Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 61

I århundreder havde matematikerne ved Københavns Universitet arbejdet og forelæst uden et fælles tilholdssted. I et vist omfang havde Observatoriet på Rundetårn tidligere fungeret som tjenestested, men ud over mødet med de studerende ved forelæsninger arbejdede matematikerne i deres hjem. Det er imod denne baggrund, at socialt-faglige innovationer som Matematisk Forening skal forstås. En af aktiviteterne i Matematisk Forening var afholdelsen af litteraturmøder baseret på foreningens beskedne bibliotek. Disse møder, som var ganske sporadiske, blev videreført på Universitetets matematiske Laboratorium (oprettet 1907), som Niels Nielsen forestod som direktør. Dermed fik matematikerne for første gang et lokalemæssigt hjemsted på Universitetet – med en tavle, et skab til modeller og en reol til bogsamlingen. Bogsamlingen blev langsomt udvidet, blandt andet ved opkøb af dødsboerne efter Zeuthen og Jensen.

I 1929 påbegyndtes bestræbelserne på at få oprettet et egentligt matematisk institut. Hjelmslev, som på det tidspunkt var rektor for Universitetet og sad i Carlsbergfondets direktion, foreslog, at Carlsbergfondet skulle forære Universitetet et »Institut for Mathematik og Philosophi« i forbindelse med dets 450-års jubilæum dette år. I begyndelsen forestillede Hjelmslev sig altså et fælles institut for matematik og filosofi, et »centralsæde for forskning« med bibliotek og arbejdsrum, som kunne overtage nogle af de fysiske ejendele fra Universitetets matematiske Laboratorium. Allerede fra begyndelsen tænktes instituttet internationalt anlagt, således at udenlandske forskere, f.eks. Rockefeller-stipendiater, skulle kunne komme på besøg.

Hjelmslev havde kort overvejet støtte fra udenlandske fonde, men havde konkluderet, at det forekom ham »nok saa interessant, om CF [Carlsbergfondet] kunne løse Opgaven alene« – og det gjorde det så. Carlsbergfondet stillede sig meget velvilligt til projektet og tilsluttede sig at betale de 150.000 kroner, som oprettelsen blev anslået at koste. Gaven blev overrakt ved Universitetets jubilæum den 1. juni 1929 til rektoren – Hjelmslev – og man havde formået at få Undervisningsministeriet til at betale instituttets årlige drift, der blev anslået til 10.000 kroner. Alligevel skulle det nye institut ikke stå indflytningsklart før fem år senere – og da i en ganske anden skikkelse, end Hjelmslev havde forestillet sig.

I det oprindelige forslag havde Hjelmslev forestillet sig det nye institut som en fysisk udbygning af de eksisterende lokaler hørende til Universitetets matematiske Laboratorium og Det forsikringsmatematiske Laboratorium. Disse to »laboratorier« bestod af de respektive fags bogsamlinger og instrumenter, som kunne benyttes af ansatte og studerende; begge laboratorierne havde trange fysiske forhold. Men Københavns Kommune havde andre planer for den påtænkte grund, og projektet henlå derfor inaktivt i to år. Først ved udgangen af 1931 kom der igen gang i institutplanerne – efter Niels Nielsens død var Harald Bohr blevet ansat på Universitetet, og hjemvendt fra sin USA-rejse var han blevet bestyrer for Universitetets matematiske Laboratorium. I april 1932 tilbød Niels Bohr, at det nye matematiske institut kunne opføres på samme grund som Institut for teoretisk Fysik på Blegdamsvej. Denne placering ville muliggøre en deling af fælles ressourcer som kantine og undervisningslokaler og bidrage til et tættere samarbejde mellem fysikere og matematikere. Men samtidig betød placeringen frafald af planen om, at det nye institut også skulle omfatte filosofi. Der blev heller ikke plads til forsikringsmatematik, som i stedet overtog lokalerne efter Universitetets matematiske Laboratorium. Disse nye planer blev accepteret af både Universitetet og Carlsbergfondet, og i februar 1934 kunne det nye Matematisk Institut tages i brug.

Det nye institut var indrettet efter nye principper: matematikernes mulighed for at arbejde sammen (og samarbejde) betød helt nye tider. Med en indretning, hvor hver ansat havde eget kontor med fælles gangareal og andre fælles faciliteter, var muligheden for at udnytte hinandens – og gæsters – kompetencer blevet forbedret. Selve indretningen af det nye matematiske institut synes at have været en kraftigt medvirkende (og konstituerende) faktor til den skoledannelse, som bygningen kom til at danne rammerne omkring.

Tegningen blev ledsaget af et digt af Viggo

Barfoed, hvis to første og sidste strofer lyder:

Et matematisk Institut man bygger med

mange store, elegante Rum,

hvori Problemerne man gennemtygger.

Det kostet har en kæmpemæssig sum

Et Hus til flere Hundred Tusind Kroner;

dér sidder man og regner i en Sal

med næsten-periodiske Funktioner

og Indeficinicimicimal. […]

Til svimle Højder Videnskaben hæves,

ved jævne Midler vokser den sig stor.

Der til dens Fremme bare to Ting kræves:

En lille Sofa og en lille Bohr.

6.1 I sin åbningstale for det nye matematiske institut citerede Harald Bohr en amerikansk kollega for, at matematikerens vigtigste hjælpemiddel er en sofa – og pressens repræsentanter kunne efterfølgende ved selvsyn konstatere, at instituttet i så henseende var veludstyret. Denne bemærkning blev grebet af pressen og gav anledning til en illustration på forsiden af Berlingske Tidende dagen efter indvielsen. I digtet ser vi to centrale ting anslået: matematik kan være dyrt, og der er noget specielt ved de næsten-periodiske funktioner, som studeres så ihærdigt i København.

Indvielsen af det nye institut skete under pressens og statsadministrationens bevågenhed. Fra flere sider blev der slået på den nære forbindelse mellem det nye matematiske institut og Niels Bohrs Institut for teoretisk Fysik. Institutterne var forbundet både arkitektonisk og genetisk, idet Harald Bohr blev den første institutleder på det nye matematiske institut – »To lærde, danske Brødre paa to lærde Institutter«, som overskriften lød i Berlingske Tidende.²³ Bemærkelsesværdigt nok fyldte et billede af Niels Bohr, der instruerer statsminister Thorvald Stauning i »gennem et Forstørrelsesglas [at betragte] et Par svævende Atomer«, hovedparten af den grafiske opsætning: Niels Bohr og Stauning var berømtheder, som man kunne forholde sig til i modsætning til de virkelighedsfjerne matematiske ideer, som instituttet skulle huse. Måske af samme grund kom »sofa-sagen« til at fylde så meget i aviserne.

Selv om de to brødres institutter var forbundne med en gang, og selv om de delte fælles faciliteter som kantine og undervisningslokaler, ser det ikke ud til, at der opstod en egentlig forskningssynergi. Der er ingen fælles videnskabelige publikationer, og forskningsinteresserne på de to institutter synes ikke at have påvirket hinanden synderligt. Der var selvfølgelig en vis social interaktion, således at man fulgte med i hinandens gennembrud, og man fortsatte et tidligere etableret samarbejde mellem Matematisk Forening og Fysisk Forening om gæsteforedrag af fælles interesse.

En af Harald Bohrs elever, Svend Bundgaard, søgte og fik det professorat i matematik, der blev annonceret ved Aarhus Universitets 25-års jubilæum i 1953. Bundgaard havde i flere år målrettet arbejdet på at positionere sig til denne stilling, og med hans tiltræden den 1. august 1954 var vejen banet for oprettelsen af et naturvidenskabeligt fakultet ved det jyske universitet. I kapitel 12 er der nærmere redegjort for Bundgaards afgørende rolle i de følgende års kraftige udbygning af Matematisk Institut, der fik sin første selvstændige bygning i 1959, og af Det naturvidenskabelige Fakultet generelt.

Det var sikkert via sine egne studierrejser til Tyskland og USA, at Bundgaard havde fået store ambitioner for det nye matematiske institut (og for hele fakultetet). Hans personlige visioner og engagement førte til en hurtig vækst for matematikken i Århus. Til at begynde med blev unge matematikere tiltrukket fra København; siden blev unge ny-uddannede kandidater fastholdt i en aktiv yngelpleje med assistentstillinger i Århus og ph.d.-studier i udlandet for øje. Samtidig blev biblioteket oprettet og udbygget ved donationer og opkøb af professorers dødsboer, og et omfattende gæsteprogram påbegyndtes og udbyggedes, bl.a. ved brug af de dertil indrettede gæstelejligheder under taget på det nyopførte matematiske institut fra 1967. Alle disse tiltag var med til at »kick-starte« matematikken i Århus, så det matematiske miljø i løbet af 25 år nåede næsten samme størrelse som det i København. Der herskede i de første år i Århus en ægte »nybygger-ånd« med en uformel omgang mellem kolleger og studerende.²⁴