Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 7

At naturvidenskab er en international aktivitet er ikke nogen ny erkendelse. I flere hundrede år har videnskabens udøvere studeret, efterprøvet og bygget videre på fagfællers resultater, uanset hvor i verden de er blevet frembragt. Prestigetunge videnskabelige akademier som Royal Society i London og Académie de sciences i Paris optog både indenlandske og udenlandske forskere som medlemmer. For unge lovende danske videnskabsmænd, som H.C. Ørsted i begyndelsen af 1800-tallet og Niels Bjerrum i slutningen af 1800-tallet, var længerevarende studieophold hos tidens største kapaciteter på deres respektive fagområder nærmest en selvfølge. I de sidste par årtier før 1900 begyndte traditionen med afholdelse af regelmæssigt tilbagevendende internationale videnskabelige kongresser, først i matematik, senere i astronomi, fysik, kemi, biologi. Og som kronen på værket uddeltes nobelprisen første gang i 1901, forpligtet af kravet i Alfred Nobels testamente om, at »der ved prisuddelingen intet hensyn må tages til noget nationalt tilhørsforhold, således at den værdigste får prisen, hvad enten han er skandinav eller ej.«³ For naturvidenskabens udøvere, såvel som for mange politikere og intellektuelle, stod naturvidenskaberne med deres tradition for åbenhed og fri meningsudveksling på tværs af landegrænser som forbilleder i bestræbelserne på at skabe fred og harmoni mellem nationerne.

Alt dette blev kuldkastet med første verdenskrigs udbrud. Fra den ene dag til den næste droppede de fleste videnskabsfolk de høje idealer til fordel for en næsten kritikløs opbakning bag deres respektive regeringers chauvinistiske politik. Berømt og berygtet er således det »Opråb til den videnskabelige verden«, hvormed 93 kendte tyske videnskabsmænd i august 1914 sværtede alle påstande om tyske soldaters grusomme fremfærd i Belgien som ondsindet bagvaskelse.⁴ Engelske og franske videnskabsmænd svarede igen med samme mønt. Hadet mellem de tidligere åndsfæller voksede under krigen i takt med de frygtelige tab i skyttegravene. Da krigen endelig sluttede i november 1918, havde det vokset sig så stort, at engelske og franske videnskabelige selskaber energisk forsøgte at udelukke tyske og østrigske videnskabsfolk fra at deltage i fremtidige internationale kongresser.

1.1 Antallet af nobelpristagere i fysik, kemi og fysiologi/medicin fra hhv. Europa, USSR/ Rusland, USA og Resten af verden i fire perioder: 1901-25, 1926-50, 1951-75 og 1976-99.

Holdningen var en anden i videnskabelige kredse i de neutrale, skandinaviske lande. Her havde man ikke haft krigen så tæt inde på livet, og de fleste skandinaviske videnskabsfolk havde gode erindringer om frugtbare studieophold hos udenlandske kolleger, ikke mindst i Tyskland. Isolerede som de var i små hjemlige videnskabelige miljøer, følte de et stærkt behov for at kunne deltage i internationale kongresser, arrangeret af tyske eller engelske kolleger, uden risiko for at blive boykottet af den modsatte part. Et karakteristisk fællestræk for mange fremtrædende danske videnskabsfolk i 1920’erne er derfor, at de aktivt arbejdede for at bygge bro over den afgrundsdybe kløft, der var opstået mellem deres kolleger i de tidligere krigsførende lande. Niels Bohr er et kendt eksempel. Op gennem 1920’erne fungerede hans nye Institut for teoretisk Fysik som et mødested for atomfysikere fra alverdens lande, som et fristed, hvor naturvidenskabens høje internationale idealer blev holdt i hævd. Mange andre danske forskere fulgte i Bohrs fodspor.⁵

Senere i århundredet fik begrebet internationalisering en ny klang. Som følge af Tysklands nederlag i begge verdenskrige samt USA’s voldsomme satsning på videnskabelig og teknologisk udvikling gennem hele det 20. århundrede, stod USA ved afslutningen af anden verdenskrig som det ubestridt førende land på naturvidenskabernes og de medicinske videnskabers område. Videnskabens internationalisering blev i en vis forstand synonymt med videnskabens amerikanisering. Mens unge amerikanske videnskabsfolk i 1920’erne og 1930’erne kom til Europa for at studere hos verdenskendte forskere på de bedste europæiske institutter, var forholdene efter 1945 vendt helt om. Nu var det de unge europæiske videnskabsfolk, trætte af at arbejde under usle kår i hjemlandets små og overfyldte laboratorier, som søgte til rige og veludstyrede amerikanske universiteter, hvor der oven i købet var mulighed for at blive hængende, hvis man havde succes. Ordet »brain-drain« vandt indpas i det danske sprog, og det dækkede over et reelt problem. De danske naturvidenskabelige miljøer led betydelige tab på den konto, inden dansk videnskab for alvor begyndte at ekspandere i slutningen af 1950’erne. Men til trods for at en lignende ekspansion fandt sted i mange andre lande, har USA beholdt førertrøjen på i sidste halvdel af det 20. århundrede, jf. den kendsgerning at amerikanske forskere siden 1960 har modtaget cirka halvdelen af alle nobelpriser inden for fysik, kemi og fysiologi/medicin.