Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 14

Henry Nielsen, Kristian Hvidtfelt Nielsen og Marie Louise Thomsen

Som det fremgår af bind 3 i Dansk Naturvidenskabs Historie, er naturvidenskabernes udvikling kendetegnet ved en markant professionalisering i sidste halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede. Til professionaliseringen hører en række institutionelle forhold som f.eks. oprettelse af lærestole ved universiteter og andre højere læreanstalter samt etablering af videnskabelige selskaber og foreninger. Professionaliseringen var ydermere ledsaget af en markant disciplinering af naturvidenskaberne, hvilket betød, at lærestole med tilhørende forskning og undervisning blev oprettet inden for velafgrænsede og internationalt anerkendte discipliner som matematik, astronomi, fysik, kemi, botanik, zoologi, fysiologi, geologi og geografi. Disciplinerne, institutionerne og professionerne var knyttet tæt sammen. En astronom studerede himmellegemer og deres bevægelse, mens en botaniker studerede planters systematik, og en fysiolog studerede de levende organismers funktioner osv. Men ikke alle og enhver, der systematisk iagttog stjernerne, kunne opnå anerkendelse som astronom i videnskabelige sammenhænge. Betegnelsen astronom var her forbeholdt en mand eller en kvinde, der gennem en universitetseksamen, doktorgrad, videnskabelige publikationer i anerkendte tidsskrifter eller lignende havde opnået accept fra det internationale videnskabelige samfund af astronomer. Noget tilsvarende gjaldt – og gælder stadig – inden for naturvidenskaberne i øvrigt.

I dette kapitel vil vi se nærmere på naturvidenskabelige discipliner og institutioner.¹ Hensigten er at give læseren en appetitvækker til resten af bogens kapitler, men også at introducere nogle betydningsfulde videnskabshistoriske arbejder om netop disse emner. Kendetegnende for de naturvidenskabelige discipliners udvikling i det 19. og det 20. århundrede er en udpræget grad af faglig specialisering og akkumulation af viden. Indtil midten af 1800-tallet kunne naturvidenskabsfolk stadig være velbevandrede i størsteparten af naturvidenskaberne, mens det i løbet af det 20. århundrede blev helt uoverkommeligt pga. den megen ny viden og de mange nye forskningsområder. Specialiseringen fandt sted som opsplitning af de velkendte discipliner eller som fremkomsten af helt nye forskningsområder. For eksempel var kemi ved Københavns Universitet i 1920 groft taget splittet op i tre underdiscipliner, nemlig uorganisk kemi, organisk kemi og fysisk kemi, hver med sin professor i spidsen for en lille gruppe ansatte, der fortrinsvis beskæftigede sig med forskning og undervisning i emner inden for netop den underdisciplin. Hver af grupperne havde adresse et bestemt sted i universitetets bygninger og udgjorde en administrativ enhed, hvad enten det nu var et institut, en afdeling eller et laboratorium. I alle tre tilfælde havde den nye disciplin opnået en officiel anerkendelse fra fakultetet og nærmeste kolleger – den var blevet institutionaliseret.

Undertiden opstod nye discipliner på anden måde end ved knopskydning fra allerede eksisterende discipliner på fakultetet. Et eksempel herpå er dyrefysiologi, som i 1908 blev indført ved Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet, da dette besluttede at oprette en docentstilling i faget til den senere nobelpristager August Krogh. Hovedårsagen til dette skridt var, at der manglede kvalificerede lærerkræfter til undervisning i fysiologi, som netop på dette tidspunkt var blevet obligatorisk i gymnasiet. Desuden var Krogh kort tid forinden kommet på kant med professoren i fysiologi ved Det lægevidenskabelige Fakultet, Christian Bohr, under hvem han var ansat som videnskabelig assistent, jf. kapitel 9.

Specialiseringen tog yderligere fart efter 1920, og især efter 1955 fik den en nærmest eksplosiv karakter, både hvad angår antallet af ansatte og antallet af naturvidenskabelige discipliner. Den danske udvikling spejler i denne henseende den udenlandske, som også er præget af stigende disciplinær og institutionel specialisering op igennem det 20. århundrede. Såvel i Danmark som i andre lande foregår institutionalisering ofte i samspil med fremkomsten af nye discipliner. Institutionalisering og disciplinering er således to sider af samme proces, der handler om at afgrænse et forskningsområde fagligt og socialt. Vi kan forestille os et spektrum for denne proces gående fra, at allerede etablerede discipliner finder forankring på eksisterende institutioner, til at helt nye institutioner opstår sammen med helt nye discipliner.

Men hvordan forklare nationale og disciplinære forskelle mht. institutionalisering – ud over en triviel konstatering af, at der ikke er råd til eller mandskab til at dyrke alle videnskabelige discipliner, hverken i Danmark eller i noget andet land? Hvordan kan det være, at visse fag er stærkt repræsenteret ved danske universiteter, mens andre kun opnår en marginal placering, selv om det måske forholder sig lige omvendt i et naboland? På forhånd er det klart, at det må have noget at gøre med de personer, der har mulighed for at påvirke beslutningsprocessen i det konkrete tilfælde, men det er lige så klart, at politisk-økonomiske og kulturelle faktorer også må spille en væsentlig rolle. Hvordan er samfundets økonomiske situation på det aktuelle tidspunkt? Hvordan er regeringens/Folketingets opfattelse af naturvidenskabens rolle i samfundet? Hvordan er organisationsstrukturen på de enkelte universiteter? Hvilke institutioner findes allerede? Hver enkelt naturvidenskabelig disciplin og dens eventuelle institutionalisering har derfor sin egen danske historie, og det er ikke mindst nogle af disse, ofte spændende og dramatiske historier, som dette bind af Dansk Naturvidenskabs Historie gerne vil præsentere læseren for.