Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 15

På det man kunne kalde det institutionelle niveau, kan tendensen til individualisering iagttages både generelt, men i høj grad også inden for områderne arbejde, uddannelse og aktivering. Her sætter den institutionelle individualisering sig tendentielt igennem på det politiske (retoriske) niveau i eksempelvis regeringsgrundlag, lovgivninger, bekendtgørelser, udvalgsrapporter, debatter osv. Sekundært også som fænomen i den overordnede visionstænkning og i organiseringen af den daglige praksis om end på mere tvetydig vis. Det vil konkret sige i formålsbestemmelser tænkning omkring mål- og rammestyring, uddannelses-/arbejdstilrettelæggelse o.a.

Det gennemgående er at disse tiltag og institutioner retter deres opmærksomhed mod det enkelte individ frem for mod grupper eller andre organiseringer af individer. Det er det enkelte individ der er omdrejningspunkt for ’mødet’ med, hvad man med et samlebegreb kan betegne, staten. I dette møde er det netop den enkeltes rettigheder, pligter, ansvar osv. der er i fokus (det er vigtigt her at være opmærksom på at der er tale om tendenser, og at praksis altid vil være langt mere ambivalent og flertydig).

Overskriften og uddestilleringen af dette niveau er afledt af Ulrich Becks teorier om samme (mere herom i kapitel 4). Han siger i et interview:

“For så vidt har vi at gøre med en institutionaliseret individualiseringsproces, og den første empiri for individualisering ville for mig være eftervisning af, hvorvidt love, som stadig stærkere (eller det modsatte) forprogrammerer denne individualisering, i forskellige lande sætter sig igennem på institutions-niveau. (…) Dette institutionelle niveau skal adskilles fra niveauet, der er afledt deraf, nemlig niveauet for adfærd, orientering i livsverdenens arrangementer i partnerskab, familie, ægteskab, forældreskab osv. Centralt er, at institutionaliseret individualisme skaber ikke lineær og kausalt individualistiske livsformer” (Sørensen, 2002, p. 129).

Denne individualiseringsform svarer til den eksempelvis Birgitte Simonsen benævner den objektive individualisering (eks. Simonsen, 2000), eller til det der i en publikation fra Undervisningsministeriet benævnes uddannelsernes individualiseres (Nielsen et al., 1999, p. 55).

Her i afhandlingen indfanger begrebet den institutionelle individualisering en meget væsentlig dimension. En dimension som udgør en del af selve afhandlingens problemstilling, og som i kapitel 1 blev beskrevet i forbindelse med de mange politiske og institutionelle tiltag over for udsatte unge hvilket vil blive yderligere afdækket i kapitel 3.

Den institutionelle individualisering udgør en væsentlig del af det politiske, administrative og institutionelle baggrundstæppe – det sociologiske ‘lag’ – som de unge indgår i samspil med og danner sig i forhold til.