Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 58

Jakob Nielsen blev født på Als i 1890 og uddannet i Kiel, hvor også hans vigtigste inspiration fandt sted ved mødet med den tyske matematiker Max Dehn. Under første verdenskrig gjorde Jakob Nielsen tjeneste i den tyske marine, og efter krigen drog han til Göttingen, der på det tidspunkt var den matematiske verdens centrum. Her mødte han Erich Hecke, og da Hecke blev professor i Hamburg, fulgte Jakob Nielsen med som hans assistent. Hecke skulle senere – via Nielsen – blive en vigtig kontakt for matematikerne i København. Jakob Nielsens ophold i Hamburg blev dog kort, for han nåede at få et professorat i Breslau, inden han ved Sønderjyllands genforening søgte nordpå til Danmark, sandsynligvis som følge af sin stærke tilknytning til Als. I 1921 blev han ansat i et docentur i matematik ved Den kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, og i 1925 overtog han Juels professorat ved Polyteknisk Læreanstalt.

En af Jakob Nielsens forpligtelser på Polyteknisk Læreanstalt var at varetage undervisningen i rationel mekanik. Efter i nogle år at have brugt en lærebog, skrevet af Juel, fandt Nielsen, at der var behov for en ny udgave. Dette resulterede i en lærebog i rationel mekanik i to bind, som han udgav 1933-34.⁶ I begyndelsen af 1940’erne blev Jakob Nielsen stillet over for en ny udfordring, idet han blev pålagt undervisningen i aerodynamik. Han angreb dette nye emne med en klar adskillelse mellem det empiriske grundlag og den matematiske teori – en skelnen, der i det hele taget synes at sammenfatte det centrale i matematikopfattelsen på Polyteknisk Læreanstalt. Forelæsningernes mere teoretiske del udkom i 1952 som et tredje bind til Jakob Nielsens lærebogsserie i rationel mekanik.⁷

Jakob Nielsens forskning var især inspireret af Dehn og drejede sig om gruppeteoretiske og topologiske spørgsmål. Et af hans mest citerede resultater om såkaldt frie grupper blev publiceret på dansk i Mathematisk Tidsskrift i 1921. Jakob Nielsen publicerede flere af sine gruppeteoretiske resultater på tysk i Mathematische Annalen, men det centrale resultat fra 1921 udkom først på et hovedsprog, nemlig engelsk, i Mathematica Scandinavica i 1955.

Noget forenklet kan topologi siges at være læren om figurer tegnet på elastiske flader, og Jakob Nielsens topologiske undersøgelser omhandlede forandringer af flader med et eller flere huller. Allerede i sin doktorafhandling fra Kiel 1913 havde Jakob Nielsen udnyttet, at studiet af sådanne forandringer (transformationer) kunne oversættes til spørgsmål inden for gruppeteorien, og han producerede mange centrale resultater ud fra denne tilgangsvinkel. De topologiske undersøgelser blev publiceret i fire store afhandlinger i Acta Mathematica samt en enkelt i meddelelserne fra Videnskabernes Selskab. Det var næppe tilfældigt, at Jakob Nielsen valgte Acta Mathematica til sine topologiske arbejder, idet dette tidsskrift i høj grad havde etableret sin prestige i slutningen af 1800-tallet ved at publicere centrale afhandlinger af den fremtrædende franske matematiker Henri Poincaré – en af grundlæggerne af topologi i dens moderne form.

Topologi var ikke nogen fremmed disciplin i Danmark; Heegaard var blevet kendt i internationale kredse ved i sin doktorafhandling fra 1898 at konstruere et modeksempel til et resultat i en af Poincarés topologiske afhandlinger, og sammen med Dehn havde Heegaard skrevet artiklen om »analysis situs« (datidens navn for topologi) til det store tyske oversigtsværk over matematikkens indhold omkring 1900, Encyklopädie der Mathematischen Wissenschaften. Der er dog intet, der tyder på en personlig påvirkning fra Heegaard til Jakob Nielsen i 1920’erne, idet Heegaard havde forladt København til fordel for Oslo i 1918, inden Jakob Nielsen kom til Landbohøjskolen. Nielsen havde ikke studerende eller kolleger, der umiddelbart fulgte hans arbejde op, så der udsprang ikke noget specifikt dansk forskningsprogram af hans forskning. Da topologien igen blev taget op i Danmark, skete det uden direkte påvirkning fra Nielsen og hans arbejder.

Efter Harald Bohrs død i 1951 blev Jakob Nielsen kaldet til dennes professorat og blev således endelig tilknyttet Københavns Universitet. Han valgte imidlertid at søge sin afsked allerede i 1955 – i en alder af »blot« 65 år. Grunden var, at hans tiltagende internationale organisatoriske engagement tog meget af hans tid. Jakob Nielsen bliver beskrevet som retsindig, fordomsfri og beslutningsdygtig,⁸ hvilket gjorde ham til en dygtig varetager af tillidshverv. Umiddelbart efter anden verdenskrig havde han således deltaget i forløberne for United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization (UNESCO), og i perioden 1952-58 sad han i organisationens eksekutivkomité. Jakob Nielsen var blevet indvalgt i Videnskabernes Selskab i 1926 og i denne forbindelse (og på grund af hans engagement i UNESCO) blev han også tildelt administrative og repræsentative poster i f.eks. Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire (CERN, se kap. 16), ligesom hans navn også dukker op i kapitel 12 i forbindelse med diskussionerne forud for oprettelsen af Det naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet. Det er bemærkelsesværdigt, at netop på et tidspunkt, hvor topologien var svagt repræsenteret efter Heegaards afgang til Norge, tilføjede Jakob Nielsen mere topologi og gruppeteori til det danske miljø. Med Børge Jessens ord kan man sige, at Jakob Nielsen »var kommet til os som en gave fra genforeningen« – en gave, som blev taget vel imod.⁹