Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 8
2.2 Kvalitative metoder
ОглавлениеI undersøgelsen af dette genstandsfelt har jeg fundet det oplagt at benytte en kombination af forskellige kvalitative metoder. Overordnet kan kvalitative metoder karakteriseres ved:
• At være velegnede til at indfange subjektive perspektiver og kompleksiteter,
• at have som afsæt at undersøgelsesgenstanden ikke anses for egentlig objektiv og målbar og
• at det, der kommer til udtryk, ikke er repræsentativt i statistisk forstand, men derimod udtrykker noget alment
Inden for viften af forskellige kvalitative metoder er min tilgang i første omgang inspireret af den dybdehermeneutiske metodologi. Denne metode skriver sig ind i en kritisk modernitetstænkning der kort fortalt lægger op til at udvikle handlebegreber og grundlag for handlen, som gennem anvisninger i sidste instans kan komme de unge til gode (Guba & Lincoln, 1994, p. 113). Metoden er på eksemplarisk vis fremstillet og anvendt i Kirsten Webers afhandling Ambivalens og erfaring (1995) som jeg også har anvendt i mit speciale ‘Steinbecksyndromet’ i aktiveringspolitikken (Katznelson, 1998). Jeg vil derfor henvise hertil for yderligere uddybning af metoden. Jeg vil dog kort fremhæve Weber karakteristik af den dybdehermeneutiske metode:
“Der er tale om elementer af en “dybdehermeneutisk metodologi”, der syntetiserer erfaringer fra hermeneutiske, fænomenologiske og etnografiske traditioner, men som i sit teoretiske fundament grundlæggende refererer tilbage til Freud.” 6 (Weber, 1995, p. 151).
Sigtet med anvendelsen af denne metodologi er med Webers ord: “[A]mbitionen om at begribe mere end det manifeste indhold og mere end det latente indhold – nemlig at finde de betydninger, der er udeladt af sproget […]. I denne eftersøgning etableres sideløbende en forståelse af de mekanismer af psykologisk og social karakter, som får den sproglige meddelelse i stand, samtidig med at de holder styr på alt det, der ikke siges. Birgit Volmerg kalder det tekstens “underverden” – til forskel fra individets ubevidste” (Weber, 1995, p. 135).
Jeg opererer her i afhandlingen ikke med analyser af enkeltinterviews og enkeltpersoner (om end jeg i de tidlige analysefaser har foretaget en lang række individualanalyser). ‘Underverdenen’ er således i konteksten her ikke knyttet til individet, men til “en art‘kollektiv ’underverden’” (Katznelson 1998, p. 35).
Jeg har fundet den dybdehermeneutiske tolkningsmetodik vigtig, da det har været min ambition fra starten at forstå de socialpsykologiske mekanismer bag de unges oplevelser og håndteringer af deres situation og den institutionelle individualisering. Hertil kommer, at jeg finder de erkendelsesinteresser, der driver den kritiske modernitetstænkning, i overensstemmelse med de ambitioner jeg er drevet af i dette arbejde.
Tolkningsniveauet i den dybdehermeneutiske teksttolkning bryder med de traditionelle kvalitative tolkningsniveauer som er udviklet af Steinar Kvale: Selvforståelse, common sense og teoretisk (Kvale, 1992, p. 60). Det går så at sige på tværs af niveauerne. Mine analyser udspringer netop af mødet mellem de unges selvforståelse/deres oplevelser og det teoretiske fokus på individualiseringen. Formålet er ikke at undergrave de unges selvforståelse, men at få skabt et frugtbart samspil mellem teori og praksis i analysearbejdet; Et samspil – eller en kontrastering om man vil – som kan føre til en overskridelse af såvel selvforståelserne hos de unge som det teoretiske afsæt (Katznelson, 1998).
Jeg har fra paletten af kvalitative metoder også ladet mig inspirere af elementer fra en mere konstruktivistisk tilgang. Her er erkendelsesinteressen snarere at destabilisere og dekonstruere de fremherskende forståelser og naturligheder (Guba og Lincoln, 1994, p. 113). Formålet med at inddrage denne tilgang har, som jeg indledningsvis var inde på i dette kapitel, været ønsket om at afdække samspillet mellem de unge og projekterne; Mellem de forskellige repræsentationer og positioner som parterne indtager i mødet. Inspirationen fra socialkonstruktivismen er således i forlængelse heraf begrundet i ambitionen om ikke alene at fokusere på de udsatte unge, men også på mødet og samspillet med de institutioner, hvor individualiseringen som institutionel struktur tendentielt sætter sig igennem. Til det formål har netop tænkningen inden for den socialkonstruktivistiske gren af det kvalitative felt været relevant.
Set ud fra et videnskabsteoretisk perspektiv har jeg således to kvalitative polariteter repræsenteret i min afhandling. Det giver mulighed for at kombinere den dybdehermeneutiske metodes blik for det ikkeitalesatte med det socialkonstruktivistiske blik for konstruktioner og positioneringer. Når jeg med rette mener at kunne foretage en sådan syntetisering eller splejsning af de to forskellige kvalitative traditioner, hænger det sammen med, at jeg i mit valg af teori ikke har haft et bestemt ideologisk eller videnskabsteoretisk udgangspunkt. Jeg læner mig op ad den efterhånden udbredte tradition for at stykke metode-bricolager sammen af forskellige og også delvist modsatrettede tænkninger.