Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 22

Sammensætningen af det første personale på instituttet bekræftede Bohrs visioner. Trods instituttets begrænsede størrelse, bestod det både af teoretikere og eksperimentalfysikere, af danskere og udlændinge, af etablerede fysikere med fast ansættelse og yngre fysikere, der besøgte instituttet fra et halvt til et par år.

I begyndelsen af 1920’erne havde Bohr etableret sig som en af de fremmeste repræsentanter for teoretisk fysik, og hans institut skulle snart blive betragtet som et veritabelt Mekka inden for sit felt. Bohrs institut delte status med allerede veletablerede teoretiske institutter under Arnold Sommerfeld i München og Max Born i Göttingen. Det var derfor et gennembrud for Bohr, da han i 1922 blev indbudt til at holde en foredragsserie i Göttingen, senere kendt som »Bohr Festspiele«, over sit banebrydende arbejde. Det var ved denne anledning, at Bohr mødte den tyske fysiker Werner Heisenberg for første gang. Den blot 20-årige Heisenberg, der kort forinden var begyndt at studere fysik hos Sommerfeld i München, tillod sig at modsige sin ældre danske kollega under en af hans forelæsninger, hvilket førte til en afklarende spadseretur i den smukke natur omkring Göttingen og blev begyndelsen på et samarbejde, der skulle blive et af de mest frugtbare i det tyvende århundredes fysik.

I november 1922 fik Bohr besked fra Stockholm om, at han ville modtage nobelprisen i fysik for 1922 for sit arbejde inden for atomteorien, mens Albert Einstein samtidig blev hædret med den reserverede fysikpris for 1921.¹⁰ Dette var ikke alene et gennembrud for Bohr, men også for nobelinstitutionen, der netop med priserne til Bohr og Einstein viste sin anerkendelse af en del af fysikken, som den tidligere havde stillet sig negativ til. Nobelkomiteen var dog fortsat stærkt i tvivl om værdien af Einsteins relativitetsteori, hvorfor han i stedet blev tildelt prisen for »loven om den fotoelektriske effekt«, som komiteen i øvrigt anså som en empirisk bekræftelse af Bohrs kvanteteori.

3.4 Instituttets første stab. Stående fra venstre: J.C. Jacobsen (DK), Svein Rosseland (Norge), Georg von Hevesy (Ungarn), H.M. Hansen (DK) og Niels Bohr (DK). Siddende fra venstre: James Franck (Tyskland), Hendrik Anthony Kramers (Holland) og Betty Schultz (DK, sekretær).

Samtidig med overrækkelsen af nobel-prisen blev der udført eksperimenter på Bohrs institut for at bekræfte de forudsigelser om det periodiske system, som Bohr havde gjort på baggrund af sin atomteori. Umiddelbart efter tilbagekomsten fra Göttingen i juni havde Bohr læst en rapport i det engelske tidsskrift Nature om nogle eksperimenter, hvoraf de franske fysikere Georges Urbain og Alexandre Dauvillier mente at kunne slutte, at element nummer 72 var en sjælden jordart; det ville dermed ikke være kemisk beslægtet med zirconium, som forudsagt af Bohrs teori. Eftersom det var Bohrs læremester Rutherford, der havde formidlet resultatet til Nature, accepterede Bohr det i første omgang. I slutningen af 1922 viste imidlertid nye røntgenspektroskopiske forsøg, udført ved Bohrs institut af ungareren Georg von Hevesy og hollænderen Dirk Coster, at element 72 faktisk opførte sig som forudsagt af Bohr. Efter at videnskabsmændene i den danske hovedstad var blevet enige om, at elementet skulle opkaldes efter Danmark (danium), annoncerede Nature pga. en misforståelse element 72 som hafnium (København), der er forblevet elementets navn. Ikke desto mindre vakte navngivningen nationale følelser til live både i Frankrig og England, og det tog en rum tid, inden diskussionen stilnede af og navnet blev almindeligt accepteret.

Hevesy, der var Bohrs jævnaldrende og havde arbejdet under Rutherford i Manchester samtidig med Bohr, tilbragte fra marts 1920 seks og et halvt år i København. Her forsøgte han bl.a. at videreudvikle sin radioaktive indikatormetode, som han havde anvendt allerede i Manchester-tiden. Ved hjælp af denne metode kunne man følge grundstoffers vandring i kemiske og biologiske processer ved at erstatte dem med kemisk identiske radioaktive isotoper, der kunne lokaliseres eksperimentelt pga. deres stråling. Da man kun kendte få radioaktive isotoper, var den praktiske anvendelse af metoden begrænset. Som vi skal se, skulle dette sidespring fra den sædvanlige eksperimentelle aktivitet på instituttet dog vise sig særdeles frugtbart, da Hevesy vendte tilbage midt i 1930’erne.