Читать книгу Viden uden grAenser - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 28

Efter opdagelsen af fissionen blev mange fysikere bekymrede for, at det ville være muligt at konstruere en atombombe. Frygten blev ikke mindre af, at opdagelsen blev gjort af Otto Hahn og hans assistent Fritz Strassmann i Hitlers Tyskland. Hahn og Strassmann havde været Lise Meitners samarbejdspartnere, inden hun måtte flygte tidligt i 1938. I mindst to foredrag kort før den tyske besættelse af Danmark i april 1940 udtrykte Bohr sin overbevisning om, at selv om atombomben var en teoretisk mulighed, ville det være umuligt at udvikle den inden for en overskuelig fremtid.¹⁸ Det sidste af foredragene blev holdt i Norge få dage inden den tyske besættelse, og da Bohr var tilbage på dansk jord, var invasionen allerede en kendsgerning. Trods Heisenbergs antydninger om et tysk atombombeprojekt under det meget omtalte besøg i København i september 1941, bibeholdt Bohr sit synspunkt om atombombens praktiske umulighed indtil sin flugt fra Danmark i efteråret 1943.

Under besættelsen blev instituttet isoleret fra den store omverden, men ellers foregik arbejdet uden væsentlige afbræk. For eksempel fortsatte opstillingen af nyt og omfattende eksperimentelt udstyr til kernefysik uforstyrret. Kort før besættelsen havde Bohr accepteret at blive præsident for Det kongelige danske Videnskabernes Selskab, en accept der bekræftede hans stilling som dansk videnskabeligt og kulturelt ikon og bidrog til hans beslutning om at forblive i Danmark trods flere invitationer fra udlandet.¹⁹ I 1941 bidrog Bohr med indledningen til flerbindsværket Danmarks Kultur ved Aar 1940, der kan ses som et forsøg på at hævde dansk kulturs egenart under den tyske tilstedeværelse. Bohr var kendt som en perfektionist, der producerede udkast efter udkast til alle publikationer, men ifølge hans assistent og hjælper Stefan Rozental slog arbejdet med denne artikel alle rekorder i så henseende. I omhyggeligt formulerede afsnit af ens størrelse præsenterede Bohr de vigtigste danske kulturbegivenheder og -personligheder gennem tiderne og gav sit bud på, hvad der specielt karakteriserer den danske kultur: nemlig evnen til at optage træk fra andre kulturer uden at miste sin egen identitet. Bidraget var Bohrs form for protest mod den tyske besættelse.²⁰

Tidligt i 1943 modtog Bohr en hemmelig invitation til at komme til England fra sin nære ven og kollega James Chadwick, opdageren af neutronen. Bohr forstod straks, at det drejede sig om et projekt med henblik på at udvikle en atombombe, og i afslaget bekræfter han sin overbevisning om, at projektet ikke ville kunne fuldføres inden krigens udgang, samt forpligtelsen over for venner og kollegaer til at forblive i Danmark under de rådende omstændigheder. Senere på året ændrede den politiske situation sig imidlertid dramatisk, og Bohr, hvis mor var af jødisk slægt, så sig nødsaget til at flygte fra Danmark over Øresund til Sverige sammen med sin familie og tusindvis af andre jøder. Invitationen til England blev gentaget, og nu havde Bohr ingen grund til at afslå. Efter i England at være informeret om atombombeprojektets udvikling indså han straks, at det ville kunne gennemføres inden længe, og han erklærede sig villig til at deltage deri. Samtidig var han en af de første til at bekymre sig over verdenssituationen efter krigen, hvor han i lys af de forskellige politiske systemer frygtede et atomvåbenkapløb mellem de krigsallierede Sovjetunionen på den ene side og Storbritannien og USA på den anden.²¹ For at opretholde den gensidige tillid mellem parterne, og derved forhindre et våbenkapløb efter krigen, søgte han at få USA og Storbritannien til at informere Sovjetunionen om atombombeprojektet, inden bomben blev brugt. Selv om bestræbelserne førte til samtaler med den britiske premierminister såvel som den amerikanske præsident, opnåede Bohr ikke det ønskede resultat. Han fortsatte sine bestræbelser for en »åben verden« frem til sin død i 1962.²²

Den 6. december 1943, kun to måneder efter Bohrs flugt, blev instituttet overtaget af den tyske besættelsesmagt og enkelte medarbejdere fængslet. Faktisk hang instituttets eksistens i en tynd tråd, da modstandsbevægelsen havde fremskredne planer om at sprænge det i luften. Bohr fik imidlertid meddelt i tide, at der ikke foregik krigsvigtig forskning på instituttet, og ved Heisenbergs mellemkomst kom instituttet efter to måneder tilbage på danske hænder.