Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 53

Den overordnede plan med Brorfelde Observatoriet var, at det skulle give en betydelig udvidelse af arbejdsmulighederne for den astronomiske forskning i Danmark med tre instrumenter under hver sin kuppel: En meridiankreds til astrometri, et 50 cm Schmidt-teleskop, og en linseastrograf til fotografiske feltoptagelser. Planen anno 1947 var, at observatoriet skulle stå klar i 1956; men sådan blev det nu ikke. Da priserne på udenlandsk udstyr tredobledes, valgte man at oprette et eget værksted, og i 1949 ansattes her en værkstedsleder, Poul Bechmann. Året efter blev fundamentet endelig støbt til meridiankredsen, men der manglede fortsat penge, og betonfundamentet fik mere end rigelig tid til at tørre.

Som mange andre videnskabsfolk var professor Bengt Strömgren stærkt utilfreds med udviklingen af forskernes arbejdsforhold i Danmark. Lige siden befrielsen havde den akademiske verden beklaget sig. Allerede i december 1945 var der protestmøde med kraftige opfordringer til regeringen og Rigsdagen om at give videnskaben »tålelige kår«. I Berlingske Tidende beskrev videnskabsfolkene sig som »proletariserede«, og i en overskrift i Politiken lød retorikken i samme forbindelse: »Danmark er om ti Aar en Negerstat i kulturel Henseende.«²⁵

Bengt Strömgren modtog i 1950 som den første Augustinus-æresprisen på 50.000, uddelt i anledning af 200-årsjubilæet for Chr. Augustinus’ Tobaksfabrikker. Politiken dækkede begivenheden og flankerede forsidens hyldestartikel med »en stærk og alvorlig udtalelse« fra rektor H.M. Hansen om universitetets frygt for at miste professoren til udlandet. Hansen udtrykte sit inderlige håb om, at opmærksomheden omkring sagen ville medføre statsbevillinger til første etape af Brorfelde Observatoriets opførelse, og han nærede »den største frygt for, at USA erobrer professor Strömgren«, da det ville være »et uerstatteligt tab for dansk videnskab og for Københavns Universitet«.²⁶ Kun en måned senere blev Hansens frygt bekræftet. Med fem mere eller mindre forspildte år under krigen og det langsomt travende Brorfeldeprojekt kunne Strömgren ikke længere nøjes med at se på, at dansk forskning sakkede yderligere bagud, og i juni søgte han orlov. Han skulle tilbage til Chicago som professor i astrofysik og leder af to af USA’s største observatorier, Yerkes og McDonald. I tilgift ville han med de amerikanske observatorier i ryggen kunne gennemføre sit store projekt, som han havde formuleret mange år tidligere: At kortlægge vores Mælkevejssystems udviklingshistorie. Han forklarede sin beslutning med henvisning til videnskabens rivende udvikling, for selv om han egentlig foretrak at blive i Danmark, måtte han sande, at »Videnskaben staar ikke stille andre steder«. Han forlod Danmark 1. januar 1951.

Nørlund blev konstitueret leder af Brorfelde Observatoriet, men Strömgren bevarede det formelle lederskab nogle år endnu og besøgte Danmark i nogle måneder hver sommer. Fra USA fulgte han med sympati danske akademikeres store demonstrationsoptog for flere penge til videnskaben (se kap. 18). Over ti tusinde studerende og fastansatte fra universitetsverdenen demonstrerede på Rådhuspladsen den 2. februar 1951, og i toget kunne man bl.a. se et banner med parolen »Nyt observatorium«. Budskabet blev båret af AOs ansatte, heriblandt Julie Marie Vinter Hansen og Poul Bechmann. Året efter lykkedes det at få Finansudvalget til at bese det to år gamle fundament på Midtsjælland. Man blev åbenbart overbevist om, at der måtte gøres noget, for allerede dagen efter mødet bevilgede Finansudvalget to millioner kroner til Brorfelde, og samme år blev dr.phil. Kjeld Gyldenkerne ansat som assistent. Meridiankredsen var færdigbygget i 1953, og i august samme år fejredes den officielle åbning, selv om man stadig manglede at bygge medarbejderboliger og hovedbygning.

Under et besøg i København i 1947 var den svenske astronom Anders Reiz blevet inspireret af Bengt Strömgren til at give sig i kast med undersøgelser af kæmpestjerners struktur, senere også de såkaldte hvide dværgstjerner. Da Bengt Strömgren i 1957 forlod Yerkes til fordel for et professorat ved Institute of Advanced Study på Princeton, hvor han overtog afdøde Albert Einsteins kontor, forlod han også både reelt og formelt dansk astronomi. Reiz blev i den forbindelse udnævnt til professor og direktør for AO, hvilket også indebar, at han overtog ledelsen af Brorfelde Observatoriet. Den femte og sidste bolig stod klar i 1964, Schmidt-kikkerten først i 1966. Som følge af alvorlige optiske og tekniske problemer med kikkertens reflektorspejl, angiveligt forårsaget af Reiz’ insisteren på at benytte en bestemt virksomhed til slibning af spejlet, blev kikkerten dog først klar til testning i 1973 – og der gik yderligere to år, inden regulære observationer kunne påbegyndes.

Efter en tid med manglende statsmidler begyndte solen nu også at skinne i vest, da Aarhus Universitets Naturvidenskabelige Fakultet blev etableret i 1954 (se kapitel 12). Heri indgik fra 1958 et nyt astronomisk institut og dermed et professorat, der blev besat med Mogens Rudkjøbing – siden 1947 amanuensis ved AO i København. I 1960 blev Axel V. Nielsen ansat som observator og direktør for Ole Rømer Observatoriet, og fra 1962 til 1970 blev fire astronomer ansat i Århus, den sidste i perioden var Poul Erik Nissen i 1969.

Observationsastronomien krævede i stadig stigende grad understøttelse af elektronhjerner, som datidens computere hed. I 1962 sørgede Reiz for, at et eksemplar af GIER (Geodætisk Instituts Elektron Regnemaskine) gjorde sit indtog på observatoriet, da der ikke var plads på den oprindelige destination, H.C. Ørsted Institutet i Universitetsparken i København. Den nyansatte assistent Jørgen Otzen Petersen fik til opgave at programmere »mindste kvadraters metode« på maskinen, og han samarbejdede med Reiz, og senere med assistent Henning E. Jørgensen, om beregninger af stjernemodeller og pulserende stjerner.²⁷ Beregningsastronomiens teknologiske krav gav bl.a. anledning til udviklingen af programmeringssproget Algol, og ophavsmanden var den danske astronom Peter Naur. Allerede i 1951 rejste han som ung matematikstuderende til det matematiske laboratorium ved Cambridge University, hvor han ville udføre elektroniske beregninger af komplicerede astronomiske fænomener. Naur returnerede som assistent ved AO i 1954-63, og blev senere professor ved Datalogisk Institut i København (se også kapitel 6).