Читать книгу Klimaets sociale tilstand - Peter Gundelach - Страница 17

Der er ingen tvivl om, at der sker klimaforandringer, men der er uenighed om, i hvilken grad forklaringen er energiforbrug og udledning af CO₂, andre drivhusgasser eller helt andre processer. Dette debatteres på flere niveauer: På videnskabeligt niveau, på politisk niveau og i befolkningen.

På videnskabeligt niveau har FN’s klimapanel IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) erklæret, at nettoeffekterne af de menneskelige aktiviteter siden 1750 med ”meget høj sikkerhed” har været global opvarmning.² Klimaforandringerne er altså ifølge IPCC menneskeskabte (IPCC 2007). Denne holdning deles af de fleste eksperter; men der er ikke total enighed om det. Fx hævder to danske forskere, Svensmark og Fris-Christensen (1997), at klimaforandringerne er en følge af naturskabte processer, herunder ændringer i solens aktivitet.

Også forandringernes hastighed og omfang er der stor uenighed om. Nogle eksperter forudsiger en havvandsstigning på op til 6 meter inden for 50 år, andre ½ meter. Nogle af forandringerne vil vi i Europa, ifølge nogle eksperter, allerede se effekterne af i 2020, såsom voldsommere storme i Nordatlanten, højere vandstande, kraftigere vinterstorme, voldsommere regnskyl, markant reduktion af alpegletsjere, mere vinternedbør, længere tørkeperioder og flere hedebølger (Walker & King 2008: 57-66). Andre er uenige og mener, at forandringerne først vil ske langt senere.

Uenigheder findes både blandt klimatologer og internt i den ekspertgruppe, der oftest står for formidling til befolkningen af klimaets umiddelbare tilstand, nemlig tv-meteorologer. Maibach, Wilson og Witte (2010) har vist, at der er uenighed om klimaændringer blandt amerikanske tv-meteorologer. Som faggruppe er meteorologer interessante, fordi vi må formode, at de har viden om klimaforhold og gennem deres profession har stor indflydelse på opfattelsen af klima i befolkningen, idet medierne har vist sig at være en afgørende kilde til viden om klimaforandringer (Wilson 2000a, Wilson 2000b). Maibach et al.’s undersøgelse viste bl.a., at kun godt halvdelen af tv-meteorologerne mente, at der er tale om en global opvarmning, og at ca. en tredjedel mente, at denne opvarmning skyldes menneskelig aktivitet. Fra denne ekspertgruppe kan man altså ikke forvente ensartede signaler til befolkningen om klimaspørgsmålet.

Blandt politikerne kan vi finde samme grad af uenighed som blandt eksperterne. Denne uenighed kan naturligvis både være resultatet af forskelligt vidensniveau og politisk positionering, men resultatet er et billede af skiftende forklaringer på det samme fænomen. Det opleves ikke mindst stærkt, når det sker internt i partierne. Et eksempel: Få dage før klimatopmødet i december 2009 i København, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen fra partiet Venstre skulle arbejde for en global aftale om mindskelse af menneskeskabte årsager til klimaændringer, udtalte Folketingets formand og medlem af Venstre, Thor Pedersen til DR TV: Problemet er, at mange går rundt og siger, at de klimaforandringer, vi ser, er en følge af menneskelig aktivitet. Det er en meget farlig påstand.³ Udtalelsen skabte en debat, der viste, at der er betydelig uenighed blandt beslutningstagerne om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem menneskers energiforbrug og den globale opvarmning.

Også i befolkningen hersker der forskellige holdninger til klimaforandringerne, forskellige forståelser af årsag-virkningsrelationerne og dermed forskelige grader af bekymring (APA 2010). Modsat af hvad man kunne forestille sig ud fra IPCC’s prognoser – at problemerne bliver større og større – peger udenlandske undersøgelser i retning af, at folks bekymring for klimaforandringer er aftagende. En rapport fra det engelske transportministerium viser fx, at andelen af befolkningen, der er ”meget” eller ”noget” bekymret over klimaforandringer, har været svagt aftagende i de seneste fem år. Og en stadig mindre andel mener, at udledninger fra biler eller flytrafik bidrager til den globale opvarmning (Department of Transport 2011). Et tilsvarende billede tegnes af en amerikansk undersøgelse fra Pew Research Center (2009)⁴, der også viser, at stadig færre amerikanere mener, at den globale opvarmning udgør et problem. Ligeledes mener færre, at det er et problem, som kræver umiddelbar handling. Også i Danmark indikerer en rapport fra Concito (2011) en dalende interesse for klimaet, idet flere danskere mener, at finanskrise og arbejdsløshed er mere bekymrende end klimaets tilstand.

Usikkerheden og de mange holdninger kan man følge helt ind i debatterne i de enkelte familier. Et eksempel er Anita:

… for jeg har talt meget med min far om det, og min far arbejder i [et firma], hvor de prøver at lave en masse klimavenlige ting. Vi har diskuteret meget om klimaet. Han mener, at vi selvfølgelig kan gøre noget som mennesker, men det er også meget mere komplekst i forhold til, at det kommer automatisk med naturen … han mener, at mange af tingene er naturlige, og at mennesker har sat skub i det og derfor også har en del af skylden for det. Men det er ikke kun menneskene. Vi har haft en masse diskussioner om det og er ikke altid enige. (Anita, 28 år)

Klimaområdet er altså kendetegnet ved diskussioner og stor uenighed både blandt eksperter, politikere og i befolkningen. Trods uenighed om årsags- og virkningssammenhænge synes politikere og forskere dog at være enige om, at klima er et område, det er vigtigt at beskæftige sig med. For politikere og forskere er der tale om det, som Pierre Bourdieu (1991) kalder for et felt, dvs. et sted, hvor der er noget på spil, og hvor man kan og gerne vil positionere sig. Der findes i Danmark også et klimaministerium og klimapolitikere, som gør området til et vigtigt politisk område for beslutningstagere. Som vi kommer ind på i kapitel 6, tyder det ikke på, at der er et tilsvarende felt i befolkningen. Klimaspørgsmålet har ikke samme prægnans og betydning for befolkningen som for politikerne. Dertil opleves klimaspørgsmålet som for uklart. Mange udtrykker velvilje over for, at der skal gøres noget ved problemerne, men føler sig også rådvilde. Forskellen mellem eksperter og politikere på den ene side og befolkningen på den anden peger på et demokratisk problem. Klimaspørgsmålet skal gøres mere nærværende for befolkningen, hvis man skal skabe opbakning til forandringer.