Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 34

Trods det meget begrænsede antal kemikere, som kunne forventes at bidrage til fremme af den kemiske videnskab, udgjorde de ikke desto mindre en meget synlig gruppe inden for såvel dansk som international videnskab. Dette skyldes især kvaliteten af den forskning, som blev udført af Niels Janniksen Bjerrum, Johannes Nicolaus Brønsted samt Søren Peter Lauritz Sørensen. Disse tre havde alle et forskningsry af international karat og udgjorde kernen i den kemiske guldalder, som perioden mellem cirka 1900 og 1940 med rette kan benævnes. I dette kapitel vil dansk kemis status i udlandet i mellemkrigsårene blive belyst – dels gennem nomineringerne til nobelprisen af ovennævnte tre kemikere, dels gennem den vurdering som det amerikanske fond International Education Board foretog, inden det støttede J.N. Brønsteds forskning med store økonomiske midler i slutningen af 1920’erne.

Hvor dansk kemi tidligere i høj grad havde skuet indad og havde været sig selv nok, så åbnede det kemiske samfund sig op mod udlandet, både hvad angik sociale, økonomiske og faglige kontakter – en udvikling helt i tidens ånd. Danske kemikere bidrog således som brobyggere mellem forskellige nationale grupperinger, der var opstået som følge af første verdenskrig.

4.1 Herremagasinet, Vore Herrer, havde i 1923 en artikel om studenterlivet i universitetets kemiske laboratorium. Kemi blev beskrevet som »[i] kort Begreb de ubegrænsede Muligheders Videnskab paa de forskelligste Omraader«, men det blev også fremhævet, at kemi var et svært fag, som mange medicinstuderende havde vanskeligheder med at bestå. Dette burde der, ifølge forfatteren, ikke ændres ved, idet »det hænger jo organisk sammen med, at baade vore Ingeniører og Læger – blandt andre – er saa højt anskrevne, hvor de kommer frem derude i Verden«.

Som beskrevet i bind 3 markerede 1908 et generationsskifte i kemi ved Københavns Universitet. De nye professorer var Einar Biilmann i organisk kemi, Julius Petersen, der opdyrkede elektrokemien, og Brønsted, der var fysisk kemiker.² I 1920’erne blev Brønsteds forskning fokuseret på studiet af kemiske reaktioners forløb og drog fordel af hans store evner til at udføre kemiske eksperimenter. Et eksempel herpå er den delvise adskillelse af et ikke-radioaktivt grundstof i dets isotoper, som han gennemførte sammen med den ungarske kemiker Georg von Hevesy.³ Mest kendt i dag er han utvivlsomt for indførelsen af et nyt syre- og basebegreb i 1923.⁴ Det skete stort set samtidig med den engelske kemiker Thomas Martin Lowry, deraf navnet Brønsted-Lowry syrer og baser. I 1920’erne betød Brønsteds voksende internationale anerkendelse, at et stigende antal udenlandske kemikere anmodede om ophold ved hans laboratorium.

Man kunne måske forvente, at den succes, som dansk kemi oplevede i mellemkrigsårene samt fremkomsten af gode, tidssvarende lærebøger på dansk, ville få en markant effekt på tilgangen til kemistudiet ved universitetet. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Mellem 1917 og 1940 producerede universitetet kun godt 30 kandidater i kemi. Uddannelsen af kemikere fra universitetet var ikke den undervisningsmæssige hovedbeskæftigelse for universitetsprofessorerne; det var derimod undervisning af læge- og ingeniørstuderende. Mens det i perioden før anden verdenskrig kun i begrænset omfang var tiltrækkende at studere naturvidenskab ved universitetet, så det anderledes ud på DTH. Her steg antallet af studerende støt og lå i 1920’erne på cirka 20 fabrikingeniørkandidater (senere kaldet kemiingeniører) om året. I perioden 1920-30 gennemgik over 200 studerende hvert semester laboratorieøvelser i universitetets kemiske laboratorium – af disse var hovedparten ingeniørstuderende.⁵ Det meget begrænsede antal universitetsstuderende og deres meget frie studieordning gjorde, at de i det daglige ofte fulgte samme undervisning og læseplan som de kemiingeniørstuderende, med hvem de også havde en del sammenfaldende eksaminer. At dette kunne lade sig gøre, skyldtes i væsentlig grad det høje teoretiske (grundvidenskabelige) niveau på ingeniøruddannelsen, hvilket efter anden verdenskrig også var medvirkende til en særdeles stor søgning til kemiingeniørstudiet. Kemiuddannelsen ved universitetet var fortsat ikke tiltrækkende. Kandidaterne fra DTH havde nemlig to fremtidsmuligheder, ansættelse i industrien eller inden for undervisning og forskning, medens kandidaterne fra universitetet kun havde sidstnævnte.