Читать книгу Klimaets sociale tilstand - Peter Gundelach - Страница 10

Mikkel er 20 år. Han er opvokset og bor i København og er i lære som autolakerer. Mikkel tror ikke, at klimaforandringer er menneskeskabte, men blot udtryk for jordens cyklus. Derfor går han ikke så meget op i klimaet: Det kan godt være, vi skal lave alle de der CO₂-frie biler og CO₂-kvoter, og hvad det alt sammen hedder, men spørgsmålet er, om det kommer til at hjælpe? Mikkel tager tingene, som de kommer. Han forsøger til en vis udstrækning at handle klimavenligt, men når der – som på hans arbejdsplads – mangler forudsætninger for at handle rigtigt, tænker han: … nå ja, hvad fanden. Mikkel ikke er villig til at gå på kompromis med sin livsstil: Jeg gider ikke spare på el og bad og sådan noget, så vil jeg hellere spare på tøj og mad – men overvejer at gøre det anderledes for sine børn: Hvis jeg havde overskud i økonomien, ville jeg nok give mine børn det bedste, de ku få. Det økologiske plejer som regel at være bedre end alt det andet med E-stoffer i. Mikkel synes, det er noget svineri at smide affald på gaden, men smider selv ting ud ad vinduet, når han kører på motorvejen: Sådan er der mange, der har det, tror jeg. De gider ikke rigtigt gøre noget ved alt det her, fordi de tænker, at alle andre jo heller ikke gør noget ved det, så hvorfor skulle jeg? Klimaforandringerne er han ikke bekymret over, og han er heller ikke tilhænger af regler eller måske bare uinteresseret i dem.