Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 54

Efter at Danmark havde markeret sig i 1930’erne med nye astrofysiske teorier, også i samarbejde med fremtrædende nordiske astronomer, var ideen om et fælles nordisk astrofysisk institut oplagt for mange. Ideen blev dog ikke realiseret. Det gjorde derimod de planer om et fælles Nordisk Institut for Teoretisk Atomfysik (NORDITA), som var opstået kort efter anden verdenskrig, og i 1957 blev instituttet placeret i tilknytning til Bohrs institut i København.²⁸ Instituttet påbegyndte sin virksomhed med fysikeren Christian Møller som direktør og bl.a. Ben Mottelson og Leon Rosenfeld som professorer. Til glæde for astronomerne kom stedets arbejdsområder til også at omfatte teoretisk astrofysik, og NORDITA spillede en signifikant rolle i udviklingen af dette felt i Norden.

I 1967 vendte Bengt Strömgren hjem fra Princeton til et æresprofessorat ved Københavns Universitet. Sammen med sin kone havde han taget imod tilbuddet om at flytte ind i Carlsbergs Æresbolig, som tidligere efter brygger J.C. Jacobsens ønske havde huset en udvalgt skare af videnskabsmænd.²⁹ Kimen til astrofysikkens vækst ved NORDITA går tilbage til Bengt Strömgrens tilknytning til instituttet efter hans hjemkomst. En række seminarer blev afholdt på Niels Bohr Instituttet og NORDITA, hvor adskillige udenlandske fysikere og astrofysikere var gæsteprofessorer i en årrække.

Medarbejderskaren ved AO voksede i 1960’erne som følge af de stærkt forbedrede vilkår for naturvidenskaberne. Universitetets vækst medførte mange nye studerende, og fra 1960 til 1972 steg staben af ansatte ved AO fra én professor og fem astronomer til to professorer og fjorten astronomer. 1960’erne blev også en tid for nyskabelse og nyordninger af astronomisk relaterede institutioner. Det danske Ionosfære Laboratorium på Danmarks tekniske Højskole (nu DTU) blev i 1966 opsplittet i Geofysisk Afdeling ved Danmarks Meteorologiske Institut og Dansk Rumforskningsinstitut, som blev uafhængigt i 1968. Ved sidstnævnte institut blev forskningen især koncentreret om kosmisk stråling og magnetosfærefysik.

Carlsbergfondet støttede i slutningen af 1960’erne Brorfelde-projektet med endnu to store bevillinger. I 1966 fik projektet en halv million kroner til dækning af omkostningerne ved anskaffelsen af et større spejlteleskop, men på den betingelse, at Danmark ville træde ind i et fælles europæisk samarbejde om et stort observatorium på den sydlige halvkugle (European Southern Observatory, ESO). Dette big science-projekt havde i 1964 fire europæiske medlemslande, som ratificerede den såkaldte ESO-konvention, der indeholdt de vedtagne politiske og finansielle regulativer for medlemslandenes engagement i projektet. De fire deltagerlande var Holland, Frankrig, Tyskland og Sverige, så der var altså endnu ingen dansk deltagelse. Professor Anders Reiz gjorde et stort arbejde for at få Danmark indlemmet i kredsen af deltagerlande, og samme år som Strömgren returnerede fra USA, blev konventionen endelig ratificeret af Danmark og Belgien. Hidtil havde Danmarks fokus været rettet mod Brorfelde-arbejdet, men med forpligtelserne til yderligere arbejde for udviklingen af ESO stod Danmark i en ny situation. Dette eksemplificeres ved beslutningen om at flytte 50 cm teleskopet fra Brorfelde til Chile i 1968.³⁰

Det kan se ud som et ejendommeligt sammentræf, at et dansk nationalobservatorium først blev åbnet – men langtfra var færdigbygget – samme år som de første ideer til ESO-projektet kom til verden, og at dansk deltagelse i projektet blev indledt selv samme år, som Bengt Strömgren kom tilbage til sit fædreland. Tilfældigt eller ej, nu var de stærkeste kapaciteter samlet om det nye internationale projekt. Men hvad med Brorfelde? Mens der er delte meninger om Brorfelde Observatoriets betydning for dansk forskning, synes der at være bred enighed blandt nulevende astronomer om, at observatoriets videnskabelige betydning hovedsagelig ligger inden for den optiske astronomi, nærmere bestemt den fotoelektriske fotometri. Brorfeldes placering i dansk klima var ikke optimalt for astronomiske observationer, og nogle af de fotometriske observationer blev f.eks. foretaget i samarbejde med Lowell-observatoriet i Flagstaff, Arizona. Det kan imidlertid indvendes, at selv om Brorfelde ikke fungerede ret mange år som forskningsobservatorium (kun indtil ca. 1975), så kan man ved et kig i bakspejlet betragte projektet som en succesfuld forberedelse til engagementet i ESO.

Selv om der aldrig blev oprettet noget fælles nordisk astrofysisk institut, foreslog Bengt Strömgren i sit livs efterår et nordisk optisk teleskop-samarbejde. Strömgren og Reiz fik med Carlsbergmidler foretaget studier, som efter længere tids diskussioner og formuleringer af ansøgninger i december 1983 førte til en bevilling fra Nordisk Råd på 8 millioner svenske kroner til Nordic Optical Telescope. Umiddelbart herefter samlede de fire nordiske lande yderligere 21 millioner svenske kroner, og den kanariske ø La Palma blev udvalgt som lokalitet for et 2,5 m optisk teleskop. La Palma blev også hjemsted for Brorfeldes meget udmærkede meridiankreds, som blev flyttet samme år, hvilket må anses som den definitive nedprioritering af det midtsjællandske observatoriums forskningsstatus i en tid med stadig stigende internationalisering.