Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 3

Forord

Оглавление

Med denne bog afsluttes firebindsværket Dansk Naturvidenskabs Historie. Den omhandler primært perioden 1920-70, men i det afsluttende kapitel gives dog et kort rids af de mest karakteristiske eller perspektivrige træk ved udviklingen inden for dansk naturvidenskab i perioden efter 1970. Ligesom de øvrige bind i serien henvender bogen sig især til historisk interesserede læsere, og der kræves ingen særlige forkundskaber af naturvidenskabelig art for at læse den. Bogen er altså ikke skrevet specielt for naturvidenskabelige fagfolk, selv om vi naturligvis har ambitioner om, at også de vil læse den med udbytte, og at den vil hjælpe dem til at se deres eget fag i et større perspektiv.

I perioden siden 1920 er naturvidenskaben blevet mere og mere international, forstået på den måde, at forskerne i stedse stigende omfang samarbejder med udenlandske kolleger, ofte i store internationale laboratorier, publicerer i kendte internationale tidsskrifter, deltager i de samme internationale kongresser etc. Hele denne udvikling afspejles i bogens titel Viden uden grænser, der på sin vis indikerer, at dansk videnskabshistorie efter 1920 er en anakronisme. Sådan forholder det sig dog ikke. Nok er naturvidenskabens resultater internationale, men dansk kultur, politik og økonomi – kort sagt hele den danske kontekst – har spillet en afgørende rolle for bl.a. udviklingen af videnskabelige discipliner og institutioner i Danmark. Og netop udviklingen af en række videnskabelige discipliner og institutioner i perioden efter 1920 er et af de vigtigste fokuspunkter i denne bog. Afgørende videnskabelige gennembrud og internationalt fremtrædende danske forskere som Niels Bohr, August Krogh, Bengt Strömgren og Jens Chr. Skou får også tildelt megen plads. Om disse fyrtårne i dansk naturvidenskab har vi konsekvent forsøgt at vise, at den rolle de spillede i det danske samfund, i reglen rakte langt ud over den snævert faglige. Videnskabspolitik, videnskabens rolle i samfundet, videnskabspopularisering og videnskabens indflydelse på dansk litteratur i perioden, er andre temaer, læseren vil finde behandlet i nærværende værk.

Naturvidenskabernes voldsomme vækst og konstant øgede specialisering har gjort det naturligt at inddrage en lang række videnskabshistorikere og fagfolk med nødvendig specialviden som medforfattere. For os redaktører har det været et spændende og udfordrende job at få de mange forfattere til at arbejde sammen om det store fælles projekt. Men alle har været entusiastiske over for opgaven, selv når redaktørerne blev ved med at komme med forslag til små og store rettelser i de fremsendte manuskripter. Vi takker hermed alle forfattere for et fint samarbejde, ligesom vi også vil bringe en tak til de utallige, der uden at optræde som forfattere, har bidraget med gode råd, konkrete oplysninger eller på anden måde støttet projektet. Endelig vil vi endnu en gang takke Carlsbergfondet, uden hvis generøse støtte dette projekt ikke var blevet realiseret.

Århus, marts 2006

Henry Nielsen

Kristian Hvidtfelt Nielsen

Viden uden grAenser

Подняться наверх