Читать книгу Klimaets sociale tilstand - Peter Gundelach - Страница 13

Malou er i starten af 30’erne, har en lang uddannelse og arbejder i København. Familien bor i en forstad, og Malou kører dagligt til sit arbejde i familiens bil. Malous hverdag er tæt pakket, og det gælder om at maksimere tiden til familien. Her hjælper bilen, og den offentlige transport har desuden vist sig for dyr: Da vi og vores venner først fik børn, var Christianiacyklen ikke nok længere. Malou ser naturen som modstandsdygtig, men kun indtil en vis grad. Hun ønsker klar politisk styring, der tager hensyn til klimaet og miljøet – fx synes hun, at det burde være helt forbudt og praktisk umuligt for private at kunne købe sprøjtegift til deres haver. Hun mener, at det at slukke lyset og spare på strømmen er i småtingsafdelingen og ikke vil ændre noget i det lange løb. Malou er træt af, at politikerne ikke lever op til deres ansvar om en global CO₂-aftale. For det er politikerne og de bindende aftaler, der kan løse problemet og ikke individerne: jeg bliver fortørnet over, at det bliver lagt ud til individets ansvar, klimaproblemerne, for individerne kan overhovedet intet gøre i den forbindelse, i den størrelsesorden, selv hvis du skærer noget i energiforbruget, kommer du ikke under grænseværdien. Malous største frygt i forhold til klimaet og de kommende klimaforandringer er krig, som kan følge af geopolitik.

De fire profiler viser, hvordan de unge forholder sig på forskellig måde til klimaforandringerne og til, hvad man kan gøre for at forhindre dem. Nogle unge afviser helt, at der er tale om menneskeskabte klimaforandringer, andre mener, at det er afgørende, at der bliver gjort noget for at dæmme op for dem. Nogle mener, at det primært er individets ansvar at gøre noget, andre lægger initiativet over til politikerne. Disse forskelle vil blive analyseret i bogens kommende kapitler, hvor vi vil vise udbredelsen af de forskellige synspunkter og give forklaringer på deres variation.