Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 41

Hvis man skal give en samlet karakteristik af dansk kemis guldalder, må det være, at det var en blomstringsperiode, som bedst kan beskrives ved en række af enkeltstående, strålende blomster frem for ved en blomstereng.³⁵ Kemikerne gjorde deres fag kendt internationalt som individuelle forskere snarere end som en gruppe med fælles udspring. Dansk kemisk forskning vedblev i hovedsagen at være enkeltmands-projekter til tiden efter anden verdenskrig. Et eksempel på at overlap i faglige interesser ikke førte til formelle samarbejder i laboratoriet, er de to førnævnte kemikere J.N. Brønsted og Niels Bjerrum. De gik i samme gymnasieklasse, de læste begge kemi ved universitetet, søgte begge det samme professorat i 1908, var mere end gode bekendte og havde livet igennem sammenfaldende faglige interesser. Alligevel udførte de aldrig fælles forskning. Det er tydeligt i de publicerede arbejder, at de blev inspireret af hinandens arbejder, men det er svært at vise, at denne påvirkning gik ud over, hvad der blev offentliggjort på skrift, og at de faktisk havde faglig glæde af at kunne mødes i Kemisk Forening, Videnskabernes Selskab eller privat.

Tværtimod kan man i 1920’ernes og 1930’ernes naturvidenskabelige København tale om en Hevesy-effekt. Begrebet refererer til Georg von Hevesy, som opholdt sig i København i to omgange, dels mellem 1920 og 1926 og dels fra 1935 til 1943 (hvor han måtte flygte til Sverige pga. nazisternes jødeforfølgelser i Danmark, jf. kapitel 3). I begge perioder var Hevesy en meget aktiv forsker, men hans interesser gik i nogen grad på tværs af de danske forskningsinstitutioner. Af den grund, og fordi Hevesy ikke havde egne laboratoriefaciliteter, var han nødt til at arbejde rundt omkring på institutterne, hvor han nu fik plads. Han etablerede herved forbindelse mellem institutter og personer, som ellers ikke ville have haft lejlighed til at samarbejde. Hevesy gik, cyklede eller tog sporvognen København rundt fra Brønsteds institut til Niels Bohrs, ud til Carlsberg Laboratorium i Valby og tilbage til Nørre Allé og videre til fysiologen August Kroghs laboratorium på Juliane Maries vej. Derudover havde han kontakter på Radiumstationen ved Finseninstituttet, som lå på Strandboulevarden, og på Landbohøjskolen på Frederiksberg. På tilsvarende måde var Hevesy forbindelsesled mellem Niels Bohr og August Krogh – vel at mærke med den hensigt, at forbindelsen først og fremmest kunne fremme Hevesys egen forskning, og ikke så meget fordi han uegennyttigt ønskede at styrke det danske forskningsmiljø. Men der skulle en Hevesy til, før man fik udnyttet det potentiale, som hele tiden havde ligget der, og som man retorisk havde refereret til. Heller ikke på tværs af disciplinerne var samarbejdet udpræget, som tidligere omtalt i dette kapitel – hverken på individ- eller foreningsniveau.

Man kan spørge, hvorfor dansk kemis guldalder sluttede med anden verdenskrig. En væsentlig årsag var måske, at de kemikere, der havde udgjort opblomstringens kerne, kun i mindre grad påtog sig en lederrolle eller dannede skole. Følgelig påvirkede deres ideer kun i begrænset omfang den følgende generations kemikere. Denne tradition har fulgt dansk kemi på godt og ondt gennem 1800-tallet og det meste af 1900-tallet.

Danmarks beskedne naturvidenskabelige miljø var en af årsagerne til den specielle ordning med delte lærerkræfter i de eksakte naturvidenskaber mellem DTH og Københavns Universitet, der var i brug frem til 1960. Denne ordning skabte en særlig dansk polyteknisk uddannelse med stor vægt på de naturvidenskabelige grundvidenskaber; hvilket især var synligt inden for kemien. Her stod en ingeniøruddannet kandidat, hvad angår en forskningskarriere, stort set på lige fod med en universitetsuddannet. Adskillige professorer i kemi og fysik fra perioden omkring og efter 1960 havde da også en grunduddannelse som kemiingeniører.