Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 31

Ønsket om at være med i forreste række på hele kernefysikkens område fik i årene efter anden verdenskrig Niels Bohr og hans nære medarbejdere til at deltage i de bestræbelser, der fra mange sider blev gjort for at etablere et fælleseuropæisk center for studiet af kernefysik ved høje energier. Disse bestræbelser skulle i løbet af få år føre til oprettelsen af det store forskningscenter CERN (Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire) ved Genève, jf. kapitel 16. Niels Bohr arbejdede i starten energisk for, at forskningscentret skulle placeres i København. Da dette strandede på modstand fra sydeuropæiske lande, havde han held til at få en midlertidig studiegruppe i teoretisk højenergifysik placeret ved sit eget institut. Selv om gruppen blev overført til CERN allerede i 1957, medvirkede dens 5-årige tilstedeværelse i København til at skabe interesse for både teoretisk og eksperimentel højenergifysik blandt et lille hold af medarbejdere og studerende ved Bohrs institut. Holdet, der i starten omfattede fysikerne Jørgen Kruse Bøggild, Knud Henrik Hansen, Ole Bent Nielsen, Bernard Peters og Morten Scharff, ekspanderede så voldsomt op gennem 1960’erne og 1970’erne, at højenergifysik blev et af de vigtigste vækstområder på instituttet. Næsten alt eksperimentelt arbejde blev udført ved CERN, der efter indvielsen i 1960 af en 28 GeV protonsynchrotron rådede over et af verdens mest avancerede forsøgsanlæg inden for højenergifysik. Bearbejdelsen af de eksperimentelle resultater og studier af mere teoretisk karakter blev fortrinsvis udført hjemme i København.

Satsningen på højenergifysik fra midten af 1950’erne indebar endnu et bidrag til den mest aktuelle frontforskning, efter arbejdet med atomernes fysik i 1920’erne efterfulgt af indsatsen for kernefysikken. Frontforskning koster næsten altid mange penge, men fysikerne opdagede, at det nødvendige eksperimentelle udstyr blev endnu mere kostbart end forventet, i takt med at forskningen koncentreredes om stadig mindre bestanddele af naturen. Til alt held oplevede Danmark – ja hele Vesteuropa – fra midten af 1950’erne til omkring 1970 en enestående økonomisk vækstperiode, samtidig med at politikerne udviste en usædvanlig lydhørhed for naturvidenskabens kostbare ønsker. Det var denne lykkelige kombination, der i perioden 1955-70 muliggjorde en kraftig ekspansion inden for partikelfysik såvel som inden for en lang række andre videnskabsfelter. Ekspansionen havde mange aspekter, som det fremgår af de fleste kapitler i denne bog. I forbindelse med Niels Bohr Institutets historie er det relevant at nævne den store aktivitetsudvidelse, der fandt sted inden for matematik, fysik og kemi i og med byggeriet af H.C. Ørsted Institutet i begyndelsen af 1960’erne.

I årene indtil 1954 – hvor det eneste naturvidenskabelige fakultet i Danmark var at finde ved Københavns Universitet – havde den årlige tilgang af studerende til den matematisk-fysiske faggruppe været omkring 40 nye studerende om året. Selv om fremtrædende naturvidenskabsfolk, heriblandt Niels Bohr, havde advaret mod at sprede de få lærere og studerende på to institutioner, kunne studerende fra 1956 også søge ind på det nyoprettede naturvidenskabelige fakultet i Århus, jf. kapitel 13. Derefter vendte udviklingen dramatisk i løbet af 1-2 år, måske som følge af diverse kommissioners advarsler om, at en katastrofe lurede lige forude, hvis ikke Danmark meget hurtigt fik produktionen af matematikere, fysikere og kemikere sat drastisk i vejret. I 1956 og 1957 forøgedes tilgangen af nye mat-fys studerende til cirka 100 i København og cirka 40 i Århus, altså mere end en tredobling, og i de følgende år voksede studentertallet mod stadig nye højder. Samtidig med at det store antal nye studerende naturligvis blev anset som et stort skridt i den rigtige retning, truede det med helt at sprænge de bygningsmæssige rammer i København, hvilket først og fremmest ville gå ud over Niels Bohr Institutet. Da Undervisningsministeriet i 1957 meldte ud, at de gerne ville have et overblik over universiteternes nødvendige byggeprogram for de følgende ti år, sprang Københavns Universitets matematisk-naturvidenskabelige fakultet straks til med ønsket om et nyt institut for matematik, fysik og kemi ud over Niels Bohr Institutet.³⁶

3.11 Københavns Universitets store nye naturvidenskabelige institut på Nørre Allé, H.C. Ørsted Institutet, som det så ud kort efter, at det var taget i brug i begyndelsen af 1960’erne.

Ideen om at samle de hårde naturvidenskabelige fag i ét bygningskompleks under universitetet og dermed helt bryde det mere end 120-årige ægteskab med Polyteknisk Læreanstalt, havde rumlet længe, men blev i 1956 eksplicit formuleret af et udvalg bestående af de tre professorer Børge Jessen, Ebbe Rasmussen og Alex Langseth fra henholdsvis matematik, fysik og kemi.³⁷ Udmeldingen fra Undervisningsministeriet gav økonomiske muligheder for at realisere ideen meget hurtigere end forventet. Det nye institut, der blev døbt H.C. Ørsted Institutet, blev bygget i årene 1958-64, men de første laboratorier blev taget i brug allerede i 1962, lige tids nok til at redde undervisningen fra totalt sammenbrud som følge af den voldsomme studentertilgang til de naturvidenskabelige fag i 1960’erne. H.C. Ørsted Institutet blev rammen om al førstedelsundervisning i matematik, fysik, kemi og geofysik, samtidig med at det blev hjemsted for en række af de forskningslaboratorier, som traditionelt ikke havde haft til huse på Niels Bohr Institutet, altså faststoffysik, geofysik, uorganisk kemi, organisk kemi, fysisk kemi, teoretisk kemi og matematik. Dermed fik Niels Bohr Institutet, der forblev på Blegdamsvej, i lang tid lov til at fortsætte med egne prioriteter inden for fysikken, især kernefysik, partikelfysik og astrofysik. Først da anderledes barske politiske og økonomiske vinde i 1980’erne blæste ind over dansk naturvidenskab, blev det både nødvendigt og ønskeligt at lægge de to fysikrelaterede institutter sammen med aktiviteterne i astronomi på Københavns Universitet til et institut, det nuværende Niels Bohr Institutet.