Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 12

Det er veldokumenteret, at tysk naturvidenskab – i hvert fald fysik og kemi – oplevede et voldsomt prestigetab umiddelbart efter første verdenskrig. Tyskland havde lidt et uventet og forsmædeligt nederlag, en følelse af usikkerhed bredte sig i nationen, gamle værdier stod for fald. Intet havde været mere grundfæstet end troen på (tysk) naturvidenskabs og teknologis uovervindelighed. Nu smuldrede også den. Under påvirkning af bl.a. Oswald Spenglers Untergang des Abendlandes udviklede indflydelsesrige dele af Tysklands humanistiske elite en antirationalistisk og antividenskabelig retorik, der skabte resonans i samfundet. Også unge tyske fysikere og kemikere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved deres egen videnskab. Var det selve fundamentet, der var noget galt med? Var det den hidtidige urokkelige tro på videnskabens rationalitet og kausalitet, der i sin yderste konsekvens havde ledt tyske videnskabsfolk til at udvikle giftgas og andet djævelskab, som betød døden for så mange i første verdenskrigs helvede? Videnskabshistorikeren Paul Forman har givet interessante argumenter for, at der måske her ligger en væsentlig del af forklaringen på, at netop unge tyske fysikere spillede en afgørende rolle ved udviklingen af kvantemekanikken og det hermed forbundne usikkerhedsprincip, der brød så radikalt med den klassiske fysiks kausalitetsopfattelse.⁹

Intet tyder på, at danske fysikere og kemikere har oplevet en tilsvarende massiv mistro fra deres humanistiske kolleger eller fra en bredere offentlighed. Tværtimod. Et kig i danske aviser og litterære tidsskrifter fra mellemkrigstiden fortæller, at naturvidenskaben stort set altid fremstilles i et positivt lys. Læserne lærer naturvidenskabsfolkene at kende som intelligente og dybt engagerede mennesker, der alene er optaget af at aflokke naturen dens dybeste hemmeligheder. Såfremt deres resultater kan udnyttes kommercielt, overlader de helst den side af sagen til ingeniører og forretningsfolk, for naturvidenskaben bør være ren og ubesmittet. Det er budskabet i videnskabsmændenes egne populærvidenskabelige bøger og artikler, og det er budskabet i journalisternes naturvidenskabelige reportager i aviser og radio, jf. kapitel 20 og 21. Læserne hører også om danske naturvidenskabsfolk som energiske forkæmpere for fred og forsoning mellem tyske og engelske fysikere i 20’erne, eller som idealistiske beskyttere af tyske videnskabsfolk på flugt for nazisterne i 30’erne. Niels Bohr er det store forbillede. Pressen er altid interesseret i at høre Bohrs mening, og pressen vælger næsten hver gang at fremstille ham, hans videnskab og hans institut i det bedst tænkelige lys.

Efter anden verdenskrig forbliver billedet nogenlunde uændret, selv efter at offentligheden har fået kendskab til fysikernes afgørende bidrag til udviklingen af atombomben under krigen. Videnskaben mistede sin uskyld ved den lejlighed, mente atombombens far Robert Oppenheimer, men det gælder ikke dansk videnskab, altså videnskab bedrevet i Danmark. Niels Bohr havde været i Los Alamos, javel, men havde han ikke arbejdet ihærdigt for at undgå, at det nye frygtelige våben blev brugt i krigen? Havde han ikke kæmpet en ensom, men desværre forgæves, kamp for at forhindre et atomkapløb mellem Øst og Vest? Og sørgede han ikke for at holde sit institut på Blegdamsvej uden for enhver tilknytning til kommerciel og militær forskning?

I midten af 1950’erne ændredes situationen brat. Alarmerende rapporter om hastigt svindende oliereserver fremkaldte dybe panderynker hos politikere og andre, der stod med ansvaret for energiforsyningen i ilandene. Men atomfysikerne havde løsningen på problemet, og løsningen hed atomkraft. En hurtig og konsekvent overgang til atomkraft i stor målestok skulle redde verden fra en global energikrise. Det gjaldt også Danmark, for Danmark var et af de lande, der var allermest afhængig af importeret olie. Mens fysikerne hidtil i pressen var blevet fremhævet som idealistiske forskere, alene optaget af den rene videnskabs trivsel, kunne de nu markedsføres som samfundets praktiske redningsmænd. Fordi de, bistået af kemikere og ingeniører, var villige til at påtage sig en ny rolle som nøglepersoner i en stor ny institution (Risø), der havde til formål at føre »Danmark ind i atomalderen«, se kapitel 13. Tilliden til naturvidenskaben var nærmest ubegrænset i 1950’erne og 60’erne, og efter at Sovjetunionen havde opsendt verdens første satellit Sputnik i oktober 1957, var der heller ikke mangel på økonomisk opbakning fra diverse regeringers side til oprustning af videnskaben, både den rene og den anvendte. Bortset fra enkelte dissidenter var det først i slutningen af 1960’erne, at en kreds af bekymrede mennesker, især biologer, begyndte at sætte spørgsmålstegn ved den stigende forurening af naturen og den igangværende udvikling hen mod et »plutoniumsamfund« med de risici, der var forbundet hermed. I befolkningens øjne var atomkraft så intimt forbundet med fysik og kemi, at disse videnskabers repræsentanter nu fik rettet søgelyset mod sig. Det blev begyndelsen til en nedadgående tendens for de »hårde« naturvidenskabers image, en tendens som mange vil mene kom til at vare århundredet ud.

1.5 Denne Bo Bojesen tegning fra 1955 er kun en af talrige med Niels Bohr som hovedperson og som det store nationale, videnskabelige idol.