Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 21

I slutningen af 1800-tallet udviklede den teoretiske fysik sig til at være en selvstændig del af fysikken med egne institutioner, forskningsopgaver og uddannelse af nye forskere. Tyskland var pioner i denne udvikling, der skød yderligere fart i begyndelsen af det næste århundrede med opblomstringen af den nye kvantefysik. Centrale repræsentanter var Max Planck i Berlin, Arnold Sommerfeld i München og Albert Einstein i Zürich (senere Prag og Berlin). Ved de nye institutter for teoretisk fysik havde formuleringen af fysiske teorier den højeste prioritet, ofte i forbindelse med eksperimentelle laboratorier bygget specielt for at teste teorierne.⁴

Bohr blev tidligt opmærksom på denne udvikling, både gennem sin bror, matematikeren Harald Bohr – som opholdt sig i Göttingen, et andet center for teoretisk fysik, i længere perioder før og efter forsvaret af sin doktorgrad ved Københavns Universitet i januar 1910 – og fra sit eget ophold i England, hvor han fik kontakt med mange teoretiske fysikere. Han havde også tæt forbindelse med teoretiske fysikere i de andre skandinaviske lande, ikke mindst den svenske kollega Carl Wilhelm Oseen, der i 1911 blev professor i mekanik og matematisk fysik ved Uppsala Universitet.⁵

Ved tiltrædelsen af sit nye professorat var Bohr i stand til at indføre den teoretiske fysik i sit hjemland. Før 1916 havde Danmark haft to professorater i fysik, begge med vægt på eksperimentelt arbejde, der ved oprettelsen af Bohrs professorat var besat af Martin Knudsen (Københavns Universitet) og Peter K. Prytz (Polyteknisk Læreanstalt). Fornyelsen stoppede ikke med det nye professorat, for Bohr havde store ambitioner og en veludviklet sans for at realisere dem. Allerede fra han begyndte i professoratet, havde han visioner om at oprette et institut knyttet dertil. Mens Knudsen argumenterede for en udvidelse af fysik-faciliteterne på Læreanstalten, ønskede Bohr et nyt institut ved Københavns Universitet. Ligesom ved oprettelsen af professoratet havde Bohr stærk støtte blandt kollegaer og venner. Han lagde meget arbejde i udformningen af den detaljerede ansøgning til Københavns Universitets matematisk-naturvidenskabelige Fakultet (som det hed dengang), afsendt mindre end et år efter at han var begyndt i professoratet.

Bohrs forslag vandt større gehør end Knudsens, og hermed blev der taget et stort skridt på vejen til at bryde den nære forbindelse mellem universitet og læreanstalt inden for naturvidenskabelig forskning og undervisning, der havde eksisteret siden Ørsteds tid. Den videregående undervisning i fysik skulle således overgå til Bohrs institut, mens den indledende fysikundervisning forblev på Læreanstalten.⁶

3.3 Niels Bohr forelæser for en forsamling af bl.a. universitetsfolk og politikere med undervisningsminister Jacob Appel i spidsen ved indvielsen af Universitetets Institut for teoretisk Fysik på Blegdamsvej den 3. marts 1921.

Bohrs ansøgning blev med fakultetets anbefaling sendt til Universitetet og derfra videre til Undervisningsministeriet. En anmodning om at få lov til at placere det nye institut i en park ved siden af Læreanstalten blev høflig afvist af Botanisk Have, der disponerede over området. Næste mulighed var den del af den nyanlagte Fælledparken, der ligger langs med Blegdamsvej. Det viste sig besværligt at få gennemført et salg af området fra Københavns Kommune til den danske stat, men efter at en privat indsamling – ledet af Aage Berlème, en af Bohrs skolekammerater fra Gammelholm Skole – havde indbragt det af kommunen krævede beløb, kom sagen på plads. Danske industrivirksomheder bidrog væsentligt til indsamlingen, efter at Berlème og hans komité i en skrivelse anmodede om bidrag til »at skabe et moderne Institut for teoretisk Fysik« med henvisning til, at »al vor Tids tekniske og industrielle, ja hele kulturelle Udvikling foregaar under intimt Samarbejde og Vekselvirkning med Naturvidenskaben«. I skrivelsen henviste Berlème og hans komité endvidere »til det internationale samarbejde, der før Krigen fandt sted indenfor Videnskaben, og til hvis fortsatte Gennemførelse de neutrale Lande nu som Bindeled mellem de øvrige Videnskabsmænd har en Opgave, hvis Betydning ikke maa undervurderes«.⁷

Bohr lagde selv stor vægt på Danmarks potentielle rolle som foregangsland for international forsoning. Det nye institut blev snart et af de absolut førende centre for teoretisk fysik, hvor specielt yngre forskere fra begge sider i den nyligt afsluttede krig kunne samarbejde uden nogen form for begrænsning. Denne udvikling blev godt hjulpet af de fonde, statslige såvel som private, der ydede økonomisk støtte til instituttet. Rask-Ørsted Fondet, oprettet netop til dette formål efter første verdenskrig med midler fra salget af Dansk Vestindien, bidrog fra første stund med støtte specielt til yngre udenlandske fysikere på midlertidige forskningsophold. Fondet var opkaldt efter Rasmus Rask, der er internationalt anset som grundlæggeren af komparativ filologi, og Hans Christian Ørsted, hvis arbejde og betydning er udførligt behandlet i bind 2. Ifølge videnskabshistorikeren Peter Robertson, der har skrevet om Bohr-instituttets første årti, var Rask-Ørsted Fondet »det første fond etableret i noget land med det primære formål at støtte videnskabsmænd fra andre lande«.⁸ Støtte til besøgende fra udlandet var også en af de mange institutaktiviteter, der blev støttet af Carlsbergfondet.

I sin tale ved instituttets indvielse den 3. marts 1921 lagde Bohr desuden vægt på et andet formål med det nye institut.⁹ Trods navnet, Universitetets Institut for teoretisk Fysik, skulle man på det nye sted ikke kun arbejde med teoretiske problemstillinger. Bohr forklarede, at teoretisk fysik repræsenterede en gren af fysikken, hvor teoretikernes spørgsmål til naturen umiddelbart skulle gøres til genstand for eksperimentel bekræftelse. Derfor skulle der på instituttet til enhver tid også være eksperimentalfysikere og eksperimentelt udstyr med direkte tilknytning til den teori, man arbejdede med.