den relative styrke af de faglige miljøer i fysik i en række europæiske byer viser, at København er godt med internationalt og har det stærkeste miljø i Norden, især takket være Niels Bohrs unge institut.

Det er indlysende, at de store enere, og i særdeleshed Niels Bohr, har haft en betydning for dansk naturvidenskab, der rækker langt ud over deres rent videnskabelige bidrag, både som forskningspolitikere og som engagerede samfundsborgere. Men det betyder naturligvis ikke, at mere anonyme naturvidenskabsfolk er uinteressante, eller at deres arbejder er ubetydelige. Som det vil fremgå af denne bog, indtog størstedelen af dansk naturvidenskab i perioden ganske vist en noget mere ydmyg placering på verdenskortet, end det var tilfældet for teoretisk fysik, fysisk kemi, eksperimentel fysiologi og de institutioner og koryfæer, der forbindes med disse fag. Men det vil forhåbentlig også fremgå, at andre fag, institutioner og personer kan byde på næsten lige så interessante fortællinger og under alle omstændigheder hører med til et nuanceret billede af dansk naturvidenskab i perioden 1920-70.