Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 48

En vinteraften i 1936 indløb et telegram til AO med en forespørgsel, om Bengt Strömgren ville overveje et treårigt adjunktur i teoretisk astrofysik ved University of Chicago til en løn på 4.000 dollars per år. Det var en velkommen og helt uopfordret invitation, som oven i købet lokkede med en klækkelig gage. I et følgebrev blev Strömgrens talent højt besunget af lederen af det amerikanske Yerkes-observatorium, Otto Struve, som samtidig begrundede behovet for den unge dansker. I sit forsøg på at genoplive den astronomiske afdeling ved University of Chicago havde Struve ambitiøse planer om at forvandle det tilknyttede Yerkes-observatorium til verdens bedste af slagsen. Og det krævede selvfølgelig ansættelse af verdens mest lovende unge astronomer. Ud over to fremtrædende forskere fra Holland og England var nordmanden Svein Rosseland blevet tilbudt en stilling ved Yerkes, men han takkede nej til invitationen, fordi han følte et stort ansvar for sit institut i Oslo. Struves blik faldt dernæst på Danmark.

Fremstående amerikanske astronomer mente, at Strömgren var en meget god kandidat, om end hans arbejde var »temmelig abstrakt«.¹⁵ Da man samtidig havde hårdt brug for hans arbejdskraft i København, aftalte han med fakultetet at tage imod den attraktive stilling, dog kun for atten måneder. Beslutningen kom for dansk astronomi til at betyde en ny frugtbar gren på det internationale samarbejdes træ, ikke bare ved udveksling af videnskabelige resultater, metoder og erfaringer, men også af forskere.

Mens sønnen var i USA, kunne Elis Strömgren i et fortroligt brev berolige ham med, at Undervisningsministeriet havde godkendt tildelingen af et ekstraordinært professorat til Bengt Strömgren gældende fra 1938. Det var en stilling, som kunne konkurrere med den velbetalte stilling i USA, og med Elis’ forventelige pensionering i 1940, kunne hans ordinære professorat derfor passende overdrages til sønnen. Faderens entreprenørarbejde for at sikre sin søns fremtid var lykkedes til fulde. I et brev til Bengt konstaterede han om sit fuldendte værk: »Nu har du din livsstilling, med pension og det hele. Nu er tiden inde til at tage livet med lidt mere ro.«¹⁶ Det blev nu ikke tilfældet.