Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 13

I 1961 skrev Alvin Weinberg, direktør for det amerikanske forskningscenter Oak Ridge, en artikel i tidsskriftet Science, hvori han med en vis beklagelse gav udtryk for, at store forskerteams, der samarbejdede om årelange eksperimenter ved enormt kostbart videnskabeligt apparatur, så ud til at være et nødvendigt stadium i videnskabens udvikling. Fænomenet døbte han »big science«, en betegnelse der har vundet indpas i de fleste sprog siden da.

Fænomenet nåede første gang Danmark omkring 1950, da en række europæiske lande havde erkendt, at de var sakket håbløst bagud i forhold til USA på især den eksperimentelle kernefysiks og højenergifysiks område. Som resultat af denne erkendelse indledte disse lande bestræbelser på at få oprettet et stort fælles forskningslaboratorium et sted i Europa. Danmark var også med i dette arbejde, der endte med at blive til det nuværende Conseil Européen pour la Recherche Nucléaire (CERN) uden for Genève, ja Danmark spillede faktisk i en årrække en vigtig rolle i tilblivelsesprocessen, se kapitel 16. Når det kunne lade sig gøre, Danmarks størrelse taget i betragtning, skyldes det endnu en gang dansk fysiks grand old man, Niels Bohr, som både nød stor international anseelse og havde stærke meninger om, hvordan det fælles projekt burde udformes. I sidste ende lykkedes det ikke Bohr at komme igennem med sine synspunkter, men projektet blev alligevel gennemført med dansk deltagelse. Den første store accelerator på CERN, den såkaldte protonsynkrotron (PS), blev indviet i 1960 med Niels Bohr som en af hovedtalerne.

1.6 Den ensomme, geniale fysiker opslugt af sit arbejde med at aflokke naturen dens inderste hemmeligheder. Maleriet med titlen »En fysiker« blev i 1913 udført af J.F. Willumsen på bestilling af industrimanden, tidligere direktør for Polyteknisk Læreanstalt G.A. Hagemann, der hyppigt fremhævede fundamental forskning som grundlag for moderne teknologi og dermed for udviklingen af det moderne samfund. Vi ved, at Willumsen diskuterede udformningen af maleriet med Hagemann, da denne afgav sin bestilling, og at Hagemann var meget glad for det færdige billede, der i dag hænger på Hagemanns Kollegium i København. Willumsens valg af motiv, fysikeren i færd med at undersøge stråler fra udladningsrør, gav ham mulighed for at excellere i spektakulære lyseffekter, samtidig med at han kunne imødekomme Hagemanns glæde ved elektrisk lys som symbol på oplysning og udvikling, jf. Nielsen og Wistoft 1996. Det her viste billede er en »generalprøve«, som befinder sig på Willumsen Museet.

I slutningen af 1960’erne var Danmark kommet med i endnu to europæiske big science-projekter, nemlig ESRO (European Space Research Organization), der er en fælleseuropæisk rumforskningsorganisation og ESO (European Southern Observatory), der driver et stort fælleseuropæisk astronomisk observatorium i Chile. Begge projekter blev i hvert fald til en vis grad modelleret efter CERN, måske fordi denne organisation ikke alene så ud til at blive en videnskabelig succes, men også syntes at have fundet en organisationsform, der garanterede Europas toneangivende fysikere optimale muligheder for med korte mellemrum at promovere nye gigantiske projekter til sikring af CERNs fortsatte vækst.

1.7 Kun 14 år adskiller det foregående Willumsenmaleri fra Franciska Clausens »Surrealistisk komposition«, der kom til verden i 1927, mens hun var tilknyttet Fernand Legers kunstskole i Paris. Men der er en verdenskrig og en revolution i kunstopfattelse mellem de to billeder. Den gamle verdensorden var brudt sammen, og heroisk dyrkelse af grandiose ideer eller store personligheder var ikke længere en farbar vej for en ung kunstner. I stedet valgte Franciska Clausen i mange af sine billeder at fokusere på dagligdagens brugsgenstande og velkendte maskindele, samt at lege med deres former og farver på kubistisk vis. I det aktuelle maleri har hun dog ladet sig inspirere af naturvidenskabelige symboler: De fire elementer, Jorden, planetoverflader set gennem kikkert (til venstre), radioantenne/radiobølge (øverst til højre) og en halv urskive, der leder tanken hen på Einsteins relativitetsteori, som gjorde tid til et relativt begreb, og som netop i 1920’erne opnåede kultstatus i kredse langt ud over det naturvidenskabelige samfund.

Selv om vi anser ovenstående punkter for nogle af de vigtigste, kan man med lethed forlænge den række af markante træk i udviklingen af dansk naturvidenskab 1920-70, hvorved denne periode adskiller sig fra de foregående perioder. Man kan for eksempel pege på, at det er i perioden 1920-70, at kvinderne begynder at melde sig til de naturvidenskabelige uddannelser i større tal, især de matematiske og de biologiske. Til trods herfor forbliver det naturvidenskabelige område dog i hele perioden stærkt mandsdomineret, især på de højeste ansættelseskategorier (professorer og lektorer). Man kan også pege på, at der i perioden sker en betydningsfuld afsmitning af naturvidenskabeligt tankegods til andre videnskaber, især filosofi, psykologi og sprogvidenskab. Naturvidenskabens betydning for arkitekturen, specielt funktionalismen, er endnu et træk, der er værd at nævne. De fleste af disse emner vil blive omtalt i resten af bogen, der er bygget således op:

I kapitel 2 gives en oversigt over de store linjer i institutionaliseringen af de mange nye naturvidenskabelige discipliner, der dukker op i løbet af perioden. Læseren får i korte træk præsenteret nogle modeller for, hvordan institutionalisering kan finde sted, efterfulgt af en oversigt over de vigtigste danske naturvidenskabelige institutioner i perioden 1920-70 samt en række eksempler, der antyder mangfoldigheden i det danske forskningslandskabs udvikling.

I kapitlerne 3-14 gennemgås konkrete eksempler på udviklingen af diverse naturvidenskabelige discipliner og institutioner i Danmark i perioden; flertallet af institutionerne er statslige, men der gives dog også enkelte eksempler på private. Ud over selve institutionaliseringsprocessen vil læseren stifte bekendtskab med en række fremtrædende videnskabsfolk og få indsigt i nogle af de videnskabelige projekter, der har været i fokus på de respektive institutioner.

Kapitlerne 15-16 behandler videnskabelige aktiviteter, som ikke er foregået i institutregi. Det drejer sig dels om danske videnskabelige ekspeditioner (kap. 15) og dels om dansk deltagelse i big science-projekter efter anden verdenskrig (kap. 16).

De følgende syv kapitler belyser forskellige aspekter af forholdet mellem dansk naturvidenskab og offentligheden i perioden 1920-70. Således er kapitel 17 et studie i de første famlende forsøg på at etablere en videnskabspolitik, kapitel 18 behandler kvindernes rolle i dansk naturvidenskab i peroden, kapitel 19 ser på naturvidenskabens skiftende rolle og status i gymnasiet, kapitlerne 20-22 beskriver, hvordan naturvidenskaben bliver populariseret til forskellige målgrupper af videnskabsfolk og professionelle formidlere, og kapitel 23 behandler eksempler på, at videnskaben har fungeret som inspirationskilde i dansk litteratur. Endelig koncentreres det sidste kapitel (kapitel 24) om at tegne de store linjer i naturvidenskabens udvikling i Danmark i perioden fra 1970 til 2005.