Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 10

I snæver forstand er de unge, der er i fokus i afhandlingen, unge kontanthjælpsmodtagere uden uddannelse som har været ledige i minimum 13 uger, og som derfor er i aktivering⁷. Det drejer sig om unge der ikke har taget en ungdomsuddannelse enten fordi de aldrig har påbegyndt en, eller fordi de er startet på en uden at gennemføre.

Unge kontakthjælpsmodtagere er en delmængde af den gruppe der i sociologiske termer benævnes restgruppen uden uddannelse⁸, og som gennem de sidste 10 år er blevet støt mindre. Særligt har den sidste halvdel af 1990’erne været præget af denne nedgang, og indsatsen er mange gange blevet fremhævet som en arbejdsmarkedspolitisk succeshistorie (eks. Madsen et al., 2003).

Restgruppen er faldet fra i 1983 at udgøre 27% af en ungdomsårgang til i år 1999 at udgøre 17% af en ungdomsårgang (Nielsen et al., 1999). Danmarks Statistik understøtter dette i et nyhedsbrev under overskriften “Restgruppen uden uddannelse svinder”⁹:

“En fjerdedel af dem, som blev færdige med grundskolen i 1990, befinder sig i den såkaldte restgruppe, som ikke har fuldført en erhvervskompetencegivende uddannelse ti år efter, de forlod grundskolen. Blandt de elever, som blev færdige med grundskolen i 1981 var en tredjedel i restgruppen 10 år efter.” (Nyt fra Danmarks Statistik 2002)

I forhold til de unge ledige på dagpenge skete der et markant fald i denne gruppe omkring 1996 efter den meget målrettede ‘Ungeindsats’ over for unge på dagpenge. Den bidrog direkte til at antallet af ungdomsarbejdsløse på rekordtid faldt fra godt 30.000 unge med en lang arbejdsløshedsperiode bag sig i 1995 til ca. 10.000 i 1997. Alene det at indsatsen blev lanceret, gjorde at mange unge selv søgte ud af arbejdsløshedssystemet. Indsatsens længerevarende effekt (undersøgt 2 år efter af SFI i 1998) er siden også vurderet til at være meget positiv set ud fra en statistisk optik (Nord-Larsen, 1998).

Langt størstedelen af de unge som dengang forlod arbejdsløshedssystemet, var i 1998 fortsat i uddannelse (ca. 40%). 22% i ordinær uddannelse og 18% i uddannelses- og jobkvalificerende forløb som var en del af ungeindsatsens tiltag. Ca. 35% fortsatte i almindelig beskæftigelse, 6% var på orlov og yderligere 6% i jobtræning eller anden aktivering. 12-13% var fortsat ledige (Nord-Larsen, 1998, p.8).

Ifølge undersøgelsen kan der ikke tegnes en specifik køns-, alders- eller etnisk profil af den gruppe af unge som efter Ungeindsatsen fortsat var ledige (Nord-Larsen, 1998, p.30). Kun det forhold var gennemgående, at de unge der forblev arbejdsløse, alle havde en meget lav skoleuddannelse og lang arbejdsløshed bag sig.

Alt imens antallet af langtidsledige unge dagpengemodtagere fra 1995 og fremefter er blevet reduceret med 75% er antallet af kontanthjælpsmodtagere derimod kun faldet med 10%. Tager man yderligere højde for den demografiske udvikling fra midten af 1990’erne til slutningen af 1990’erne – der er færre unge i dag end i midten af 1990’erne – viser det sig at andelen af unge der har modtaget kontanthjælp i mindst et halvt år, stort set slet ikke er faldet. Det er stadig ca. 3%. af alle unge der mere varigt modtager kontanthjælp, mens andelen af alle unge der mere varigt modtager dagpenge fra en a-kasse, er faldet fra 4 til 1% (www.cefu.dk/publikationer/uiu).

Samlet vil det sige, at der er langt flere langtidsledige unge på kontanthjælp end på dagpenge, og at det derfor er blandt kontanthjælpsmodtagerne man skal finde den umiddelbart største gruppe af udsatte unge. Disse udgør – til trods for den arbejdsmarkedspolitiske succeshistorie – en uændret andel af en ungdomsgeneration.

Jørgen Goul Andersen et al., anfører, at den registrerede arbejdsløshed blandt unge i dag er på godt 3%,. men at der eksisterer en skjult ledighed på grund af de mange aktiverings- og uddannelsessammenhænge som dækker over en reelt større gruppe af unge arbejdsløse (Andersen, 2003b, p. 58). Hertil kommer, at der også fra politisk hold kan være en interesse i at sløre gruppens reelle størrelse gennem brug af forskellige definitioner, da uddannelsespolitikken såvel nationalt som internationalt vurderes på dens formåen i forhold til at mindske restgruppens størrelse (Hansen, 2003, p. 153).