Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 35

I 1914 blev det ledige professorat i kemi ved KVL besat med Niels Bjerrum, der hidtil havde været assistent og docent på universitetets kemiske laboratorium. Bjerrums ansættelse betød en markant ændring af kemiens status ved KVL, såvel undervisnings- som forskningsmæssigt, og af KVLs status i det danske kemiske miljø.

Baseret på sin erfaring fra universitetet, reformerede og opdaterede Bjerrum kemiundervisningen samt skrev en lærebog i uorganisk kemi, der udkom i flere oplag og på flere sprog.⁷ Han oprettede studiekredse for særligt interesserede studerende, og der blev afholdt ugentlige seminarer, hvor de studerende og hans assistenter gennemgik de nyeste forskningsresultater inden for kemi og kvanteteori for hinanden. Han etablerede således på Landbohøjskolen et aktivt, kemisk forskningsmiljø, som ikke havde været der tidligere. Dermed fik laboratoriet også international interesse og tiltrak udenlandske gæster, især fra Norden og Centraleuropa, heriblandt flere kommende professorer.

Tiltrækningen var på afgørende vis bundet til Bjerrums egen videnskabelige status. Han slog som Brønsted og S.P.L. Sørensen sit navn fast ved forskning inden for det hovedområde af kemien, der undersøger elektrolytter (dvs. syrer, baser og salte), og man kan med rimelighed tale om et københavnsk forskningsprogram inden for feltet i 1920’erne. Et af hans blivende resultater var et bevis for, at såkaldt stærke elektrolytter er totalt dissocierede (spaltede) i elektrisk ladede partikler (ioner) i vandige opløsninger. Da Bjerrum første gang foreslog dette omkring 1910, blev det opfattet som værende i modstrid med den alment accepterede teori for elektrolytter, fremsat af den svenske kemiker Svante Arrhenius i 1880’erne, ifølge hvilken ingen elektrolytter kunne være fuldstændigt dissocierede. Bjerrum var imidlertid i 1916 i stand til at føre bevis for sin tese, og den vandt almindelig tilslutning i sidste del af 1910’erne.

Bjerrum udførte også banebrydende arbejder inden for kemisk fysik (molekylspektroskopi), uorganisk kemi (komplekskemi) og biokemi i perioden op til 1931. Derefter sadlede han om og brugte en stor del af sin tid på administrativt arbejde. Fra 1903 til 1931 publicerede Bjerrum alene eller i samarbejde med andre omkring 100 videnskabelige eller litterære arbejder. Efter 1931 gav Bjerrums interesse for videnskabeligt arbejde sig kun i yderst begrænset omfang udslag i publikationer. Årene 1932-1947 blev i stedet brugt på medlemskab af Carlsbergfondets direktion (fra 1931) og som direktør for KVL (fra 1938). Bjerrum var desuden fra 1933 til 1953 formand for Carlsberg Bryggeriråd, der varetog relationerne mellem Carlsbergfondet og bryggeriet, og for bestyrelsen for Carlsberg Laboratorium fra 1936 til 1956, foruden at han var medlem af bestyrelsen for det i 1932 oprettede Carlsbergfondets Biologiske Institut og fra 1936 dets formand.⁸ Landbohøjskolens videnskabelige, kemiske virke blev i denne periode videreført af Bjerrums yngre medarbejdere, ikke mindst af Aksel Tovborg Jensen, der i 1949 overtog Bjerrums professorat i kemi.⁹

Det var i høj grad Tovborg Jensen, der indførte røntgenkrystallografien her i landet, først inden for den uorganiske kemi. Ved hjælp af røntgenkrystallografiske metoder kan man studere den rumlige opbygning af krystaller, hvilket allerede længe før anden verdenskrig var etableret i udlandet. Den simpleste anvendelse af røntgenkrystallografi er baseret på småkrystallinsk eller pulvermateriale. Betydelig mere information kan man opnå, såfremt der kan fremstilles større krystaller, såkaldte én-krystaller, af det stof, hvis atomare opbygning man ønsker at etablere. Pionerarbejdet her i landet blev gjort af Tovborg Jensen, som i 1940 publicerede sin første én-krystalstruktur. Bjerrum havde allerede i 1928 fået bevilling til anskaffelse af et røntgenudstyr, og Tovborg Jensen havde gennem studieophold i England i slutningen af 1930’erne erhvervet den nødvendige indsigt i metodens anvendelse og muligheder. Krigen betød naturligvis et afbræk i denne udvikling, men fra slutningen af 1940’erne virkede Tovborg Jensen som drivkraft for indførelse af røntgenstrukturanalyser som et kemisk værktøj. Han uddannede mange af de kemikere, der senere har ført dette felt frem til at være et væsentligt forskningsfelt her i landet.

I perioden fra ca. 1915 til 1955 bidrog Landbohøjskolens kemiske afdeling afgørende til de grundvidenskabelige kemiske studier her i landet på linje med Københavns Universitet og Danmarks tekniske Højskole. Efter 1955 orienterede Tovborg Jensen imidlertid sin forskning i en anvendelsesorienteret retning med studier af f.eks. mineralforekomster i jorden, hvilket var af værdi for beplantningen af de områder af Jylland, hvor der havde været brunkulsudvinding under og efter anden verdenskrig. Men herved gled Landbohøjskolen igen ud i periferien af dansk kemi, hvilket også kan belyses ved at undersøge, hvilke kemikere der blev indvalgt i Kgl. Danske Videnskabernes Selskab. I 1955 var antallet af kemikere i dette selskab 13, hvoraf de tre var knyttet til KVL, i 1985 var antallet steget til 17, men ingen af disse var tilknyttet KVL.

4.2 Kemikeren K.U. Linderstrøm-Lang har skrevet om Bjerrum som underviser og kommunikator, at »[e]t hurtigere hoved til at fatte det centrale i et problem finder man næppe, og den lethed, hvormed han indtager et fast stade under forhandlinger, er uovertruffen. Det er disse egenskaber, der, på trods af en sympatisk mangel på hvad politikere vilde kalde talerbegavelse, har gjort ham til en beåndet og beåndende lærer, ikke blot for den yngre generation, men også for sine samtidige og for sine ældre kolleger«. Her ses han forelæse i organisk kemi i 1930’erne.