Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 6

Noget af det, der falder mest i øjnene, når periodens danske naturvidenskab betragtes i fugleperspektiv, er den store ekspansion. Ekspansionen i antallet af naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitutioner, i antallet af forskere, lærere og studerende ved disse institutioner, i antallet af kvadratmeter de disponerer over, i udgifterne til forskning og uddannelse, i antallet af naturvidenskabelige discipliner og i den samlede videnskabelige produktion, for eksempel målt ved antallet af artikler publiceret af danske forskere i internationalt anerkendte naturvidenskabelige tidsskrifter. Udvælges en vilkårlig af disse parametre og sammenlignes tallene for 1920 og 1970, vil man i hvert enkelt tilfælde kunne konstatere, at der er tale om en mangedobling. Eksempelvis var der i femårsintervallet 1920-24 kun 68 personer, der tog naturvidenskabelig afgangseksamen fra Københavns Universitet, i 1970-74 var det tilsvarende tal 952 (hvortil kommer et antal magistre), altså cirka 15 gange så mange.¹ Et andet eksempel: I 1921 fandtes der 20 heltidsansatte lærere i naturvidenskabelige fag ved Københavns Universitet, mens der i 1973 var 471 heltidsansatte professorer og lektorer/adjunkter i naturvidenskabelige fag ved samme universitet.² Og et tredje: I 1938 var finanslovsbevillingerne til alle højere læreanstalter under 20 millioner kroner, men udgifterne var i 1970 vokset til over 500 millioner (begge tal angivet i 1955-kroner). Mere interessant er det at følge, hvordan disse størrelser udviklede sig år for år. Som det ses af figur 1 steg finanslovsbevillingerne til uddannelse og forskning meget behersket i perioden 1938-55, men stigningen var nærmest eksplosiv i perioden 1955-70. Dette tyder på – og det vil blive underbygget mange gange i de følgende kapitler – at årene omkring 1955-60 udgør en unik periode i Danmarkshistorien. Unik fordi det netop var på dette tidspunkt, at Danmark kom ind i en 15-20 år lang periode med høj økonomisk vækst. Unik fordi det var i disse år, at den socialdemokratiske regering tog initiativ til en drastisk forøgelse af statens udgifter til naturvidenskabelig uddannelse og forskning med den begrundelse, at dette var en nødvendig, ja afgørende forudsætning for Danmarks fremtid som moderne industrination.

Den store ekspansion i antallet af folk, som beskæftiger sig med naturvidenskabelig forskning i en eller anden sammenhæng, og tendensen mod stadigt større forskergrupper medfører som en naturlig ting, at den enkelte forsker bliver mere og mere anonym – noget som også vil sætte sit præg på denne bog. Naturligvis er der undtagelser. For eksempel er det ubestrideligt, at Niels Bohr opnåede en status i 1900-tallet, som er fuldt ud på højde med den, der blev Tycho Brahe, Steno og H.C. Ørsted til del i de foregående århundreder, men han er efter vores mening undtagelsen, der bekræfter reglen. Det er svært for ikke at sige umuligt at forestille sig, at nogen enkelt videnskabsmand eller -kvinde fremover vil kunne opnå en så dominerende stilling inden for dansk videnskab, som Niels Bohr indtog i perioden fra omkring 1920 til sin død i 1962.