Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 36

Historien om kemi ved KVL viser enkeltpersoners betydning for en videnskabelig institutions rolle i et større videnskabeligt miljø, og at denne position let kan ændres ved enkeltindividers tiltræden, afgang eller skift af forskningsområde. KVL’s kemikere var endvidere del af et levende kemisk miljø med samlingspunkt i Kemisk Forening, oprettet i 1879. Foreningens medlemstal var ca. 150 i 1920, men det steg støt i de følgende årtier. I forhold til andre tilsvarende foreninger, f.eks. Matematisk Forening, var medlemstallet højt. Det skyldtes, at der var væsentligt flere professionelle kemikere end matematikere, blot havde kemikerne oftest en ingeniør- eller farmaceutuddannelse. På trods heraf var Kemisk Forening altovervejende den rene, akademiske kemis forening. Diskussion af den anvendte, tekniske og analytiske kemi var i høj grad henvist til andre fora. Det var det akademiske mindretals kemisyn, som satte standarden. Det var også blandt de akademiske kemikere, at man fandt foredragsholdere, bestyrelsesmedlemmer og formænd.¹⁰ De naturvidenskabelige foreninger (Kemisk, Matematisk, Fysisk, Geologisk m.fl.) fungerede på stort set samme vis inden for hver deres disciplin, dog med et mindre medlemskabsoverlap (f.eks. mellem Kemisk Forening og Fysisk Forening). Alligevel lykkedes det ikke de naturvidenskabelige foreninger at skabe en synergieffekt. Foreningerne evnede kun i ringe grad at udnytte hinandens kompetencer og ressourcer bortset fra et vist fællesskab om foredragsholdere. Således blev udenlandske foredragsholdere i Kemisk Forening ofte inviteret i samarbejde med Fysisk Forening eller Biologisk Selskab af såvel faglige som økonomiske årsager.

Det kemiske netværk i København udgjorde kernen i det, vi kalder Danmarks kemiske guldalder. I 1927 skrev amerikaneren Augustus Trowbridge en rapport om dansk naturvidenskabs stade og potentiale til filosoffen Wickliffe Rose.¹¹ Rose var præsident for International Education Board, Trowbridge fondets europæiske repræsentant inden for naturvidenskab. Rapporten var et internt dokument, og den var bl.a. et led i fondets bestræbelser på at få overblik over, hvorvidt det ville være i fondets interesse at yde økonomisk hjælp til kemikeren J.N. Brønsted, der havde ansøgt fondet om støtte til at bygge et fysisk-kemisk laboratorium under Københavns Universitet.

Fondet havde allerede ydet støtte til fysik og fysiologi (se kap. 3 og 9). Ud over en generel vurdering af København som »a small country capital whose occasional exceptional men raise only the question of individual [economic] aid«, så indeholder rapporten også en specifik vurdering af de mest prominente videnskabsmænd. For kemis vedkommende nævnes J.N. Brønsted, E. Biilmann, Niels Bjerrum, J.A. Christiansen, Julius Petersen og S.P.L. Sørensen – af hvilke kun Brønsted vurderes til at være blandt »men of international reputation« – en vurdering som man kan diskutere, men det skal ikke uddybes her.¹² Trowbridge skrev videre, »[i]n physical chemistry, Br[ø]nsted certainly enjoys a European reputation and Chemistry generally is relatively strong in Copenhagen with BJERRUM, S[Ø]RENSEN and BIILMANN, all of whom have more than local reputation«. Der var ingen tvivl om, at København her i midten af 1920’erne var det mest betydningsfulde videnskabelige centrum i Skandinavien, ikke mindst pga. Niels Bohr. Det var således karakteristisk, at alle andre danske naturvidenskabsmænd altid blev målt og vejet i forhold til Bohr, hvilket kan forekomme urimeligt, da det er muligt at være en velestimeret forsker uden at være af Bohrs kaliber. Danskerne var imidlertid ikke sene til selv at benytte sig af Bohrs status, når det var opportunt. For eksempel i 1933, hvor Bohr og Brønsted gik sammen om at ansøge om midler i en underafdeling af det amerikansk Rockefeller Foundation til et forskningsophold for Georg von Hevesy i København. Som argumentation i ansøgningen slog de på, at Hevesy kunne være med til at udbygge samarbejdet mellem de to professorers institutter – vel vidende, at der praktisk talt intet samarbejde var uden det, som Hevesy bragte med sig.¹³ Heller ikke det samarbejde, som International Education Board håbede på, da de bevilgede penge til Brønsteds institut, blev realiseret – til trods for instituttets fysiske placering umiddelbart ved siden af Bohrs.¹⁴

Den kemiske guldalder ses også tydeligt i antallet af nobelnomineringer i kemi inden anden verdenskrig, og det kan derfor undre, at Danmark først i 1997 fik sin første nobelpris i kemi (se kap. 9). Da Nobelinstitutionen blev oprettet i 1900, fik indehaverne af de danske lærestole i kemi permanent indstillingsret til nobelprisen. De danske professorer udnyttede imidlertid ikke denne mulighed ret ofte. En analyse af instillingerne til Nobelkomiteen i perioden før anden verdenskrig fra danske kemikere viser tillige, at det langtfra var reglen, at danske kemikere indstillede landsmænd.¹⁵ S.P.L. Sørensen var som den eneste danske kemiker centrum for en indenlandsk indstillingskampagne. Han er desuden langt den hyppigst nominerede med i alt 19 indstillinger mellem 1921 og 1935 i kemi og seks indstillinger i fysiologi eller medicin mellem 1915 og 1939 (se kap. 10).¹⁶ Niels Bjerrum var dog nok den danske kemiker, der var tættest på at få nobelprisen i kemi.

Bjerrum blev indstillet til nobelprisen både i 1927 og 1931, begge gange af udenlandske fysisk-kemikere, som Bjerrum havde lært at kende under et studieophold i Berlin i 1911. I begge tilfælde blev han indstillet for sin elektrolytteori, anden gang sammen med Peter Debye.¹⁷ Især det sidste forslag fik en meget positiv modtagelse i Nobelkomiteen for kemi og i den specialrapport, der blev udarbejdet af den svenske kemiker Ludwig Ramberg. Heri konkluderes, at de sidste års udvikling af kemien havde været positivt influeret af teorien, og at nomineringen derfor stod stærkt. Ramberg mente »att förslaget om det kemiska Nobelprisets delning mellan Bjerrum och Debye tillhör dem, som i allra främsta rummet måsta tagas i övervägande vid dette års prisutdelning«.¹⁸ Men den samlede Nobelkomité valgte at gå imod Rambergs anbefaling, og 1931-prisen gik i stedet til Carl Bosch og Friedrich Bergius, som fik prisen for at have udviklet en højtryksmetode til storskalafremstilling af ammoniak.¹⁹

For såvel Bjerrums som Brønsteds vedkommende har det ikke været en fordel, at den danske kemiske elite i samtiden var så lille og tillige ikke var i stand til på objektiv vis at vurdere betydningen af de tos videnskabelige arbejder. Ovenstående vurderinger viser klart, at dele af dansk kemi i første halvdel af 1900-tallet absolut var på internationalt niveau, selv om den ikke resulterede i tildeling af nobelpriser.²⁰