Читать книгу Klimaets sociale tilstand - Peter Gundelach - Страница 19

Målt på uddannelse har vi generelt et højt vidensniveau i det danske samfund, men fordi man er uddannet eller føler sig godt informeret om emnet, betyder det ikke nødvendigvis, at man ved, hvordan man skal handle for at mindske klimaproblemerne. En af forklaringerne kan være emnets kompleksitet, og at viden om klimaændringer formidles på en teknisk måde, også i situationer, hvor forklaringerne er henvendt til menigmand. Temaet gøres yderligere abstrakt på denne måde. Som eksempel kan nævnes en kampagne gennemført af elselskabet DONG. På en hjemmeside spørger DONG os: ”Har du tjek på din CO₂-udledning?” (DONG Energi 2011)⁶. Det er der næppe nogen, der kan svare ja til; faktisk ved de fleste af os næppe, hvad det betyder. Det bliver ikke meget bedre, når DONG prøver at gøre spørgsmålet konkret under mottoet ”Test dig selv”. Som eksempel kan nævnes, at man får at vide, at man sparer 0,1 ton C0₂ pr. år, hvis man cykler på arbejde i stedet for at tage bilen. Hvis man holder ferie i Danmark i stedet for at flyve til Sydeuropa, sparer man til gengæld 0,5 tons C0₂. Men hvor meget fylder sådan et halvt ton? Og hvor meget betyder de omtalte besparelser i forhold til, hvordan man i øvrigt belaster miljøet med andre energibrugende aktiviteter? Svarene på disse spørgsmål kræver meget teknisk, abstrakt viden, som er svært at oversætte til hverdagslivets erfaringer. Kan beregningerne fx tolkes således, at hvis jeg tager en tur til Grækenland i ferien, skal jeg cykle 2,5 km om dagen i de næste fem år for at have balance i mit private C0₂-regnskab?

Ikke alene er spørgsmålet om konkret C0₂-udledning meget komplekst, men kan man tro på beregningerne? Det kan der rejses tvivl om. Hinton og Goodman (2010) har påvist, at det i det hele taget er svært at måle menneskehedens klimamæssige fodaftryk. Selve opgørelsen af de enkelte aktiviteter er omdiskuteret. Eftersom man ikke kan foretage beregninger for alle mulige aktiviteter, er det desuden vanskeligt at bestemme, hvilke aktiviteter, man overhovedet skal indregne i opgørelsen af klimabelastningen.

Man kan selvfølgelig indvende, at problemet består i formidlingen af viden og ikke selve indholdet af den viden, vi får. DONG gør utvivlsomt sit bedste for at give os letforståelige oplysninger. Det er da også muligt, at man kan formidle budskabet om CO₂-udledningen bedre. Men der ligger mange forudsætninger gemt bag de beregninger, man præsenteres for, og emnets kompleksitet gør det uklart for den enkelte, hvordan man skal bruge denne form for viden i sin dagligdag. For det første er størstedelen af forbruget af fossile brændstoffer – og dermed størstedelen af CO₂-produktionen – ikke kun knyttet til den enkelte borger, men til virksomhedernes produktion. For det andet er det som sagt på ingen måde klart, hvordan og i hvilket omfang den enkeltes brug af benzin til bilturen, køb af danske versus spanske tomater eller brug af elektricitet til komfuret påvirker klimaændringerne. For det tredje foregår mange hverdagslivshandlinger relativt ureflekteret i forhold til energianvendelse og dermed klimabelastning (man bader og vasker op med varmt vand, vasker tøj, bruger elektrisk lys, lader tv stå på standby, oplader sin mobiltelefon – alt sammen noget, der bruger energi). Endelig, for det fjerde, er energiforbrug en helt central aktivitet i samfundet, også for den enkelte. Det er stort set umuligt at fravælge et højt forbrug, fordi så mange aktiviteter i det nutidige samfund er knyttet til energiforbrug, der er indbygget i hverdagslivets brug af maskiner, transport og opvarmning.