Читать книгу Klimaets sociale tilstand - Peter Gundelach - Страница 20

De unge udtrykker usikkerhed om, i hvilken grad forskellige handlinger batter rent klimamæssigt, og mange mener, at det i lige så høj grad er politikernes som den enkeltes opgave at gøre noget. Søren fortæller her, hvordan han vil foretrække, at de klimarigtige løsninger er tænkt ind for ham:

Jeg drømmer om et klima, hvor man ikke behøver at tænke særlig meget over, hvordan man lever… Jeg tror også, man skal vænne sig til at gøre nogle ting anderledes. Det [klimaforandringerne] er helt sikkert noget, der bekymrer mig. I og med at det er 3.verdenslande, det går ud over, kommer det på et eller andet tidspunkt til at gå ud over os, fordi der kommer en kæmpe folkevandring. Det må der vel komme, når det bliver slemt nok … og det er helt klart noget, vi kan være med til at præge. Men så synes jeg bare, det er lettere, hvis løsningerne er tænkt ind for én. (Søren, 22 år)

Og nytter det noget, hvad den enkelte gør? Nogle af de unge argumenterer med, at det er helt ligegyldigt, hvad man gør, eftersom CO₂-produktionen sker globalt, og desuden hjælper det ikke meget, hvad den enkelte gør, hvis det ikke følges op af andre. Det er et dilemma, der også kendes fra økonomisk spilteori. Det handler om, at man – ved selv at handle mere klimavenligt – ”risikerer”, at de andre kan handle endnu mere klima-uvenligt.

I et samfundsvidenskabeligt perspektiv kan man her tale om det problem, som biologen Garrett Hardin (1968) har kaldt for ”fællesbrugets tragedie” (the tragedy of the commons). Hardin giver som eksempel kvægavl på en mark, der er fælles for mange landmænd. For den enkelte landmand er det økonomisk fordelagtigt at sætte flest mulige køer ind på marken, men kommer der for mange, ødelægger de afgrøderne så meget, at marken ikke i længden kan bruges til kvægavl. Det, der er rationelt for den enkelte, er ikke fornuftigt for systemet som helhed. Et andet af Hardins eksempler er forurening, hvor samme mekanisme kan gøre sig gældende. På klimaområdet kan der være en tilsvarende situation: Det kan være fordelagtigt for den enkelte at bruge masser af energi, men i længden risikerer man at ødelægge andre menneskers livsgrundlag.

Blandt de unge, er der nogle, som argumenterer ud fra Hardins perspektiv. Niels siger

Jeg tror også, det er sådan, mange har det, de gider ikke rigtigt gøre noget ved alt det her, fordi de tænker, at alle andre gør jo heller ikke noget ved det, så hvorfor skulle jeg? (Niels, 20 år)

Men andre lægger mindre vægt på den enkeltes rationelle maksimering af sit udbytte og mere vægt på solidariske holdninger. På et spørgsmål om, hvad man selv kan gøre, svarer Søren:

Hvis man skulle være pessimist, kan man ikke gøre noget …(men) man KAN jo gøre noget, men det kræver en større ændring af samfundet, for at det skal gøre nogen forskel. Ellers er det godt nok mange computere, der skal slukkes om aftenen, og plasticposer, der skal genbruges. Men det giver selvfølgelig god samvittighed at købe en sparepære. Jeg tror mere, for mig i hvert fald, at det er det dér med, at så får man lidt bedre samvittighed, end at man føler, at man gør en forskel. (Søren, 22 år)

Denne individuelle orientering brydes med holdningen om, at det primært er politikernes opgave at sikre, at CO₂-udledningen mindskes. Som Cille siger: Men det er alligevel sådan et stort emne [klimaet], så det er politikere, som skal fortælle mig ’nu skal du gøre dét’. Hun fortsætter med at forklare:

Jeg tror, problemet er, at alle mennesker tænker, ’det nytter ikke noget, at jeg bare tager cyklen, for det er noget, alle skal gøre’. Men hvis reglerne kommer, tror jeg, at det er noget, folk ville gøre. For at mine venner og jeg skulle gide gøre noget, skulle det komme oppefra. (Cille, 19 år)

De unge udtrykker altså gennemgående vilje til at gøre noget, men fordi klimaspørgsmålet opfattes som så kompliceret, må reglerne komme ovenfra.