Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 39

Da Aarhus Universitet i 1960 fik udbygget sit Kemisk Institut (se kap. 12), blev to af de nye forskningsgrupper etableret inden for røntgenspektroskopi og molekylspektroskopi, repræsenterende henholdsvis den uorganiske kemi og den kemiske fysik. Den organiske kemi kom til at omfatte syntese, elektrokemi og naturstofkemi, ligesom der blev etableret forskning inden for radiokemi. Man antog, at atomenergiens fredelige udnyttelse ville skabe et behov for kemikere med kendskab til radioaktivitet og ioniserende stråling. Ved nybesættelsen af professoratet i organisk kemi i 1968 kunne stillingen derfor søges af såvel organiske kemikere som radiokemikere. Et flertal i bedømmelsesudvalget anså dog ikke radiokemi som værende nært knyttet til den organiske kemi, men snarere til fysik.³¹

Udbygningen af de eksakte naturvidenskabelige fag i Aarhus var præget af den store tilgang af studerende, hvilket også var begrundelsen for den hurtige opbygning af den naturvidenskabelige stab. Kemisk Institut fremstod udadtil som ét samlet institut med fire afdelinger, men specialiseringen gjorde alligevel – som i København – at de forskellige kemigrupper kun i ringe grad etablerede fælles samarbejdsprojekter. Det var nødvendigt at samle kræfterne for at opnå et videnskabeligt niveau, der kunne måle sig med det Københavnske. Sidst i 1960’erne viste en række disputatser, at målet var inden for rækkevidde.

Radio- og kernekemi indgik naturligt i det forskningsprogram, der fra 1956 blev etableret ved atomforsøgsanlægget Risø. Her sigtede man dels på at udnytte de nye grundforskningsmuligheder, som reaktorerne og elektronbestrålingsanlægget gav, dels mod at forberede en fremtidig anvendelse af kerneenergi i Danmark bl.a. gennem studier, der kunne vise, hvorledes man kunne udvinde uran fra Kvanefjeldsområdet i Sydgrønland (se kapitel 13).