Читать книгу Udsatte unge, aktivering og uddannelse - Noemi Katznelson - Страница 11

Jeg betragter som tidligere nævnt de unge kontanthjælpsmodtagere i aktivering som en delmængde af en bredere gruppe af ‘udsatte’ unge som jeg forstår som unge der er i fare for ikke at gennemføre en ungdomsuddannelse og ikke at opnå en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet. Når jeg knytter de konkrete unge i aktivering til denne bredere gruppe af udsatte unge, hænger det sammen med, at de unge, jeg konkret undersøger, netop er unge der for en stor dels vedkommende bevæger sig ind og ud af uddannelse, arbejde og aktivering. Der er tale om en kvalitativ afgrænsning som i sagens natur er udflydende og svært afgrænselig. En afgrænsning er dog at begrebet alene relaterer sig til de unges samfundsmæssige integration på arbejdsmarkedet og/eller i uddannelsessystemet og ikke til andre former for udsathed. Man kunne også tænke sig unge som var udsatte socialt, psykisk, kulturelt, helbredsmæssigt osv. Der vil ofte være tale om overlap mellem udsathed inden for forskellige livsområder, men fokus i afhandlingen her vil være på udsathed i forhold til de samfundsmæssige organiseringer.

De aktiverede unge rekrutteres således fra den bredere gruppe af unge som i vidt omfang er identisk med det der, jf. note 8 ovenfor, kaldes for uddannelsernes restgruppe. Men hvorfor så vælge at bruge et begreb som udsatte unge?

For det første af simpel respekt for de unge. Det er ifølge min sprogforståelse langt at foretrække at være udsat frem for at høre under det ofte anvendte, men mere stigmatiserende begreb ‘restgruppen’. Gennem de senere år har også betegnelser som de ‘svage’ og ‘utilpassede’ unge været fremme. Her mener jeg på linie med Erik Jørgen Hansen (2003, pp. 150-1) at det er væsentligt at finde et begreb der ikke automatisk peger på de unges mangler – i tråd med netop tendensen til individualisering – men også peger på den samfundsmæssige indretning og produktionen af udsathed i samspillet mellem ‘samfundet’ og de unge.

Yderligere ønsker jeg med begrebet udsat samtidigt at signalere at de unge er på grænsen af en marginal situation: Det kan tippe den ene vej – integrationen kan lykkes – men det kan også tippe den anden vej og mislykkes. Begrebet udsat indfanger således en proces mere end en egentlig tilstand (Heggen, 2001, p. 122).

Begrebet marginalisering kan sprogligt også indfange denne grænsesituation, men i daglig tale synes dette begreb at have bevæget sig således, at det i stigende grad betegner grupper der er bragt i en mere permanent marginal situation. Det er særligt i forhold til unge vigtigt at insistere på en åbenhed i forhold til deres fremtidsperspektiver og muligheder. De er trods alt netop unge og undervejs.

Sidst men ikke mindst ønsker jeg at markere en selvstændig pointe omkring selve muligheden for at foretage en formel afgrænsning af de unge ud fra deres statistiske registrerbare placering og kompetenceniveau i uddannelsessystemet alene. Der er efter min opfattelse som nævnt ikke tale om en ‘gruppe’, men i mange henseender en langt vanskeligere afgrænselig størrelse. Betegnelsen ‘udsatte’ unge er netop mere uskarp og placerer langt mindre kategorisk de unge i den ene eller anden gruppe.

Ulempen ved den formelle afgrænsning af ‘gruppen’ er, at der findes velfungerende unge som ikke tager en ungdomsuddannelse, men konstruerer sig et stærkt individuelt og alternativt forløb på tværs af det ordinære uddannelsessystem, arbejdsmarkedet og den frivillige sektor.

Det kan være svært på baggrund af formelle kriterier alene at gennemskue hvilke unge der er i færd med at sammenstykke sammenhængende og utraditionelle forløb, og hvilke unge der er faret vild i de mange muligheder og ikke magter at udstikke sig en kurs og forfølge en retning.