Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 44

Efter krigens afslutning blev der afholdt en række kongresser i Paris og London med deltagelse udelukkende fra de allierede lande, og i sommeren 1919 blev The International Research Council (IRC) grundlagt i Bruxelles. Formålet med rådet var at koordinere internationale aktiviteter i forskellige brancher samt at indlede skabelsen af internationale unioner til fremme af videnskabens udvikling.² Som en direkte følge af rådets statutter oprettedes den Internationale Astronomiske Union (IAU), og i den forbindelse blev også en underafdeling af IAU oprettet, nemlig det Internationale Central Bureau for Astronomiske Telegrammer, som i realiteten betød en overtagelse af Astronomische Gesellschafts Central Bureau.

Danmarks involvering i det nye IAU-samarbejde var efter Elis Strömgrens opfattelse ikke naturgivent, og i begyndelsen bekendte han sig som principiel modstander af neutrale staters indtræden i organisationer oprettet udelukkende af allierede lande. Man havde nemlig i IRC’s statutter indskrevet et afspærringsprincip, som ekskluderede de tysk-østrigske videnskabsfolk, og Elis Strömgren fandt det ganske enkelt »uværdigt at danne videnskabelige sammenslutninger, hvor hele Nationers Videnskabsmænd a priori, af Videnskaben uvedkommende Grunde og uden Hensyn til, hvilken Stilling de individuelle Videnskabsmænd kan tænkes at indtage, er udelukket«.³ Efter nærmere overvejelse indså han imidlertid muligheden for at bruge disse sammenslutninger som platform i sin kamp for accept af tyske videnskabsmænd i de nye organisationer, eftersom »det uforsonlige Standpunkts Dage indenfor Astronomien er talte«.⁴ Skønt han hverken ville stemme for eller imod en dansk repræsentation i IAU, blev Danmark medlemsland samme år, og den danske unions-komité blev endelig sammensat af Strömgren og Niels Erik Nørlund, som tidligere havde været assistent under Strömgren. Under den første IAU-generalforsamling i Rom i 1922, blev det besluttet, at centralbureauets hovedsæde skulle placeres i København. Dette bureau udsendte talrige cirkulærer og telegrammer, og cirkulæreabonnenterne var snart fordelte på fem verdensdele, hvilket betød stor travlhed på Østervold-observatoriet igennem en hel generation.

Under den anden IAU-generalforsamling i 1925 i Cambridge, England, ville Frankrig og Belgien stadig ikke tillade tyske astronomer adgang til den unge internationale union, men Elis Strömgren, der var formand for Astronomische Gesellschaft, var helt uenig. Han overbeviste flertallet af delegerede fra 12 lande om, at hvis IAU skulle være et internationalt organ, måtte der være adgang for alle astronomer, også de tyske. Forslaget blev indsendt til IRC, men desværre for Elis blev forslaget afvist som følge af formaliteter i rådets statutter.⁵ Elis gjorde, hvad han kunne for at indlemme Tyskland, da han selv var vært ved et vigtigt møde i Astronomische Gesellschaft i København i 1926, men Tyskland blev faktisk ikke medlem af IAU før i 1951.

IAU’s centralbureau krævede omfattende og stabil arbejdskraft, men i perioden 1919-40 forblev antallet af fastansatte akademikere ved observatoriet konstant, nemlig blot fire medarbejdere, hvortil kom løst ansatte medhjælpere og beregnere. Videnskabeligt stod Elis Strömgren for empirisk og teoretisk forskning i kometbaner og det såkaldte trelegemeproblem, og han udgjorde drivkraften bag mange observationer af variable stjerner og måneokkultationer. Han placerede sig således i en klassisk astronomisk og astrometrisk tradition, observationelt såvel som teoretisk, og han satte sig aldrig grundigt ind i den nye kvantefysik eller benyttede den i sin forskning. Den opgave tog de yngre astronomer på deres kappe.

5.2 Astronomische Gesellschafts møde i 1926. Af ca. 500 medlemmer af selskabet mødte 138 op i København, og på trods af en overvægt af skandinaver og tyskere talte deltagerne ikke udelukkende folk fra sådanne lande. 10% af deltagerne var engelske eller hollandske astronomer. Udvalgte personer fotograferet foran Astronomisk Observatoriums vestfløj, professorboligen. Fra venstre, stående, Hedvig Strömgren (bag hende Bengt Strömgren), nr. 3 Arthur S. Eddington. Bagest, i midten, Elis Strömgren.