Читать книгу Klimaets sociale tilstand - Peter Gundelach - Страница 23
Bekymring, viden og handlemuligheder
ОглавлениеKlimaproblematikken er vanskelig at forstå. Det kan være svært at vide, hvad man skal tro, hvilke handlinger der nytter noget, og hvem man skal stole på, Man er nødt til at have tillid til, at eksperter og beslutningstagere har ret, når de fx hævder, at CO2-udledning medfører flere storme eller oversvømmelser. Klimaspørgsmålet er ekstremt komplekst og teknisk. Ofte måles konsekvenserne af en klimavenlig handling eller politik i, hvor mange tons CO2-udledning der kan spares. Det er et mål, som vanskeligt kan knyttes til individets konkrete erfaringer. Problemet bliver ikke mindre af, at der er uenighed indbyrdes mellem eksperter og politikere. Nogle mener ikke, at der er en sammenhæng mellem CO2-udledning og klimaændringer, men forklarer fx temperaturændringerne med fysiske forhold, som ikke påvirkes af menneskelig adfærd. Usikkerheden og de modstridende udmeldinger betyder, at den enkelte vil kunne finde ekspertudtalelser, der støtter netop hans eller hendes egen opfattelse af, hvad der bør gøres eller ikke gøres i forhold til klimaspørgsmålet.
Men selv om klimaspørgsmålet er abstrakt, og informationerne kan være modsætningsfyldte, betyder det ikke, at de unge mener, at man skal lade stå til. Tværtimod kan vi afvise Giddens’ forestilling om, at unge ikke handler og er ubekymrede, fordi de ikke kan forholde sig til klimaforandringer, der tænkes at foregå i en fjern fremtid. De fleste unge er bekymrede og vil gerne gøre noget. Men mange energiforbrugende handlinger er tæt knyttet til rutiner i hverdagslivet, og man kan ikke undgå at bruge energi til hverdagens gøremål. Desuden vil mange handlinger være meget besværlige at ændre på grund af ens livssituation – hvor man bor, kan fx afgøre ens adgang til offentlig transport. Så selv om man er velvilligt indstillet i forhold til at ændre adfærd på klimaområdet, kan det være vanskeligt at gøre i praksis. I næste kapitel analyserer vi derfor forholdet mellem klimavenlige værdier og handlinger.