Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 12

Således udgøres de udsatte unge eller restgruppen af en broget skare af unge som det er vanskeligt at betragte som en gruppe med nogle fælles træk. Den eneste fællesnævner der med sikkerhed kan siges at være, er at de netop ingen ungdomsuddannelse har (Nielsen et al., 1999, p. 16).

I det største nyere forskningsprojekt omhandlende unge i restgruppen forsøger man at foretage en egentlig afgrænsning af gruppen. Og her fremhæves særligt tre parametre som spillende en afgørende rolle:

1) De unges sociale baggrund, hvor dels den traditionelle socialstatistiske forståelse af social arv spiller en rolle, men hvor også stabiliteten i de familiemæssige relationer har betydning

2) De unges aflagte prøver i folkeskolen hvor tendensen er at jo flere prøver den unge har gennemført, jo større er chancen for efterfølgende at komme i gang med en ungdomsuddannelse

3) Endelig de unges boglige færdigheder forstået som at læse, regne, skrive osv. viser sig at have afgørende betydning (Andreasen et al., 1997).

Over for disse karakteristikker kan man indvende, at det er for snævert og netop individualiserende at fokusere på de unges individuelle situation, formåen og baggrund. ‘Udsatheden’ produceres også i mødet og samspillet mellem de unge og de institutionelle rammer. Det vil sige at ‘udsatheden’ udover at knytte sig til de unge også må betragtes ud fra et bredere samfundsmæssigt perspektiv som er bestemt af konjunkturer, de førte politikker og i det hele taget arbejdets og uddannelsernes tilgængelighed for de unge.

Erik Jørgen Hansen fremhæver i den forbindelse, at de unges udsathed i forhold til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet ikke er noget absolut fænomen. Han formulerer det således:

“Når de pågældendes færdigheder og egenskaber ikke er umiddelbart anvendelige på arbejdsmarkedet, skyldes det ikke nødvendigvis, at de er dårlige. Derimod, at arbejdsmarkedet fortsat udvikler sig i en retning, som tilsyneladende gør netop restgruppens færdigheder og egenskaber mindre anvendelige.” (Hansen, 2003, p. 150-1)

Samme pointe fremgår af en undersøgelse foretaget af Arbejdsmarkedsstyrelsen, hvori det konkluderes at antallet af ledige i høj grad afhænger dels af kommunernes rammebetingelser, men også af den indsats, de lægger for dagen (Arbejdsmarkedsstyrelsen 2004).

Det vil sige, at udsatheden ud over at fortælle noget om de unge, i høj grad også fortæller noget om den sammenhæng, de unge er udsatte i forhold til og om det perspektiv, hvorfra de unges situation anskues. I den konkrete uddannelsessammenhæng, vil den udsatte unge ofte blive beskrevet som havende adfærdsproblemer som eksempelvis tilpasningsvanskeligheder, læse- og skrivevanskeligheder, funktionel analfabetisme, problemer med at indgå i sociale og faglige sammenhænge, motivationsproblemer, problemer i forhold til både uddannelses- og arbejdskulturen, vanskeligheder ved at afkode normer og krav, høj fraværsprocent, besvær med at komme op om morgenen osv.

Det er karakteristisk, at de adfærdsproblemer der springer i øjnene, og de løsninger der søges efter, alle formuleres med udgangspunkt i uddannelsessamfundets perspektiv – det vil, som her, for langt størstedelen af de unge sige den uddannelsessammenhæng de befinder sig i. Lene Larsen argumenterer for, hvorledes det stigende politiske fokus på uddannelse spiller ind på vores forståelse og afgrænsning af problemer omkring de udsatte unge (Larsen 2001, p. 89-90). De unge anskues med uddannelsesinstitutionens briller og gennem den optik anses de for udsatte.

Et eksempel på dette kunne være en socialt og personligt kompetent ung som uden problemer er i stand til at passe og fastholde et arbejde, men som fejler i mødet med uddannelsessystemets fortsat stigende krav om at mestre de boglige skolekundskaber, eller som Anders Mathiesen benævner det: “den verbaliserede, skolastiske paratviden” (Mathiesen, 2000, p. 105).

En sådan ung bliver stadig mere udsat i takt med at den generelle historiske (individualiserings)proces har gjort uddannelse til de unges væsentligste integrationsarena frem for arbejdet. Et skift der ifølge Lene Larsen netop er med til at ændre på opfattelsen og karakteren af de unges udsathed (Larsen, 2001, p. 89).

Pointen er, som også ungdomsforsker Sven Mørch pointerer, at fokuseringen på de unges integration i uddannelsessystemet muliggør en overeksponering af særlige faktorer omkring deres integration i uddannelsessystemet og følgelig en blindhed over for såvel andre problematiske sider af de unges situation som deres ressourcer i forhold til andre livsområder (Mørch, 2000, del 3, p. 7). De problematiske sider kan også være relateret til eksempelvis sundhed/misbrug, boligmangel osv. som tendentielt er usynliggjort i uddannelsesoptikken.