Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 65

Foruden datalogi har disciplinerne statistik og forsikringsmatematik spillet en central rolle i det moderne samfund, og også de gennemgik en rivende udvikling i det 20. århundrede. Begge discipliner blev (lidt ligesom datalogien) videnskabeliggjort på et matematisk grundlag, og de opnåede da også en mere permanent institutionalisering, om end først efter nogle skridt, der bragte dem i stadig tættere tilknytning til matematikken.³⁰

Både statistikken og forsikringsmatematikken i Danmark blev – ligesom matematikken og de øvrige videnskaber – international og internationaliseret fra de første årtier af 1900-tallet. Det betød øget deltagelse i internationale kongresser, deltagelse i et skandinavisk forsikringsmatematisk tidsskrift, ophold ved udenlandske centre og invitationer til udenlandske forskere.³¹ Da mange af disse aspekter allerede er diskuteret ovenfor for matematikkens vedkommende, vil fokus her i stedet ligge dels på institutionaliseringen af statistik og forsikringsmatematik, fordi denne afviger fra det ovenfor beskrevne, og dels på indførelsen af matematik som det videnskabelige grundlag for disse discipliner.

Forsikringsvidenskaben (eller aktuarvidenskaben, som den tidligere oftest blev kaldt) var i Danmark i høj grad skabt af én mand og var udsprunget af praktiske behov: Matematikeren og astronomen Thiele havde et engagement inden for forsikringsbranchen, hvilket han også overførte til sine forelæsninger på Københavns Universitet omkring 1900. Statistikken havde siden slutningen af 1700-tallet haft en lærestol ved Københavns Universitet placeret under Det juridiske Fakultet,³² og den historie, som skal skitseres nedenfor, handler i særdeleshed om forsikringsvidenskabens og statistikkens institutionelle historier, og om hvordan de blev matematisk funderede.

I 1917 oprettedes ved Københavns Universitet en Eksamen i Forsikringsvidenskab og Statistik, og denne knyttede de to fag sammen helt indtil 1958. Johan Frederik Steffensen udarbejdede grundlaget for undervisningen til eksamen i form af fire lærebøger om Matematisk Iagttagelseslære, Interpolationslære, Forsikringsmatematik og Rentesregning. Steffensen var i en vis grad selvlært på det forsikringsmatematiske område, men han lagde Thieles værker over tilsvarende emner til grund for sine egne lærebøger. I sin Matematisk Iagttagelseslære fra 1923 gav Steffensen en fremstilling af den matematiske statistik, som den forelå på dette tidspunkt.

Selve oprettelsen af aktuarstudiet (forsikringsmatematik) var i høj grad resultatet af regulært lobbyarbejde fra Den danske Aktuarforening, som vel var den eneste »professionelle« matematiske forening i Danmark i den forstand, at den forsøgte at opstille og vedligeholde et professionelt etos over for det omgivende samfund, ikke mindst statsadministrationen. Den danske Aktuarforening var blevet oprettet i 1901 på initiativ af Thiele. Foreningen stillede i 1908 forslag om oprettelsen af et professorat i forsikringsmatematik, efter at Carl Burrau havde forelæst som privatdocent siden 1906. I 1916 blev der oprettet et docentur, som først blev besat med Lars Iversen, og fra 1919 med Steffensen, hvorefter stillingen i 1923 blev omdannet til et professorat i forsikringsmatematik – det første af sin slags i Danmark.

Steffensen var blevet doktor i matematik 1912 på en afhandling om analytisk talteori, og han holdt flere foredrag i Matematisk Forening inden for dette emne. I sine lærebøger og sin undervisning anlagde han et højt matematisk niveau, hvilket vakte nogen opsigt blandt ældre forsikringsmatematikere. Steffensen berørte selv sin matematiske tilgang, da han holdt sin afskedsforelæsning i 1943:

Jeg tror ogsaa, at de ældre Aktuarer skævede lidt mistænksomt til det ret store Apparat, der blev sat i Bevægelse, og tvivlede om Nødvendigheden af at stille saa store Fordringer til Eksaktheden: alt var jo dog hidtil gaaet ganske godt paa den gamle Maner! Desto større var min Glæde, da det viste sig, at de studerende uden Vanskelighed honorerede de større Krav. Udenlandske Aktuarer har overfor mig udtrykt deres Forbavselse over, at man kunde stille saa store Fordringer til en aktuarstuderende; men Svaret er ligetil: med et saa udmærket Grundlag som Bohr & Mollerup’s »Matematisk Analyse« er Fordringerne i Virkeligheden ikke store.³³

Steffensens holdning gør det bemærkelsesværdigt, at forsikringsmatematikken blev »ladt tilbage«, da Matematisk Institut blev oprettet i 1934. Endnu mere bemærkelsesværdig er den specielle situation, som aktuarstudiet befandt sig i, idet hovedparten af undervisningen foregik ved ét fakultet (Det matematisk-naturvidenskabelige), mens selve aktuareksamen blev aflagt ved et andet fakultet (Det rets- og statsvidenskabelige). En del af årsagerne hertil skal vel søges i aktuarprofessionens stilling som en offentlig administrationsprofession – siden 1904 skulle alle livsforsikringsselskaber have en autoriseret aktuar som ansvarlig for beregningsgrundlaget og forsikringsbetingelserne. En anden årsag må søges i de institutionelle vilkår for statistikken, som beskrives i det følgende.

Som allerede omtalt var statistik fra slutningen af 1700-tallet blevet dyrket som deskriptiv disciplin ved universitetet, især tilknyttet det juridiske og det historiske område. Fremvæksten af en egentlig matematisk statistik er – i Danmark og internationalt – et resultat af den vedvarende professionalisering og nyorientering igennem det 19. århundrede, som nåede en institutionel kulmination i midten af 1900-tallet. Mens statistikken stadig var helt underlagt Det statsvidenskabelige Fakultet, fik Harald L. Westergaard en overgang oprettet en økonomisk-statistisk eksamen, men den første eksamen bygget på matematisk statistik var den ovenfor omtalte fælles eksamen med forsikringsmatematik. Westergaard var professor i statsvidenskab fra 1886 til 1934, og i sine lærebøger bestræbte han sig på at give en enkel fremstilling af statistisk teori ud fra velvalgte eksempler. Efter Westergaards afgang oprettedes et lektorat i statistikkens teori – et fag, der blev bedømt til at være »så omfattende, at det at følge med og dyrke det som selvstændig Disciplin vil lægge Beslag paa en stor Del af en Mands Arbejdskraft«.³⁴ Snart efter skulle statistikken i Danmark blive til en udviklet matematisk teori, sådan som vi har set det påbegyndt hos Steffensen – i lighed med den udvikling, faget gennemgik ude i verden.

Internationalt set er udviklingen af den teoretiske statistik især knyttet til arvelighedsforskningen i England, hvor en række videnskabsmænd gennemgribende revolutionerede tilgangen til statistik i 1920’erne; en af de vigtigste nye teoretikere var R.A. Fisher. I Danmark havde arvelighedsteoretikeren Wilhelm L. Johannsen i et værk fra 1909 skabt et vist grundlag for undervisningen i biologisk statistik,³⁵ men Fishers ideer blev først indført i Danmark i perioden fra 1935 til 1950; en periode som i Danmark repræsenterede en overgang til den matematiske statistik. Steffensen havde taget nogle af Fishers ideer op, og hans nye udledninger blev anvendt af en række af de kommende danske statistikere, Harald Simonsen, Anders Hald og Georg Rasch imod slutningen af 1930’erne. Den fremmeste fortaler for Fishers ideer blev Rasch, som i 1935/36 modtog et Rockefeller-stipendium til at studere hos Fisher i England. Hjemvendt fra sit studieophold udbredte Rasch den nye teori ikke blot i forelæsninger for flere forskellige faggrupper, men også igennem egentlige anvendelser af teorien i praktiske sammenhænge, blandt andet på Seruminstituttet. Først da generationen med Simonsen, Hald og Rasch overtog undervisningen, indgik Fishers teorier i undervisningen af aktuar- og økonomistuderende ved universitetet.

I foråret 1950 blev der nedsat et udvalg, som udarbejdede en »[b]etænkning […] angående statistikkens stilling som selvstændig videnskab og som hjælpevidenskab ved de højere læreanstalter«.³⁶ Ligesom tilfældet senere var med datalogi, foreslog udvalget oprettelsen af et professorat i statistik ved Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet, og den samtidige oprettelse af et to-delt institut hørende både under Det matematisk-naturvidenskabelige og Det rets- og statsvidenskabelige Fakultet. Men umiddelbart blev planerne ikke fremmet af Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet, og rets- og stats-videnskaberne gik derfor enegang og oprettede Statistisk Institut i 1953 med Hald som bestyrer. Hald blev senere overført til det professorat i matematisk statistik, som blev opslået i 1960 under Det matematisknaturvidenskabelige Fakultet og hørende til Institut for matematisk Statistik, og på Statistisk Institut blev han afløst af Rasch. Således fortsatte tvedelingen af statistikken i en beskrivende og en matematisk tilgang helt indtil midten af 1970’erne. De to institutter beskæftigede sig med forskellige emner i overensstemmelse med deres tilhørsforhold og statistiksyn, men der var også tale om en væsentlig udveksling.

På foreningssiden adskilte statistikerne sig også fra de andre matematiske videnskaber. I 1949 var Det Statistiske Seminar blevet oprettet for at samle statistikere til foredrag og diskussioner, og det havde blandt andet modtaget støtte fra Rockefeller Foundation til at invitere udenlandske statistikere til landet for at holde foredrag. Først i 1971 blev de »teoretiske« statistikere organiseret i en forening med oprettelsen af Dansk Selskab for Teoretisk Statistik som en videreførelse af Det Statistiske Seminar.