Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 16

I denne bog har mange forfattere valgt en disciplinær og/eller institutionel vinkel på videnskabshistorien, men hovedparten af dem sætter også fokus på selve forskningsaktiviteten og den konkrete kontekst, hvori den udspiller sig. I resten af dette kapitel vil vi give en oversigt over nogle af de nye discipliner og institutioner, der har været med til at tegne det danske naturvidenskabelige landskab i det 20. århundrede, samt præsentere nogle få eksempler, der forhåbentlig vil give læseren lyst til at læse videre.

Tabellerne 2.1-4 bagest i kapitlet giver en (ufuldstændig) oversigt over danske institutioner, som var oprettet før 1970, og som har bedrevet naturvidenskabelig eller naturvidenskabsrelateret forskning. Oversigten er langtfra dækkende, men giver ikke desto mindre et billede af, hvad vi her forstår ved naturvidenskabelige institutioner. Vi vil dog fremhæve, at hver af de nævnte institutioner rummer en række yderligere institutioner, som igen kan rumme andre, og så fremdeles, jf. definitionen af begrebet institution i note 1. På samme måde er hver enkelt af de listede institutioner hjemsted for forskellige discipliner.

Tag for eksempel det nuværende Naturvidenskabeligt Fakultet ved Københavns Universitet, oprettet i 1850 som Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet. Fakultetet er i sig selv en vigtig naturvidenskabelig institution, ikke mindst fordi det huser en række andre (underordnede) institutioner som institutter, afdelinger, centre, laboratorier, museer, observatorier og feltstationer, hvor det egentlige videnskabelige arbejde foregår. Det er karakteristisk, at den institutionelle udvikling i begyndelsen af det 20. århundrede er nært knyttet til lærestole, dvs. enten professor- eller docentstillinger. Ved oprettelsen i 1850 rummede fakultetet syv professorater, mens det i 1920 havde 20 lærestole, og i 1970 ikke mindre end 62. Tilsvarende var der i slutningen af 1920’erne 20 naturvidenskabelige institutioner ved fakultetet, heriblandt Universitetets Institut for teoretisk Fysik, Det zoofysiologiske Institut, Det kemiske Laboratorium, Det astronomiske Observatorium og Det zoologiske Museum. Antallet af naturvidenskabelige institutioner ved fakultetet var i 1970 vokset til 76, heriblandt en række mere specialiserede enheder som Institut for fysisk Oceanografi, Afdeling for Atomfysik ved Fysisk Laboratorium II, Ferskvandsbiologisk Laboratorium og Institut for Sporeplanter, blot for at nævne nogle få.

Udviklingen i Danmark spejler her den internationale udvikling, der som ovenfor nævnt er karakteriseret ved en specialisering, måske endda fragmentering, af såvel naturvidenskabelige discipliner som institutioner. Specialiseringen er en vigtig del af den store naturvidenskabelige ekspansion, der som omtalt i kapitel 1 kendetegner det 20. århundredes naturvidenskab, både nationalt og internationalt. Kvantitativt hører naturvidenskaberne især til i anden halvdel af det 20. århundrede, hvilket bl.a. fremgår af, at omtrent 80% af alle naturvidenskabsfolk gennem tiderne lever den dag i dag. Videnskabshistorikeren Derek J. de Solla Price var en af de første til at gøre opmærksom på denne udvikling og de ressourcer såvel som de problemer, den frembyder. Price demonstrerede i sine to banebrydende bøger fra begyndelsen af 1960’erne, hhv. Science since Babylon (1961) og Little Science, Big Science (1963), eksponentiel vækst i antallet af naturvidenskabelige tidsskrifter og artikler siden år 1700 og i antallet af naturvidenskabsfolk og ingeniører i USA i perioden 1900-60, alle med en fordoblingstid på omkring 15 år.⁶ Væksten viser sig også i antallet af naturvidenskabelige discipliner og i antallet af institutioner, hvor naturvidenskabsfolk dyrker disse discipliner, men om der gælder samme eksponentielle vækstrate er os bekendt ikke undersøgt. Væksten er en ressource for naturvidenskabernes udøvere, for den giver dem et historisk argument for fortsat ekspansion, herunder en styrkelse af disciplinerne og institutionerne inden for netop deres forskningsfelt. Men væksten er også et problem, for den kan ikke fortsætte. Hvis den gør, vil hele Jordens befolkning være beskæftiget med naturvidenskab i løbet af dette århundrede, og det er næppe muligt, endsige ønskeligt. Derfor bliver det 21. århundredes naturvidenskab sandsynligvis præget af en helt anden udviklingsdynamik end den, der kendetegnede det 20. århundredes.

2.1 Derek de Solla Prices eksponentialkurve fra begyndelsen af 1960’erne. Kurven viser den historiske udvikling i antallet af videnskabelige tidsskrifter og såkaldte »abstract journals«, der rummer bibliografier over artikler inden for de videnskabelige tidsskrifter, for eksempel Physics Abstracts eller Chemical Abstracts. Bemærk den logaritmiske skala på y-aksen.

Fremkomsten af de mange nye institutioner og discipliner i udlandet såvel som i Danmark er ikke resultatet af en generel, målrettet strategi, hverken fra de naturvidenskabelige institutioners eller fra de bevilgende parters side. Den institutionelle udvikling inden for naturvidenskaberne er måske snarere at ligne med et træs vækst. Først vokser stammen frem (f.eks. et fakultet), dernæst de største grene (f.eks. institutter eller større afdelinger), og siden hen mindre forgreninger (f.eks. underafdelinger og specialiserede laboratorier). Initiativet til bestemte forgreninger på træet kan i mange tilfælde placeres ret præcist hos naturvidenskabsfolk, politikere, erhvervsfolk og andre, som præger udviklingen, træets udseende som sådan afhænger både af træets egne »arveanlæg« og det »miljø«, som det vokser op i. Miljøet er i denne sammenhæng kultur og samfund, bredt forstået, og forholdet mellem naturvidenskab, kultur og samfund kan bedst forstås som gensidig vekselvirkning, jf. det indledende kapitel og kapitlerne 17-24.

I mellemkrigsperioden var de fleste naturvidenskabelige institutioner stadig små og økonomisk ubetydelige for staten og andre, der måtte ønske at investere i naturvidenskab. Som det fremgår af kapitel 17 spiller dansk politik og statsstøtte kun en mindre rolle i denne periode, og de naturvidenskabelige institutioner opstår derfor som følge af meget specifikke initiativer og er ofte knyttet til enkeltpersoner eller en mindre personkreds eller til meget konkrete problemstillinger og arbejdsområder. F.eks. udspringer Universitetets Institut for teoretisk Fysik mere eller mindre direkte af oprettelsen af et professorat i teoretisk fysik til Niels Bohr, der snart skulle vise sig ikke kun at være en fremragende videnskabsmand, men også en ’fundraiser‘ af hidtil uset format, jf. kapitel 3. Tilsvarende udspringer Geodætisk Institut af Danmarks internationale forpligtelser som medlem af den Internationale Union for Geodæsi og Geofysik og – ikke mindst – professor Niels Erik Nørlunds organisatoriske tæft og evne til at skaffe bevillinger fra private fonde til nyt eksperimentelt udstyr og personale, jf. kapitel 14. Efter anden verdenskrig bliver den danske stat en mere aktiv medspiller i naturvidenskabernes ekspansion og bidrager direkte til oprettelsen og videreførelsen af naturvidenskabelige institutioner. Som eksempel kan vi nævne Forsøgsstation Risø, den danske stats første store, teknisk-naturvidenskabelige satsning, der var udset til at føre Danmark ind i den atomalder, som alle eksperter mente lå lige om hjørnet. Historien, der er fortalt i kapitel 13, viser også, hvordan Risø i løbet af de første tyve år af sin eksistens måtte erkende, at opgaven med at få grundforskning og anvendt forskning til at spille harmonisk sammen var langt sværere, end initiativtagerne havde forestillet sig.

Et dansk eksempel på, at den ydre institutionalisering af en anerkendt disciplin kan tage overraskende lang tid, dokumenteres i kapitel 8. I begyndelsen af 1900-tallet skrev danskeren Wilhelm Johannsen en række internationalt berømmede artikler inden for arvelighedslære eller genetik, som vi kalder det i dag, og allerede i 1908 blev han ansat som professor i plantefysiologi ved Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet under Københavns Universitet. Selv om han fortsatte med at bruge det meste af sin forskningstid på genetiske studier indtil sin død i 1927, blev hans institut aldrig et egentligt genetisk institut. Faktisk udviklede sagen sig til 30 års tovtrækkeri mellem Undervisningsministeriet, fakultetet og forskellige enkeltpersoner, inden Mogens Westergaard endelig i 1949 blev udnævnt til ekstraordinær professor i genetik ved Det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet. Og da var der for længst oprettet genetiske institutter både ved Landbohøjskolen og ved universitetets lægevidenskabelige fakultet. Historien viser, at der til trods for en flyvende start kan være en lang og besværlig vej, fra en disciplin er udviklet og er blevet internt institutionaliseret ved en højere læreanstalt, til den officielle ydre anerkendelse er på plads.

Naturvidenskabelige institutioner er organisatorisk hjemsted for discipliner, men også institutioner hører hjemme et sted, nemlig i de konkrete bygninger, som huser institutionerne. Disse bygninger er nødvendigvis også en del af institutionaliseringsprocessen, da opbygning af institutioner ofte kræver nye eller i hvert fald ændrede bygningskonstruktioner. Bygninger og fysiske konstruktioner bliver omtalt i mange af de institutionaliseringshistorier, som fortælles i nogle af de kommende kapitler. Videnskabens bygninger er nemlig ikke neutrale beholdere for videnskab. Ofte afspejler arkitekttegninger og bygningskonstruktioner i lige så høj grad som organisatoriske ændringer den institutionelle proces, hvorigennem en faglig disciplin finder indpas i den videnskabelige verden. Som eksempel kan nævnes Niels Bohrs professorat i teoretisk fysik, som hurtigt blev for stor en succes til at kunne rummes i de dengang forhåndenværende lokaler på Den polytekniske Læreanstalt. Teoretisk fysik var simpelthen noget andet og mere end den fysik, som dyrkedes her, og det kom rent fysisk til udtryk, da Niels Bohr fik opført nye bygninger på Blegdamsvej. Når Bohrs institut derefter fik en central position i dansk fysik, skyldes det ikke alene Niels Bohrs og hans medarbejderes videnskabelige arbejde, men også opførelsen og indretningen af en række nye institutbygninger, der til sidst dannede et helt lille universitetskvarter. Her boede og trivedes »Københavnerånden«, jf. kapitel 3.

Som nævnt er naturvidenskabelige discipliner kendetegnet ved deres kognitive indhold, sociale relationer, instrumentelle udstyr og metoder. Discipliner vokser dog ikke uafhængigt af de naturvidenskabsfolk, som dyrker dem i mere eller mindre veldefinerede og afgrænsede sociale og institutionelle rammer. Det er mennesker og institutioner, der tilsammen viderefører og forandrer naturvidenskabernes discipliner. Et eksempel herpå er at læse i kapitel 10, der fortæller den spændende historie om molekylærbiologiens fremvækst som naturvidenskabelig disciplin og institution i Danmark. Internationalt set blomstrer molekylærbiologien op som følge af en række bemærkelsesværdige eksperimenter og teorier, hvoraf James Watsons og Francis Cricks dna-model fra 1953 uden tvivl er den mest kendte. Molekylærbiologi trækker på en række discipliner, specielt fysik, kemi og biologi, og kun langsomt og gennem møjsommeligt arbejde finder de involverede forskere i tæt samarbejde frem til netop den blanding af eksperimentelle teknikker og teoretiske modeller, der kommer til at definere molekylærbiologi som selvstændig disciplin. Dette disciplineringsarbejde foregår sideløbende med en række sammenfaldende institutionaliseringsprocesser i forskellige lande. I Danmark fandt institutionaliseringen af molekylærbiologi sted i flere omgange, men den første ydre institutionalisering er forbundet med oprettelsen af Molekylærbiologisk Institut ved Aarhus Universitet i 1968.

Andre discipliner og institutioner har helt andre historier. I kapitel 14 fortælles om en række naturvidenskabelige institutioner med fokus på dét, vi i dag kalder anvendt forskning. Her er det ikke så meget nye resultater og nye teknikker, der driver discipliner og institutioner frem, snarere fremkomsten af samfundsmæssige og industrielle problemstillinger, som naturvidenskaberne kan hjælpe til med at løse. Inden for rammerne af sådanne problemløsningsinstitutioner kan naturvidenskabelige discipliner trives og udvikles. Statens Serum Institut blev f.eks. oprettet med det meget specifikke formål at fremstille antidifterisk serum, men blev siden hen centrum for vigtige forskningsarbejder inden for mikrobiologi, der satte Ole Maaløe i gang med at opdyrke molekylærbiologi i Danmark og medførte en nobelpris til Niels Jerne. Tilsvarende blev Geodætisk Institut oprettet til at forbedre den eksisterende kortlægning af landet vha. nye kortlægningsteknikker. Geodætisk Institut beskæftigede sig dog også med andre områder, bl.a. seismologi, hvor ikke mindst Inge Lehmann leverede en internationalt anerkendt forskningsindsats ved som den første at påvise eksistensen af Jordens faste, indre kerne, jf. kapitel 17. Mange andre eksempler kunne trækkes frem, men disse få burde være nok til at demonstrere, at den mest succesfulde og interessante forskning ved en videnskabelig institution ofte finder sted i helt andre retninger, end man skulle tro ud fra kendskab til institutionens tilblivelseshistorie.

2.2 Videnskabelige institutioner som her Aarhus Universitet udvikler sig i tæt samspil med samfundet i øvrigt. Deres historie kan kun forstås på baggrund af en bredere samfunds- og kulturhistorie.