Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 19

På dette niveau er der tale om udviklingen af en meget bredt favnende, epokal, sociologisk teori, som indfanger såvel samfunds-, kultur- og individrelaterede aspekter (sociologiske, kultursociologiske og bevidsthedssociologiske). På dette niveau er det netop en teori eller tese der har en meget kompleks, uklar og indirekte forbindelse til ‘virkeligheden’ – fænomenniveauet. Forbindelsen er prekær idet institutionsniveauet bruges til at argumentere for udviklingen af den teoretiske tese (og vice versa).

Teorien favner indholdsmæssigt en kompleks differentieringsproces som jeg ikke vil udrede her, men derimod i kapitel 4.

Som nævnt indledningsvis rodes niveauerne ofte sammen hvorefter der opstår spøjse kortslutninger som i eksempelvis følgende formulering: “Når samfundet er blevet individualiseret, vil det sige, at hver enkelt borger sætter sig selv i centrum for sit eget liv. Selvrealiseringen – indfrielsen af egne behov – bliver det primære, og relationen til og ansvaret for fællesskabet forekommer sekundært for det enkelte menneske.” (formuleringen er taget fra et speciale på RUC). Her rodes fænomen- og teoriniveauet sammen.

Det er vigtigt at understrege at individualiseringen som teoretisk begreb ikke kan forstås så konkret og manifest. Der er ikke tale om at individualiseringen kan henføres til en konkret indtruffen begivenhed eller proces der en gang for alle har gjort os alle til centrum for vores eget liv. Mennesker kan reagere meget forskelligt på individualiseringsprocesserne, og der er i det hele taget tale om en mangefacetteret proces, der trækker i flere retninger. Men når det er sagt, er det ofte meget vanskeligt at skelne den ene brug fra den anden, fordi grænserne er flydende, og fordi begrebet er diffust.