Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 45

Elis Strömgrens kone, Hedvig Strömgren, var en initiativrig tandlæge, som ud over sin tandlægepraksis – med klinik i observatoriebygningens kælder – arbejdede med tandlægekunstens kulturhistorie, skrev skønlitteratur, mestrede mange sprog og kæmpede tidens kvindesagskamp i en mandsdomineret akademisk verden. Hun havde i 1908 bragt deres første søn, Bengt, og et år senere deres anden søn, Erik, til verden.⁶ Sønnerne voksede op i embedsboligen omgivet af videnskabelige instrumenter, og Bengt Strömgren vandt hurtigt faderens interesse for de lysende stjerner. Der var høje forventninger til hans skoleresultater hjemmefra, og han opfyldte dem som en naturlig følge af stort talent kombineret med konstante incitamenter, især fra faderens side. I sin barndom måtte Bengt f.eks. lege i nøjagtig tyve minutter hver dag, derefter var det tilbage til bøgerne. Elis begyndte tidligt at give sin ældste søn privatundervisning. Under den spanske syge i vinteren 1919 udnyttede han f.eks. skoleelevernes hjemsendelse til at undervise sin 11-årige søn i avanceret matematik, såsom komplekse tal, lineær algebra og matematisk analyse. Selv om Bengt blev udsat for hårdt pres, nærede han en indgående interesse for matematik og astronomi. Måske følte han heller ikke, der var andet valg.

5.3 Elis, Erik og Bengt Strömgren i faderens kontor på AO. Svante Elis Strömgren (1870-1947) blev født i Helsingborg og erhvervede i 1898 doktorgraden i astronomi. Fra 1901-07 var han assistent hos redaktøren af Astronomische Nachrichten i Kiel. I 1904 blev han docent ved Kiels universitet, mens han samtidig udførte beregninger for det tilknyttede centralbureau for astronomiske telegrammer. I 1907 blev han udnævnt til professor i astronomi i København – en stilling han besad til pensionsalderen i 1940, hvor hans søn overtog professoratet. Elis Strömgren var formand for Astronomische Gesellschaft 1921-30.

Sønnen begyndte snart at udføre astronomiske observationer, og assistenten Jens Johannsen lærte ham at betjene et tidsbestemmelsesinstrument. At bestemme tiden nøjagtigt var som nævnt en samfundspligt for observatoriet, da der ikke var telefon- eller radiosignaler til at give lokal tid før massekommunikationens gennembrud omkring 1925 – året for de første regelmæssige radiotransmissioner af musik og nyheder.⁷ Dansk Normal Tid blev bestemt på observatoriet ved jævnlige sammenligninger mellem det nøjagtige mekaniske pendulur i kælderen og observationer af stjernepassager med en meridiankreds – samme type instrument som Ole Rømer i 1700- tallet havde udviklet til bestemmelse af stjerners positioner. Man havde således siden 1909 sendt telegrafiske tidssignaler til Silopakhuset på Midtermolen i København, hvor den såkaldte tidskugle, anbragt på en stang på husets tag, blev sænket én gang i døgnet, klokken 13. Dette var nyttigt ikke mindst for skibsfarten, der skulle kende tiden med stor nøjagtighed for at kunne bestemme længdegrader og navigere sikkert.

Sammen med Johannsen forestod professorsønnen over 2.000 observationer af stjerner i omegnen af himlens nordpol. Observationerne dannede basis for Bengt Strömgrens første selvstændige publikation, som blev godkendt af Det Kongelige Svenske Videnskabsakademi i 1924, da han endnu kun var en 16-årig gymnasieelev. Bengt blev snart en del af staben ved observatoriet. I et forsøg på promovering af sin søn søgte Elis Strömgren allerede i 1925 fakultetet om tilladelse til at ansætte sønnen som assistent. Dekanen, som det år var Elis Strömgrens nære ven og kollega Nørlund, anbefalede forslaget, men i Konsistorium var man bekymret for, at der skulle fremkomme beskyldninger om nepotisme. Og der var da også tale om et familieforetagende. Elis havde benyttet sit netværk flittigt og indhentet de bedste anbefalinger fra både skandinaviske og tyske astronomer. Far Strömgren var stærkt utilfreds, da ansøgningen blev afvist, men kunne allerede året efter glæde sig over, at det alligevel lykkedes Bengt at blive assistent. For nok var Bengt professorens søn, men han var også den mest kompetente blandt ansøgerne, vurderede man i bedømmelsesudvalget.

5.4 Carlsbergfondets bevillinger til forskning ved AO, 1921-70. Astronomi: Klassisk astronomi; bl.a. trelegeme-problemet og asteroider (1953); Astrofysik: Videnskabeligt arbejde; bl.a. Strömgren-fotometri (1969-70); Instrumenter: F.eks. regnemaskine (1928), hjælpemidler, astronomiske instrumenter; Assistance: Beregninger/observationer af f.eks. variable stjerner; Brorfelde: Astrofysiske og optiske målinger, instrumenter; Andet: Publikationer, indkøbsposter, ekspeditioner, udgravning af Stjerneborg (1951). Det bemærkelsesværdige hul i bevillingerne i begyndelsen af 1950’erne hænger sammen med, at Bengt Strömgren forlod dansk astronomi, uden at hans professorat straks blev besat. Først med Anders Reiz’ ansættelse i professoratet i 1957 kom der igen gang i ansøgningerne fra AO. De største bevillinger til Brorfelde-projektet er ikke inkluderet i figuren, men beskrives i hovedteksten.