Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 29

I august 1945 vendte Niels Bohr hjem til et land, der var sluppet igennem krigen med færre ødelæggelser end de fleste andre krigsramte lande. På næsten alle områder var danskerne heldigere stillet end andre europæere. Alligevel var de første efterkrigsår vanskelige, præget af politisk usikkerhed om landets udenrigspolitiske kurs, vareknaphed og valutaproblemer, der forhindrede skiftende regeringer i at gennemføre effektive moderniseringer af det nedslidte danske produktionsapparat. Som dokumenteret i flere kapitler i denne bog kom også dansk videnskab til at opleve en række magre år, inden Marshall-hjælpen og Statens Almindelige Videnskabsfond skabte ny optimisme i de videnskabelige miljøer i begyndelsen af 1950’erne.

Allerede inden krigen havde Niels Bohr opnået en position i Danmark som videnskabens ubestridte førstemand, men efter krigen var han helt urørlig. Som præsident for Videnskabernes Selskab, som verdensberømt atomfysiker og som nobelpristager med bopæl i æresboligen på Carlsberg havde han direkte adgang til danske politikere på højeste niveau foruden diverse fondsbestyrelser i Danmark. Takket være sin enorme prestige og sit omfattende netværk var han i stand til at sikre en betydelig udbygning af sit institut i de vanskelige efterkrigsår, hvor næsten alle andre danske videnskabelige institutioner stod i stampe. Allerede i januar 1946 henvendte han sig til regeringen med en ansøgning, hvori han redegjorde for, at Danmark snart ville komme til at savne kvalificerede videnskabsmænd og teknikere, som ville blive uundværlige i den atomalder, der lå lige om hjørnet. Tiden for en større målrettet indsats for atomenergiens fredelige anvendelse var dog ikke kommet endnu. I stedet pegede Bohr på nødvendigheden af en udvidelse af instituttet med henblik på at skaffe plads til uddannelse af fremtidens atomvidenskabsmænd og til nyt apparatur til instituttets medarbejdere, så de fik mulighed for at være med i den hastige udvikling inden for grundforskningen på atom- og kernefysikkens område.²³

I de følgende 5-6 år bidrog den danske stat med et samlet beløb på 3,8 millioner kroner, hvortil kom 1,3 millioner fra Carlsbergfondet, 800.000 fra Thomas B. Thriges Fond og 100.000 fra Otto Mønsteds Fond.²⁴ Pengene gik til en femetages laboratoriebygning, til etablering af kælderlokaler under hele komplekset og til en hal, der foruden den opgraderede cyklotron kom til at rumme en ny van de Graaff-generator, som kunne levere spændinger op til ca. 4,5 millioner volt. Med disse faciliteter til rådighed, med en række dygtige medarbejdere og med Bohr som instituttets ubestridte leder og effektive fundraiser kom instituttet igen til at yde en magisk tiltrækning på unge videnskabsmænd fra hele verden. Udviklingen tog for alvor fart, efter at Niels Bohrs søn Aage i 1951 kom hjem fra et studieophold i USA, medbringende nye frugtbare ideer om atomkernernes struktur.

3.9 Som konsekvens af gentagne mislykkede forsøg fra stormagternes side på at få atomvåbnene under international kontrol offentliggjorde Niels Bohr i 1950 et »åbent brev« til De Forenede Nationer, hvori han for første gang henledte offentlighedens opmærksomhed på sin indsats under og efter anden verdenskrig for at overbevise statsmændene om nødvendigheden af en åben verden i lys af atomvåbnets eksistens. Fotografiet er taget, mens han læser en pressemeddelelse om brevet for den danske presse i vinterhaven i Carlsbergs æresbolig den 12. juni 1950.

Umiddelbart efter krigen var det ingenlunde givet, at det netop skulle blive problemet om atomkernernes struktur, der skulle give Bohrs institut en renæssance i 1950’erne. Naturligvis var Niels Bohr interesseret i dette problem, men han var også interesseret i mange andre områder af fysikken, lige fra filosofiske implikationer af kvantefysikkens fortolkningsproblemer til konkrete anvendelser af atom- og kernefysik på biologiske og geofysiske problemstillinger. Desuden følte han et medansvar for fysikernes afgørende bidrag til udviklingen af atombomben under krigen, og han argumenterede i resten af sit liv for, at valget stod mellem åbenhed mellem nationerne og civilisationens undergang. I denne situation kunne han ikke forventes selv at have tid til at gøre store forskningsmæssige landvindinger, men alle fandt det naturligt, at han som ubestridt leder af instituttet havde det afgørende ord i spørgsmålet om, hvilken retning instituttets forskning skulle udvikle sig i.

En oplagt mulighed var at fortsætte det succesfulde arbejde med anvendelse af radioaktive isotoper som indikatorer (også kaldet »tracers«) ved undersøgelse af forskellige stoffers vandring i levende organismer. Som allerede omtalt var dette arbejde kommet i gang i midten af 1930’erne som led i Rockefellerfondets eksperimentelle biologiprogram og med ungareren Georg von Hevesy som den centrale nøgleperson, indtil han i 1943 blev nødsaget til at flygte til Sverige. Hevesy blev her tilbudt at fortsætte sin forskning ved professor Hans von Eulers Institut for organisk kemi, og i 1944 blev han tildelt den reserverede nobelpris i kemi for året 1943, hvilket gav ham adgang til svensk statsborgerskab. Da krigen var overstået, vaklede han længe mellem, om han skulle vende tilbage til København og genoptage det tætte samarbejde med sine tidligere medarbejdere på Bohrs institut, Carlsberg Laboratorium og Zoofysiologisk Laboratorium – især August Krogh – eller om han skulle blive i Stockholm.²⁵ Træt efter talrige opbrud i sit tidligere liv og med børn i skolealderen besluttede han sig for det sidste, dog med hyppige besøg i København. Da enkelte af Hevesys medarbejdere nogenlunde samtidigt flyttede fra Bohrs institut til Kroghs institut, forsvandt det eksperimentelle biologiprogram ved instituttet i løbet af få år efter krigen.

Muligvis har Bohrs succes med at etablere et frugtbart samarbejde mellem hans eget institut og diverse biologiske forskningsinstitutioner medvirket til, at han i årene efter krigen arbejdede energisk for at få oprettet professorater inden for det geofysiske fagområde ved fakultetet. I 1947 blev der nedsat et fakultetsudvalg med Niels Bohr som formand til at vurdere universitetets behov på området, og udvalget anbefalede oprettelse af professorater i teoretisk meteorologi og geofysik.²⁶ Professoratet i teoretisk meteorologi blev i 1951 besat med nordmanden Ragnar Fjørtoft. Professoratet i geofysik havde dog Bohrs største interesse, da han var overbevist om, at faget ville opleve store fremskridt, hvis »ledelsen af undervisningen og forskningen lagdes i hænderne på en videnskabsmand med førstehånds kendskab til atomfysikkens metoder og resultater«.²⁷ Bohrs foretrukne kandidat til geofysikprofessoratet var den unge fysiker Niels Arley, der havde skrevet en meget rost doktorafhandling om kosmisk stråling og desuden deltaget i Galathea-ekspeditionen med ansvar for måling af Jordens magnetfelt på store havdybder, jf. kapitel 15. Med base på Bohrs institut var Arley udset til at spille en rolle i forhold til geologerne svarende til Hevesys i forhold til biologerne. Professoratet blev imidlertid ikke oprettet som følge af stor uenighed i fakultetet om Arleys geofysiske kvalifikationer.²⁸