Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 37

Generelt har danske kemikere op gennem 1900-tallet ikke gjort meget væsen af sig i internationale organisationer. Der findes dog to undtagelser; den første opstod som følge af den spændte politiske situation i Europa efter første verdenskrig, hvor de under krigen neutrale lande prøvede at mægle; den anden er knyttet til Einar Biilmann, der om nogen var internationalismens mand i Danmark.

De nordiske kemikere indså allerede under første verdenskrig, at de neutrale lande kunne komme til at spille en væsentlig rolle som mæglere mellem kemikere fra de krigsførende lande.²¹ Den svenske kemiker Svante Arrhenius fremhævede, »at det var det europæiske Nordens Sag i den nærmeste Fremtid at gaa forrest i den kemiske Videnskabs Udvikling, saalænge de større europæiske Stater var lammede af det store Kraftopbud«.²² De nordiske kemikermøder, der blev arrangeret første gang i København i 1920, og som siden blev afholdt hvert tredje år frem til 1977, kom i den henseende til at spille en betydelig rolle, idet også kemikere fra lande uden for Norden her kunne komme og etablere værdifulde personlige kontakter på tværs af landegrænserne.²³

4.3 Deltagerne ved det første nordiske kemikermøde i København i 1920, fotograferet foran universitetets kemiske laboratorium på Østervold.

Men også på anden vis gik de danske kemikere foran i konflikten mellem de gamle krigsfjender, hvor de forhenværende ententemagter (Storbritannien, Frankrig og Rusland) boykottede al videnskabelig kontakt med de forhenværende centralmagter (især Østrig, Ungarn og Tyskland). Ikke mindst de tyske kemikeres deltagelse i eller accept af krigen var meget svær at tilgive. Som et resultat af denne konflikt blev den internationale sammenslutning af kemiske foreninger (International Association for Chemical Societies), der var oprettet i 1911, nedlagt efter krigen af de kemiske selskaber i ententelandene. De neutrale lande blev også bedt om at stemme for denne nedlæggelse, men Kemisk Forening i Danmark var, som sine nordiske broderorganisationer, modvillig over for dette. Man ville nødigt tage stilling i konflikten.

Som erstatning for den nedlagte association oprettede ententemagternes kemikere en ny international organisation kaldet IUPAC (International Union of Pure and Applied Chemistry) og inviterede de neutrale lande til at blive medlemmer. De danske kemikere i Kemisk Forening og Dansk Ingeniørforening accepterede invitationen med den reservation, at »Samarbejdet med Ententemagternes ’Union’ kun kunde foregaa under Forbehold af Frihed til Vedligeholdelse af ældre Forbindelser eller Optagelse af nye«.²⁴ Man ville ikke afbryde forbindelserne til de tyske kolleger. At IUPAC ikke kommenterede denne reservation blev fra dansk side opfattet som en accept af den specielle danske position.

4.4 Einar Biilmann var organisk kemiker, men især hans internationale, diplomatiske arbejde i mellemkrigstiden var af stor betydning for genoprettelsen af de videnskabelige forbindelser mellem de tidligere krigsførende lande. Han var formand for Danske Kemiske Foreningers Fællesråd fra 1920 til 1946, vicepræsident for IUPAC 1922-25 og præsident 1928-34. I perioden 1920 til 1946 var han tillige formand for den danske bestyrelse for de nordiske kemikermøder. Internt i det danske kemikersamfund var han kendt for sine oratoriske evner, og han var festtaleren par excellence.

Da IUPAC i 1924 afholdt sit femte møde i København, udeblev de svenske og finske deltagere som protest mod, at Tyskland ikke var inviteret. Man gjorde sig dog fra dansk side store anstrengelser for at holde alle kontakter til de tyske kemikere ved lige. I 1925 blev føromtalte Augustus Trowbridge forbløffet over de danske videnskabsmænds insisteren på, at videnskab og politik burde holdes adskilt, og at de tyske videnskabsfolk derfor igen burde optages i det gode selskab.²⁵

Det var dog først med Einar Biilmanns udnævnelse til præsident for IUPAC i 1928, at et gennembrud blev muligt. Tilsyneladende var valget af en præsident fra et neutralt land ikke tilfældigt, men netop et udtryk for, at en sådan kunne forhandle en optagelse af de tidligere centralmagter igennem.²⁶ Det var en stor opgave, Biilmann havde sagt ja til, og hans formandsperiode var utvivlsomt en af de vanskeligste i IUPACs historie. Tyskerne opstillede en række krav for at gå ind i unionen; de var svære at opfylde og stillede store krav til Biilmanns diplomatiske evner. I 1930 imødekom unionen en række af disse krav, herunder et navneskift til International Union of Chemistry (IUC), og banede dermed vejen for de tyske kemikeres optagelse i det internationale kemisamfund.