Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 50

De vanskelige tider under besættelsen fik nogle danskere til at rette blikket mod de fjerne, rolige stjerner. Med mørklægningerne i København forsvandt det generende bylys, og om ikke andet blev i det mindste astronomiske iagttagelser nemmere. Den tanke, at verdensscenens forfærdende begivenheder kortvarigt blev reduceret til det ligegyldige, når man, som Bengt Strömgren på Østervold og Ruben Andersen ved Ole Rømer Observatoriet i Århus, rettede blikket op mod verdensrummets uendelighed, kom klart frem i avisinterviews med de to astronomer. De deltog i populariseringen af astronomi, og i Ekstra Bladet anviste Strömgren f.eks. »en Maade, hvorpaa Folk uden Forudsætninger kan lære Astronomien at kende«.¹⁹

Under krigen blev dansk astronomisk forskning sat på vågeblus, og det blev til fem års relativ isolation på trods af telegrambureauets fortsatte formidling af verdensnyheder. I perioden fra første verdenskrig og frem til 9. april 1940 var den astronomiske og postale forbindelse ikke afbrudt en eneste dag. Nogle måneder efter at den tyske besættelse var blevet en realitet, var nyhedstjenesten igen virksom, selv om kommunikationen blev begrænset til de ikke-krigsførende lande. Arbejdsforholdene var på det teoretiske plan jævnt tilfredsstillende, men astronomien foregår ikke blot ved skrivebordet, og den nye professor Bengt Strömgren beklagede sig i dagspressen over de instrumentelle forhold. Observatoriet havde ikke anskaffet sig ét eneste større instrument siden 1895.

Besættelsesmagten forsøgte imidlertid at råde bod på danske videnskabsfolks isolation – men uden held – med et nyt tiltag i tysk kulturpolitik, nemlig de såkaldte videnskabelige institutter. Et formål med institutterne var at imødegå fjendtlig propaganda i de besatte lande, men det primære mål var nok snarere at demonstrere, at Tyskland var den dominerende kulturelle magt i Europa. Udtrykket »videnskabelige institutter« blev bevidst brugt til at understrege det videnskabelige fokus. Den Dansk-Tyske Forening blev født i juli 1940 – en videreførelse af Dansk-Tysk Kulturselskab fra 1916 – og i maj året efter åbnedes det Tyske Videnskabsinstitut i København som det sjette i en række af lignende institutioner i besatte europæiske lande. Dets officielle formål var at knytte tættere kulturelle, videnskabelige og kunstneriske forbindelser mellem Danmark og Tyskland, og det daglige arbejde blev fordelt mellem en videnskabelig, en akademisk og en lingvistisk afdeling. Ved åbningen af instituttet på Nationalmuseet deltog blandt andre den tyske gesandt Renthe-Fink, statsminister Thorvald Stauning, undervisningsminister Jørgen Jørgensen, rektor for Københavns Universitet Carl E. Bloch og en gruppe akademikere fra de danske universiteter. Elis Strömgren havde været et naturligt medlem af Dansk-Tysk Kulturselskab siden 1920’erne. Hans medlemskab fortsatte under besættelsen, og de to astronomiprofessorer var begge til stede ved Dansk-Tysk Forenings åbningsceremoni. Københavns Universitet havde nægtet at huse begivenheden, og det tyske arbejde for at skabe kontakter til danske akademiske og videnskabelige miljøer var særdeles vanskeligt.