Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 24

I lyset af Bohrs betydelige administrative indsats er det påfaldende, at de mange yngre forskere, der besøgte instituttet i mellemkrigstiden, ikke kommer ind på disse aktiviteter i deres erindringer. De beskriver kun det rent videnskabelige arbejde og den unikke »Københavnerånd«, der herskede på Bohrs institut.¹¹ Denne ånd bestod for det første af en uformel og legende atmosfære, hvor de yngre fysikere fik fuld frihed til at dyrke deres videnskabelige interesser under ledelse af Bohr, der gjorde sit bedste for at stimulere hver enkelts kreative evner. Dette aspekt af Københavnerånden er beskrevet af mange fysikere. Efter Bohrs død udtrykte den østrigske eksperimentalfysiker Otto Robert Frisch det således:

Her var, følte jeg, Sokrates vakt til live igen, tilkastende os udfordringer på sin blide måde, idet han løftede ethvert argument op på et højere plan, hvorved han drog visdom ud af os, som vi ikke vidste var i os (hvilket den naturligvis heller ikke var). Vore samtaler rakte fra religion til genetik, fra politik til kunst, og når jeg cyklede hjem gennem gaderne i København, følte jeg mig helt beruset af den Platonske dialogs ildnende ånd.¹²

Ovenstående citat refererer ganske vist til diskussioner i æresboligen på Carlsberg, hvortil Bohr flyttede i 1932, men det er ikke desto mindre karakteristisk for det store flertal af de yngre fysikeres erindringer fra Bohrs institut i mellemkrigstiden.

For det andet indebar Københavnerånden, at Bohr til enhver tid havde en »hjælper«, til tider spøgefuldt også kaldet en »slave«, der nedfældede Bohrs tanker på papir, mens mesteren tænkte højt, vandrende omkring bordet i konstant mislykkede forsøg på at få tændt sin pibe. Det var hårdt arbejde, hvor de to ofte arbejdede til langt ud på natten, hvorefter Bohr den næste morgen havde »sovet på sagen« og besluttet, at nu måtte de begynde helt forfra. Opgaven som Bohrs hjælper kunne nok gå ud over den udvalgtes egen selvstændige udvikling som fysiker, men ingen beklagede sig. Tværtimod var det en stor ære og et tegn på anerkendelse at blive valgt til denne opgave. Bohrs afhængighed af andres assistance bidrog således positivt både til det sociale miljø og til det videnskabelige samarbejde på instituttet.

Selv om Bohr lagde stor vægt på det praktisk-administrative, involverede han ikke de yngre fysikere, der i reglen kom til København på korte besøg af nogle måneders varighed, i den overordnede planlægning af instituttet. En sådan indstilling var til alles fordel, idet gæsterne fik maksimal tid til at dyrke det, de var kommet til København for – nemlig fysikken. Heller ikke instituttets faste medarbejdere forventedes at skulle bruge megen tid på administration. Naturligvis diskuterede Bohr ofte med dem, når der skulle bestilles nyt apparatur eller bygges en ny bygning, men afgørelsen var alene Bohrs, hvilket alle accepterede. Også af den grund bliver historien om Bohrs institut indtil 1962 i usædvanlig høj grad historien om en mand og hans værk. Københavnerånden kan i dette lys delvis ses som et resultat af Bohrs praktisk-administrative evner. Ikke desto mindre blev han totalt opslugt, når en diskussion om fysik først var begyndt. Således levede Bohr et gensidigt befordrende dobbeltliv – et som administrator og et som fysiker. Det kan ikke undre, at Bohr, sin fysiske og mentale styrke til trods, ofte var stærkt overarbejdet.