Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 15

Blandt videnskabshistorikere hersker der almindeligvis enighed om, at videnskabshistoriske processer som disciplinering og institutionalisering har mange dimensioner og er meget komplekse at beskrive og forstå. Forskellige videnskabshistorikere pointerer dog forskellige aspekter, alt afhængig af hvilken disciplin- og institutionshistorie de ønsker at fortælle. Vi vil i det efterfølgende kort gennemgå nogle fremtrædende videnskabshistorikeres arbejde inden for området. Det er hensigten, at denne lille gennemgang skal give læseren et første indblik i, hvordan naturvidenskabelige discipliner og institutioner bliver til og udvikler sig.

Den kendte amerikanske videnskabshistoriker Robert E. Kohler har studeret fremkomsten af biokemi i det 20. århundrede.² Han sammenligner naturvidenskabelige discipliner med stater, som etablerer og forsvarer sine grænser i forhold til hinanden. Når det gælder naturvidenskabelige discipliner, er det dog ikke geografiske og politiske grænser, der er tale om, men kognitive og institutionelle. Kohler beskriver, hvordan en række videnskabsmænd fra vidt forskellige discipliner formulerede naturvidenskabelige forskningsprogrammer inden for dét, som senere kom til at hedde biokemi. Hver især søgte de at skabe institutioner, der kunne virke befordrende for netop deres arbejde. Deres respektive succes afhang ikke alene af, hvor dygtige de var som videnskabsmænd, men også af deres evne til at skaffe støtte til og aftagere for deres naturvidenskabelige arbejde. For at opbygge en disciplin måtte videnskabsmændene kunne agere politisk og diplomatisk i forhold til repræsentanter fra andre videnskabelige discipliner og i forhold til fondsbestyrelser etc. »Videnskabsproduktion er et komplekst socialt system, og vi får ikke en bedre forståelse af det, hvis vi lægger et hierarkisk perspektiv ned over dets elementer,« siger Kohler.³

Kohlers geopolitiske metafor understreger det politiske og diplomatiske arbejde, der skal til for at opbygge og vedligeholde naturvidenskabelige discipliner og institutioner, men hvilken rolle spiller det naturvidenskabelige forskningsarbejde? Den svenske videnskabshistoriker Anders Lundgren understreger netop denne dimension i sit arbejde om institutionalisering af biokemi ved Uppsala Universitet.⁴ Lundgren skelner mellem indre og ydre institutionalisering. Den indre institutionalisering sker ved, at en eller flere videnskabsfolk tager et nyt forskningsområde som f.eks. biokemi op. Dette arbejde behøver ikke at foregå på en institution, der bærer det nye forskningsområdes navn. Et eksempel herpå finder vi i Uppsala, hvor professor Theodor Svedberg, kendt som The Svedberg, i 1910’erne var begyndt at arbejde med biokemiske emner ved Institut for fysisk kemi. Svedbergs forskning interesserede også mange andre videnskabsfolk, og i løbet af 1920’erne og 1930’erne blev Svedbergs laboratorium et internationalt kraftcenter inden for biokemisk forskning, der kunne udnytte den af ham udviklede ultracentrifuge. Den indre institutionalisering var således ikke til at tage fejl af, og i 1938 lykkedes det også at skaffe private midler til et professorat i biokemi til Svedbergs elev Arne Tiselius. Her træder den ydre institutionalisering af biokemien frem. Professoratet var den officielle anerkendelse af, at der var etableret en egentlig biokemisk institution ved Uppsalas Universitet.

Lundgrens historie er et eksempel på, at en ny institution kan opstå ved knopskydning fra en anden, hvorfra den henter hovedparten af sin begrebsverden, sine videnskabelige metoder og sit forskningsapparatur. Sådan behøver det naturligvis ikke at være, ligesom ydre institutionalisering ikke automatisk følger af stærk indre institutionalisering. I reglen er skabelsen af en ny disciplin og den institutionalisering af forskningsarbejdet, der knytter sig dertil, en lang og kompliceret proces, usynlig for udenforstående, men ikke desto mindre særdeles reel. Videnskabshistorikerne Timothy Lenoir og Matthias Dörries understreger i deres arbejder netop mangfoldigheden i forskellige disciplin- og institutionshistorier.⁵ Navngivne discipliner og dertilhørende institutioner er ikke de uniforme størrelser, de giver indtryk af at være. Der er plads til meget forskellige forskningsområder og mange alternative måder at bedrive forskning på inden for en bestemt disciplin eller en bestemt institution. Lenoirs og Dörries’ råd til videnskabshistorikere og læsere af videnskabshistorie er derfor: Discipliner og institutioner er nok vigtige instanser i videnskabshistorien, da de systematiserer og organiserer det naturvidenskabelige forskningsarbejde, men lige så vigtigt er det at undersøge de konkrete sammenhænge for den videnskabelige aktivitet. Sådanne sammenhænge kan f.eks. være videnskabelige instrumenter og de laboratorier eller andre bygninger, hvor forskningen foregår. Men det kan også være de faglige og sociale netværk, som videnskabsfolk opbygger og indgår i, og som ikke nødvendigvis er knyttet til hverken discipliner eller institutioner.