Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 26

Den nye fysik medførte ikke alene en intens diskussion om fysikkens grundproblemer, men påvirkede også det praktiske arbejde inden for selve fysikken. Efter at man havde fundet et reelt alternativ til den klassiske fysik, kom de teoretiske fysikeres virke hovedsagelig til at bestå i anvendelsen af den nye fysiks resultater på en imponerende række områder. Dette stadium af kvantemekanikkens udvikling indebar stor aktivitet ved de berørte fysiske institutioner. På Bohrs institut nåede man således i 1927 op på et maksimalt antal af både besøgende og publikationer, hhv. 24 og 47, hvorefter de to indikatorer i 1928 faldt dramatisk til 10 og 21 og forblev på dette lave niveau et stykke ind i trediverne. Dette var en udvikling, der kunne tyde på, at man burde søge nye veje. At Heisenberg i 1927 fik fast stilling i Leipzig og blev efterfulgt af svenskeren Oskar Klein som Bohrs assistent, signalerede også begyndelsen på en ny æra ved Bohrs institut.

3.6 Niels Bohr og Albert Einstein ved Solvay-konferencen i Bruxelles, oktober 1930, hvor de diskuterede kvantemekanikkens fortolkning.

Men det var ikke umiddelbart klart, hvilken retning man burde vælge. I sidste halvdel af 1920’erne ser det da også ud til, at Bohr og hans medarbejdere lod Københavnerånden råde på instituttet, uden at man lagde konkrete planer for en videnskabelig omlægning. I 1929 begyndte traditionen med de årlige uformelle konferencer, der skulle komme til at spille en central rolle for den teoretiske fysiks udvikling og blive en model for tilsvarende arrangementer andetsteds. Samtidig fortsatte de filosofiske diskussioner, og udvidelsen af kvantefysikken til det relativistiske område bød desuden på væsentlige begrebsmæssige problemer. Således påbegyndte Bohr og hans assistent og hjælper, belgieren Léon Rosenfeld, i 1931 deres store arbejde om målbarheden af elektromagnetiske feltstørrelser på baggrund af relativistisk kvantefysik.

Foruden generaliseringen af kvantefysikken til det relativistiske område, var forståelsen af atomkernen en udfordring, der også blev taget op på Bohrs institut. Blandt teoretikere var den unge russer George Gamow en tidlig bidragyder på dette felt. Efter et besøg på Bohrs institut i 1928 formulerede han den såkaldte »dråbemodel« for atomkernen, hvor kernen blev sammenlignet med en usammentrykkelig væskedråbe.¹⁵ Som et yderligere eksempel på opmærksomheden omkring kernefysikken kan nævnes, at Bohr i 1931 deltog i en epokegørende international kernefysikkonference i Rom.

I 1932 flyttede Bohr og hans familie ind i æresboligen på Carlsberg, som han var blevet tildelt af Det kongelige danske Videnskabernes Selskab, efter at Harald Høffding, den første der blev tildelt æresboligen, var afgået ved døden året før. Men selv om solen således skinnede på Bohr, mærkede han snart de sorte skyer, der var ved at brede sig over Europa. Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 fik umiddelbare konsekvenser for instituttet, fordi mange af de tyske besøgende var yngre jødiske fysikere, der hurtigt mistede deres arbejde i det nye Tyskland. Sammen med broderen Harald arbejdede Bohr aktivt for at få de ramte videnskabsmænd til Danmark for senere at finde en fast plads til dem i udlandet, oftest i USA. Som følge af den tilsvarende nære forbindelse til yngre russiske fysikere, blev Bohr også hurtigt opmærksom på udviklingen i Sovjetunionen. Mens han var udelt kritisk over for nazismen, søgte Bohr at bevare et positivt forhold til det sovjetiske regime. Således skrev han i 1934 et brev til Nikolai Bukharin – som han kendte fra et besøg i Sovjetunionen – i protest mod, at hans russiske ven og kollega Peter Kapitza, efter et ferieophold i hjemlandet samme år, var blevet nægtet tilbagerejse til England, hvor han havde arbejdet sammen med Rutherford i tretten år. Fire år senere skrev Bohr til selveste Josef Stalin for at få frigivet kollegaen Lev Landau, der var blevet tilbageholdt af de russiske myndigheder.

3.7 Den anden af de mange uformelle fysikerkonferencer ved Bohrs institut blev afholdt i 1930. Der deltog en perlerække af verdens toneangivende fysikere. Personerne på forreste række er fra venstre: Oskar Klein, Niels Bohr, Werner Heisenberg, Wolfgang Pauli, George Gamow, Lev Landau, og Hendrik A. Kramers.

For at hjælpe de jødiske fysikere til at undslippe nazismen benyttede Bohr sig både af traditionelle fondskilder og organisationer oprettet specielt til formålet. Han var således medlem af Den danske Komite til Støtte for landflygtige Aandsarbejdere, der bl.a. sørgede for, at flere yngre fysikere kunne opholde sig midlertidigt på Bohrs institut. Med de gode kontakter til Rockefeller-filantropien faldt det også naturligt for Bohr at henvende sig til dens såkaldte Special Research Aid Fund oprettet til at hjælpe flygtningene fra nazismen. Dette fond skilte sig fra de fleste europæiske ved, at det koncentrerede sig om etablerede videnskabsmænd, som det søgte at placere permanent ved amerikanske institutioner. Sammen med sin videnskabelige nabo, Johannes Brønsted, søgte Bohr i oktober 1933 Special Research Aid Fund om midler til et ophold på instituttet for to videnskabsmænd fra hans egen generation: eksperimentalfysikeren James Franck fra Göttingen og fysisk-kemikeren Georg von Hevesy fra Freiburg, der begge havde opholdt sig på instituttet ved dets oprettelse mere end ti år tidligere.