Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 60

En stor del af den succes, som Harald Bohrs forskningstradition nåede, skyldtes veludviklede internationale kontakter; internationalitet var en meget vigtig hjørnesten af Bohrs tilgang til matematik i mellemkrigstiden. En del af denne internationalitet fandt udtryk i hans meget aktive lobbyarbejde for at få de tyske matematikere genoptaget i det internationale samarbejde, som de var blevet udelukket fra efter første verdenskrig. På dette punkt var Bohr i opposition til nogle af sine kolleger – ikke med hensyn til formålet, men med hensyn til midlet. Bohr argumenterede for, at så længe der ikke var etableret normale forbindelser mellem matematikerne efter krigen, skulle Danmark vise sin sympati med de udelukkede tyske matematikere ved at holde sig uden for det internationale samarbejde. På dette punkt stod han i modsætning til Nørlund, der talte varmt for, at Danmark skulle indtræde i det internationale samarbejde for derigennem at påvirke det til at ændre holdning til tyskerne. På kort sigt havde Bohr succes, men allerede i 1921 besluttede de danske matematikere at arbejde frem imod indtræden i den internationale matematikerunion.¹⁸

Der er imidlertid to andre varianter af denne internationalitet, som fortjener større uddybning: udenlandsk filantropi og hjælpen til tyske emigranter i mellemkrigstiden.

Som det fremgår af andre kapitler (3, 4, 9, 17), var Rockefeller Foundation kraftigt medvirkende til institutionaliseringen af dansk videnskab i 1920’erne med store pengebidrag til opførelsen af nye institutbygninger. Dette var imidlertid ikke tilfældet for matematikken i Danmark, selv om Rockefeller Foundation stod bag opførelsen af matematiske institutter i Göttingen og Paris. Derimod var en anden del af den amerikanske filantropi særdeles vigtig for matematikerne i København. Tilsammen finansierede Rockefeller Foundation og International Education Board 130 matematikeres rejsestipendier før 1945. Blandt disse var der ‘kun’ to danske udlandsrejser, men hele 11 udlændinge besøgte København på et af disse stipendier, fem af dem inviteret af Harald Bohr og tre for at besøge Nørlund.¹⁹ Dette var medvirkende til at udbrede kendskabet til Harald Bohrs forskning inden for næsten-periodiske funktioner i udlandet. De danske matematikere (og Niels Bohr) indgik også centralt i den uformelle vejledningsgruppe sammen med Hardy, som hjalp International Education Board og dets udsending Trowbridge med at vurdere tilstanden af matematik i Europa. De danske matematikere udnyttede denne kontakt både til at fordre egne ønsker, men også til at knytte og vedligeholde personlige venskaber og netværk, vigtigst til Hardy og Oswald Veblen og til deres tyske kolleger.

Med nazisternes magtovertagelse i Tyskland i 1933 begyndte et nyt kapitel for internationaliseringen af videnskab generelt og matematik helt specifikt. Tyskland var på dette tidspunkt den afgjort førende nation inden for matematik, og især den lille universitetsby Göttingen dominerede med mange fremragende forskere og (siden 1929) et fornemt matematisk institut finansieret af Rockefeller Foundation. Dette skulle dog drastisk ændres i forbindelse med den såkaldte Reichsgesetz, »loven om rekonstruktion af statsadministrationen«, fra april 1933, som »fritog« ikke-ariere fra deres stillinger i den offentlige sektor. Denne lov blev strammet yderligere i 1935, hvor man fratog jøder deres tyske statsborgerskab, forbød ægteskab mellem jøder og tyskere og ophævede en række undtagelser til Reichsgesetz.²⁰ Med fritagelserne i april 1933 begyndte en emigration af tyske (især jødiske) matematikere, som nu stod uden arbejde. Der var ikke i resten af verden umiddelbart plads til at optage de mange arbejdsløse kolleger, men Harald Bohr og hans netværk gjorde et stort arbejde for at finde muligheder for dem. I begyndelsen handlede det især for de danske matematikere om at hjælpe deres venner og bekendte. Harald Bohr prøvede ihærdigt at lokke Landau fra Göttingen, men selv om dennes undervisning blev saboteret af nazisterne, forblev Landau i Tyskland. Anderledes med f.eks. Courant og Dehn, der begge efter korte ophold i København blev hjulpet videre til USA. Men der var også nogle af de tyske matematikere, som blev i København i længere tid; Werner Fenchel blev der f.eks. til sin død. Mest betydningsfuld for internationaliseringen var måske østrigeren Otto Neugebauer, som første gang besøgte København i 1924 for at arbejde sammen med Harald Bohr. Neugebauer var siden blevet ansat ved instituttet i Göttingen, og da Courant blev afskediget som direktør for instituttet i 1933, fordi han var jøde, overtog Neugebauer hans job, men kun for en dag, da han nægtede at sværge troskabsed til det nye styre. Derefter valgte han at flytte til København og fik støtte hertil fra Rockefeller Foundation og Rask-Ørsted fondet.²¹ Med sig tog han sin store ekspertise og et internationalt kommunikations-organ: Zentralblatt für Mathematik. Neugebauer virkede i København fra 1934 til 1939, og hans tilstedeværelse betød blandt meget andet en opblomstring af interessen for matematikkens historie, idet Neugebauer var en stor kapacitet inden for oldtidens matematik.