Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 51

Et dansk-tysk kulturmøde20

Оглавление

I februar 1941 modtog Elis Strömgren et brev fra Dansk-Tysk Selskabs formand, kaptajn Ernst Ipsen, som på Renthe-Finks foranledning gerne ville invitere von Weizsäcker fra Berlin til at holde et populært foredrag i selskabets lokaler i København. Måske foranlediget af dette arrangement bidrog Weizsäcker igen om efteråret til at arrangere en astronomisk arbejdsuge, som skulle finde sted i det Tyske Videnskabsinstitut i København. Det var under denne arbejdsuge, at de senere så omdiskuterede private møder mellem Heisenberg og Bohr udspillede sig i de sene aftentimer.21

Weizsäcker inviterede Niels Bohr og forklarede, at man fra tysk side ville sætte stor pris på danske fysikeres deltagelse i mødet. På den anden side skulle Bohr dog ikke tvinges til at møde op. Weizsäcker bad Bohr om at invitere så mange danske videnskabsfolk som muligt, og i et brev opfordrede han også Bengt Strömgren til at tage del i begivenheden. Flere tyske astrofysikere samt fysikeren Heisenberg skulle være med, og Weizsäcker bad Strömgren om at holde et foredrag om stjernernes indre, baseret på hans arbejde under opholdet i USA. Ifølge Weizsäcker ville arbejdsugens succes være helt afhængig af omfanget af danske astronomers deltagelse, og derfor ville Bengt gøre ham en stor tjeneste, hvis han sagde ja. Bengt lod sig overtale og deltog endda i koordineringen af mødet. Elis deltog også i begivenheden, mens medarbejderne ved Bohrs institut boykottede arrangementet af politiske grunde. Som det fremgår af en kort evalueringsrapport, som Heisenberg sendte til det tyske videnskabsministerium, var de to astronomiprofessorer faktisk de eneste danske videnskabsmænd, som deltog i begivenheden. Og Heisenberg mente ikke, at mødet havde været nogen succes:22

Efter samværet med danske kolleger har jeg fået det indtryk, at vore relationer til de videnskabelige kredse i Skandinavien nu er vanskeliggjorte. Man møder overalt en yderst reserveret og ofte afvisende attitude. Hvad det videnskabelige institut angår, er kun få danske kolleger for øjeblikket rede til videnskabeligt samarbejde i mere eller mindre officielle rammer.

Elis havde mange nære tyske venner og kollegaer tilbage fra Kiel-opholdet, og hans søn var blevet en naturlig del af dette netværk. Hvor Elis Strömgren var forholdsvis venligt stemt over for Tyskland, var Bengt en hårdnakket modstander af begivenhederne på den politiske scene i »Det Tredje Rige«. Ingen af dem udviste nogen form for nationalsocialistiske sympatier, tværtimod. Det kom f.eks. til udtryk, da den jødiske fysiker Georg von Hevesy i 1943 måtte flygte med sin familie fra Danmark til Sverige. I første omgang måtte Hevesy og frue flygte alene til Sverige, men Bengt og hans kone Sigrid Strömgren påtog sig at gemme parrets to døtre på observatoriets loft i ti dage, indtil der blev plads på en båd.

Med Rosenborg Slot beliggende lige over for observatoriet var det en nervepirrende tid for astronomerne. Umiddelbart efter Danmarks besættelse i 1940 blev slottet nemlig overtaget af tyskerne, og observatoriet blev ved en bestemt lejlighed gennemsøgt for ungarske fanger, som var undsluppet fra barakkerne på den anden side af gaden. En tysk soldat pegede under eftersøgningen på Bengt Strömgren med sin pistol, mens denne ligbleg så til. Den unge professor gemte nemlig illegale papirer i observatoriets kælder, og selv om der er usikkerhed om, hvad det var for papirer, er det uomtvisteligt, at Bengt Strömgren var aktivt medlem af modstandsbevægelsen.

Under anden verdenskrig havde IAUs arbejde stået næsten stille. Efter krigen var ønsket selvsagt at få hjulene i gang igen hurtigst muligt, og man planlagde derfor at begynde med en sammenkomst for et mindre antal delegerede fra forskellige lande. Unionens formand og Elis Strömgren enedes om, at IAU-mødet skulle finde sted i København. I alt 14 lande var repræsenterede, heriblandt Danmark, men hverken Tyskland eller Japan var inviteret, og situationen gav derfor mindelser om 1920’ernes udelukkelsestendenser. Som mellemkrigstidens Astronomische Gesellschaft-møde i 1926 var vigtigt for astronomernes genforeningsfølelse, således blev også IAU-kongressen i København det første møde i efterkrigstiden, som forsøgte at bringe astronomerne sammen, og det blev samtidig det sidste internationale møde, som Elis Strömgren nåede at deltage i inden sin død i 1947.


5.6 Brorfelde Observatoriet beliggende syd for Holbæk med boliger i baggrunden og observatoriebygninger i forgrunden. Heraf fra venstre mod højre: 77 cm Schmidt teleskopet, to såkaldte Cassegrain teleskoper (40 og 25 cm) og endelig meridiankredsen.

Viden uden grAenser

Подняться наверх