Читать книгу Klimaets sociale tilstand - Peter Gundelach - Страница 22

Sociologen og samfundsdebattøren Anthony Giddens har skrevet bogen Politics of Climate Change (2009) som en opfordring til verdens politikere om at tage klimaforandringerne alvorligt og gøre noget for at hindre forandringernes negative konsekvenser. Omdrejningspunktet er det, han noget ubeskedent (fordi han hævder selv at have fundet på det) kalder for ”Giddens’ paradoks”. Det lyder:

Eftersom farerne ved den globale opvarmning ikke er håndgribelige, umiddelbare eller synlige i hverdagslivet, hvor frygtindgydende de end måtte være, vil mange sidde på hænderne og ikke gøre noget konkret ved dem. Men at vente, indtil de bliver tydelige og akutte, før de leder til betydningsfulde handlinger, vil per definition være for sent. (Giddens 2009: 2)

At vi venter med at gøre noget, til det er for sent, skyldes ifølge Giddens problemet med ”future discounting”, dvs. at mennesket nedvurderer fremtiden til fordel for nutiden. Man undlader at handle, både fordi klimaforandringerne er uhåndgribelige og usynlige, men også fordi folk ganske enkelt ikke kan håndtere forhold, der ligger langt fremme i tiden, hævder Giddens. Giddens’ ærinde er primært at skabe en politisk debat om klimaspørgsmålet blandt beslutningstagere, men da han beskriver ovenstående som universelle karaktertræk ved mennesker, vil vi undersøge, om adfærden og holdningerne hos de unge i vores undersøgelse passer med Giddens’ beskrivelse. Som tidligere nævnt betegnes de unge nemlig af UNFPA som engagerede borgere, der kræver handling for at få stoppet klimaforandringerne – og da dette perspektiv synes at være i modstrid med Giddens’ begreb, bliver det relevant at se, om Giddens’ paradoks og hans begreb ”future discounting” også kan siges at gælde unge.

Giddens’ paradoks hviler på tre antagelser: 1. Folk er kun i begrænset grad bekymrede for konsekvenserne af klimaforandringer; 2. Folk mener, at klimaproblemerne først vil vise sig i en fjern fremtid; og 3. Folk er ikke villige til at ændre vaner i klimavenlig retning. Som vi vil vise i det følgende, kan vi ikke finde støtte til disse antagelser i vores materiale. Tværtimod.

For det første: I modsætning til Giddens’ antagelse om, at folk kun i begrænset omfang er bekymrede for konsekvenserne af klimaforandringer, viser undersøgelser, at mange opfatter klimaforandringerne som et væsentligt problem for verden. Det viser sig fx i EU-kommissionens Eurobarometer-undersøgelser fra 2008 og 2009. Europæerne blev her spurgt om, hvad der efter deres egen opfattelse er de største problemer, verden står over for i dag. Blandt en lang liste af mulige problemer blev især tre faktorer nævnt særligt ofte: fattigdom, mangel på madvarer og drikkevand, og klimaforandringer/global opvarmning. Disse tre problemer blev fremhævet af omkring en tredjedel af svarpersonerne. Undersøgelserne omfatter alle EU-lande, og Danmark ligger placeret nogenlunde i midten af de europæiske lande. Et problem som ”international terrorisme” blev til sammenligning kun udpeget som et stort problem af ca. en sjettedel af svarpersonerne, og ”en større økonomisk krise” blev blot nævnt af mindre end fem pct. af svarpersonerne (egne analyser af data fra eurobarometerundersøgelsen).

I DUK-undersøgelsen (2010) har vi spurgt de unge, om de er bekymrede over konsekvenserne af klimaforandringerne. Svarene fordeler sig på følgende måde: På en skala hvor 1 = ”slet ikke bekymrede” og 10 = ”meget bekymrede” ligger gennemsnittet for de unge på 6,3. De danske unges svar peger altså i retning af en vis bekymring. For det andet spørger vi de unge om, hvor enige de er i, at ”konsekvenserne af klimaforandringer ligger for langt ude i fremtiden til, at de bekymrer mig”, finder vi intet tegn på ”future discounting”-fænomenet. Andelen, der svarer ”uenig” er 41 pct., og andelen, der svarer ”helt uenig” er 29 pct., dvs. at 70 pct. er bekymrede i en eller anden grad. For det tredje er to tredjedele af de unge ”enige” eller ”helt enige” i udsagnet: ”jeg vil gerne ændre vaner i retning af at være mere klimavenlig, end jeg er”.

Giddens tre antagelser kan med andre ord ikke bekræftes i denne undersøgelse af danske unge. Der er i øvrigt tæt sammenhæng mellem de tre variable. De udgør nærmest et konglomerat: Der er således stærk sandsynlighed for, at personer, der svarer, at de er bekymrede over for klimaforandringer, også angiver, at de er villige til at skifte vaner, og mener, at klimaændringer er noget, vi skal forholde os til her i nutiden.

Hvis vi helt skal modbevise Giddens’ antagelser, er det også vigtigt, at der er en betydelig andel af de unge, som har synspunkter, der står i modsætning til, hvad Giddens forventer, dvs. mange personer, som både er meget bekymrede for klimaforandringer, som ikke mener, at forandringerne ligger langt ude i fremtiden, og som er villige til at skifte vaner. En opgørelse af besvarelserne i DUK-undersøgelsen viser, at 25 pct. af svarpersonerne falder ind under denne gruppe. En lige så stor gruppe (27 pct.) består af personer, der kun er ”middel bekymrede”’, men som heller ikke mener, at klimakonsekvenserne ligger langt ude i fremtiden, og samtidig er villige til at skifte vaner. De øvrige kombinationer af de tre variable udgør hver for sig meget mindre grupper. Det er altså over halvdelen af de unge, som afgiver svar, der står i modsætning til, hvad man skulle forvente ud fra Giddens’ antagelse. Man kan derfor konkludere, at antagelserne ”Giddens’ paradoks” ikke kan bekræftes: De unge er bekymrede her og nu for klimaforandringerne og vil gerne gøre noget for at forandre forholdene.

Et eksempel på, hvordan de unge tænker, er følgende citat fra Søren, en hjemmeboende ung mand. Han udtrykker det på denne måde:

Den næste generation er bare nødt til at være SÅ opmærksom … men det er lidt noget andet for os, for vi kommer nok ikke rigtig til at mærke konsekvenserne af det, men vi har kunnet få alle de fede ting ud af det. Nu kommer vi til den situation, hvor vi bliver nødt til at gøre noget ved det, ellers går det helt galt. (Søren, 22 år)

Selvom Søren mest ser klimaforandringerne som et problem for den kommende generation, erkender han, at der må gøres noget nu. På trods af at mange unge udtrykker usikkerhed eller forvirring om, hvem der bedst kan gøre noget, og hvad de selv skal eller kan gøre, er der blandt gruppen af unge et potentiale for forandring i klimavenlig retning, som Giddens ikke i tilstrækkelig grad har øje for (se også Gundelach & Hauge 2012).