Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 20
Forskellige funktioner
ОглавлениеI relation til selve afhandlingen har begrebet om individualisering, som tidligere nævnt flere funktioner:
I udgangspunktet er det en del af selve problemstillingen idet både den institutionelle og den bevidsthedsmæssige individualisering udgør en del af mit genstandsfelt. Det vil sige at min problemstilling tager afsæt i at der både er strukturer og mennesker som i et vist omfang er ramt af individualiseringstendensen. Denne brug af begrebet trækker på begreberne om institutionel og bevidsthedsmæssig individualisering.
Begrebet om individualisering fungerer også i afhandlingen som analytisk søgebegreb i selve mødet med empirien. Med Hanne Haavinds ord vil det sige, at jeg bruger begrebet som “hjelpemiddel for å søke etter meningsinnhold i et erfaringsmateriale” (Haavind, 2000, p.7). Det er således ikke i udgangspunktet en afhandling der handler om individualiseringstesen – eller den teoretiske dimension af begrebet – men derimod om de unge og deres omgivelser. Begrebet er i den forstand netop et redskab eller med Haavinds ord et hjælpemiddel til at blive klogere på selve genstandsfeltet. At der altid vil være et dialektisk samspil mellem teori og empiri, er i denne sammenhæng en anden sag.
Endeligt gør jeg i afhandlingen brug af det teoretiske begreb om individualisering, igen med det formål at uddybe forståelsen af genstandsfeltet. Individualiseringsbegrebet og dets forskellige variationer vil som nævnt blive yderligere diskuteret i de følgende to kapitler.